Apple og Samsung sælger fortsat flest smartphones, men ...

Giganterne Apple og Samsung dominerer markedet for smartphones, men flere spillere på markedet tager deres bid af kagen, og giganternes andele bliver mindre.

Samsung og Apple opnåede i andet kvartal af 2014 den laveste andel af det globale smartphonemarked i flere år. I stedet går kinesiske smartphonehandlere stærkt frem. Sådan lyder det fra markedsresearchfirmaet IDC ifølge Infoworld.

Mærker - for det meste kinesiske - som Huawei, Lenovo, Xiaomi, Coolpad, ZTE, TCL og OPPO tager større og større dele af markedet for smartphones.

Samsung har gennem en årrække haft omkring 30 procent af smartphonemarkedet, hvilket har givet dem førstepladsen. Faktisk havde Samsung 32,2 procent i andet kvartal af 2013, men det faldt til 25,2 procent i andet kvartal 2014.

iPhones går også tilbage

Det er den laveste andel af markedet, Samsung har haft siden fjerde kvartal 2011, men det betyder alligevel, at elektronikgiganten sendte 74,3 millioner smartphones ud i verden i løbet af de tre måneder.

Apple, som ligger på andenpladsen, har holdt fast i en markedsandel på 18 procent i hvert kvartal i de senere år, men på det seneste har der også været tilbagegang for deres iPhones. 11,9 procent af forbrugerne købte Apples smartphones i andet kvartal 2014, hvilket var et fald fra 13 procent i samme kvartal året før.

Apple sendte 35,1 millioner iPhones på markedet, og markedsandelen var den laveste for Apple siden 2009.

Kineserne kommer

»Samsung og Apple har stadig masser af volumen i deres shipments, men mange andre virksomheder sender gode enheder på gaden til en lavere pris, med kvalitet på mange tekniske områder. Der er bare mere varietet på markedet og ikke kun i Kina. I Indien er der fire lokale mærker, og køberne der er mere bekendte med dem end med Apple og Samsung,« siger analytiker for IDC Ryan Reith, som har undersøgt smartphonemarkedet.

Huawei ligger nummer tre i forhold til markedsandele med 6,9 procent og 20,3 millioner udsendte smartphones. Lenovo ligger nummer fire med en markedsandel på 5,4, som primært bliver solgt i Kina, de arbejder dog på at komme videre ud i verden, da kun 15 procent af deres smartphones bliver solgt uden for Kina.

4,9 procent af de solgte smartphones i verden havde et LG-logo, og det giver virksomheden en femteplads over største markedsandele. Alle de tre kinesiske mærker har planer om at tage større markedsandele.

Illustration: IDC
Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere