Endnu mangler Apple at melde officielt ud, hvornår deres mobile betalingsløsning, Apple Pay, bliver tilgængelig i Danmark.
Men forventningen er, at den lanceres til dansk nethandel i efteråret, lyder det nu fra Lars Grønkjær, nordisk chef i virksomheden Demandware, der laver cloud-baserede e-handelsløsninger til virksomheder.
Apple Pay-løsningen minder ganske meget om Danske Banks MobilePay. Appen rummer alle kreditkortoplysninger, og det er på forhånd muligt at indlægge personlige oplysninger som kontaktoplysninger og leveringsadresse. Et simpelt køb kræver derfor kun to berøringer: Et klik på 'køb via Apple Pay'-knappen, og efterfølgende en bekræftelse med et fingeraftryk kaldet Touch ID.
Allerede nu er større danske detailbutikker som Bestseller, IC Group, Magasin og Pandora ved at gøre klar til at modtage Apple Pay som betaling ved nethandel. Flere af disse kunder modtager den nødvendige software fra Demandware.
»Vi leverer det i skyen, og dermed bliver det tilgængeligt for alle vores kunder, når vi lancerer det her. Så er det op til dem individuelt, om de vil benytte sig af Apple Pay,« siger Lars Grønkjær til Børsen. I første omgang vil Demandware blot leverere Apple Pay-løsningen til butikkernes nethandel. Senere kobles de fysiske butikker på.
»I dag har de fleste en iCloud-konto og en iTunes-konto, hvilket betyder, at du allerede har tilknyttet et kreditkort og leveranceoplysninger. Med Apple Pay bliver der mulighed for at benytte det som betalingsmiddel eksternt og ikke bare købe Apple-tjenester,« fortæller han videre.
Svært ved at se Mobile Pay-kunder tage det til sig
I Danmark sidder Danske Bank MobilePay solidt på førertronen, hvad angår mobile betalingløsninger. Det kommer Apple Pay formentlig ikke til at ændre på foreløbigt, mener Henning N. Jensen, der er seniorpartner i PlusCon og ekspert i betalingsløsninger.
»Det lyder fornuftigt, at store danske e-handlere, der sælger deres varer internationalt, kan tage Apple Pay. For der er jo nogle steder i verden, hvor Apple Pay anvendes af mange. Men jeg har svært ved at se, at danske forbrugere kommer til at bruge Apple Pay i væsentlig grad,« siger Henning N. Jensen til Børsen.
Dertil kommer, at MobilePay allerede i dag rummer person-til-person-betaling, billedtilknytning på en transaktion, betaling af regninger og andre ting, som Apple Pay ikke kommer til at rykke ved foreløbigt. En kontakt- og leveranceoplysninger, som i dag findes i Apple Pay-app’en, implementeres desuden inden længe i MobilePay.
Derudover tvivler Henning N. Jensen på, at Apple Pay overhovedet bliver udbredt i de fysiske butikker, da det først kræver, at en større bank som Danske Bank eller Nordea skal betale Apple for at være udsteder af løsningen.
»Det danske marked er for lille til, at Apple Pay vil bruge mange kræfter på det. Og det er relativt dyrt at være udsteder af løsningen, og det stiller jeg mig tvivlende over for, om nogen mener, at de kan lave en business case på,« siger Henning N. Jensen.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.