Apple Pay er blevet anmeldt til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen efter kun få uger i danskernes lommer. Det skriver DR.
Det er Forbrugerrådet Tænk, der nu har anmeldt den nye betalingsløsning. De mener, at app'en er i strid med konkurrencelovgivningen i Danmark og EU.
Tvinger betalinger over på Visa
Et af deres kritikpunkter er, at man ikke kan bruge Dankortets fordele i app'en. I stedet bruger Apple Pay Visa-delen af kortet, og det kan gøre gebyret 10 gange højere.
»Kunderne bliver tvunget over på visadelen af Visa-Dankortet. Det giver dyrere betaling og bliver dyrere for vores butikker, og det er noget, som kan ende med at gå ud over den pris, vi skal betale for varerne,« forklarer Anja Philip til DR.
Både Jyske Bank og Nordea har tilmeldt sig Apple Pay. Her har 30.000 kunder hos Jyske Bank føjet app'en til deres betalingsløsninger inden for de seneste par uger.
Låser NFC
Forbrugerrådet Tænk vil også gerne have Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at kigge på, om Apple bruger sin dominerende position på markedet til at ekskludere andre betalingsformer.
Apple har nemlig eneret til iPhonens NFC-chip, som kommunikerer med betalingsterminalen. Af samme grund har danske løsninger som MobilePay og Dankort på mobilen være tvunget til at anvende Bluetooth Low Energy - eller BLE.
Apple Pays monopol på NFC-chippen i iPhones giver en konkurrenceforvridning, mener Forbrugerrådet Tænk. Det er dog ikke noget, Jyske Bank har en holdning til.