Går du med planer om at købe en ny iPad, bør du nok slå koldt vand i blodet. Ifølge AllThingsD har kilder tæt på Apple bekræftet, at teknologivirksomheden afholder sit iPad-event den 22. oktober.
Det betyder først og fremmest nye iPads, men kilderne fortæller desuden, at den ventede Mac Pro og det kommende styresystem OS X Mavericks også vil få tid i rampelyset.
Den kommende iPad vil blive Apples femte generation af tablets. Den forventes at få et tyndere og smallere design, som vil minde meget om iPad Mini’ens designfilosofi. Foruden de ydre opdateringer forventes det, at iPad’en vil blive drevet af den samme A7-chip, der for nylig fik sin debut i iPhone 5S.
Derudover forventes det, at den nye generation iPads vil få den samme fingeraftryksteknologi, Touch ID, som også blev præsenteret i forbindelse med iPhone 5S.