Apple har de seneste år købt flere firmaer, som designer chips og processorer. Det har først og fremmest været for at udvikle processorer til Apples mobile enheder som iPhone og iPad, men det kan også få betydning for Apples Mac-computere. Det skriver Bloomberg.
Apple skiftede i 2005 fra PowerPC-arkitekturen, som var udviklet af Motorola og IBM, fordi IBM's udvikling gik mere i retning af at udvikle platformen mod IBM's servere, og pc-varianterne af PowerPC ikke længere kunne konkurrere mod x86-processorerne fra AMD og Intel.
Den gang valgte Apple at gå over til Intel, som siden har være eneleverandør til Apples Mac-pc'er. Men på iPhone og iPad er Apple gået over til at udvikle sine egne processorer baseret på ARM-arkitekturen.
Det betyder, at Apple i dag har to forskellige hardwareplatforme, som selskabet skal vedligeholde: Intel-baserede Mac og ARM-baserede iOS-enheder.
Hvis Apple ønsker på sigt at samle de to platforme til én, så er ARM umiddelbart det oplagte valg, medmindre Intel inden for de næste år kan lave mobilprocessorer, som kan konkurrere direkte med ARM-processorerne.
Et valg af Intel til iOS-enheder vil imidlertid betyde, at Apple ikke kan drage fordel af selskabets opkøb af chipdesignfirmaer. Det vil Apple derimod, hvis selskabet vælger at designe sin egen ARM-baserede processor til Mac-computerne.
Skiftet fra PowerPC til Intel krævede en omskrivning af Mac OS X, og det vil også være nødvendigt for at skifte fra Intel til ARM. Derfor er det næppe noget, der vil ske inden for de næste par år, men Apples succes på mobile enheder og ønske om at have fleksibilitet i forsyningskæden med flere producenter af komponenter kan betyde, at det er den vej, Apple vil gå.
Det kan især vise sig at få betydning for Intel, fordi Microsoft samtidig netop har lanceret en version af Windows, som kan køre på ARM.
»Apple er trendsætter, og hvis de først begynder at lave deres egne pc-processorer, så kan andre pc-producenter vælge at gå samme vej,« siger analytiker Sergis Mushell fra Gartner til Bloomberg.
Det er især ARM-arkitekturens ry som lavenergiprocessor, der giver mobile enheder mulighed for at holde batteri længere, som kan gøre platformen attraktiv til en kommende generation af pc'er.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.