Apple lancerer »ekstremt« sikkerhedstiltag der skal begrænse spyware
Apple er på trapperne med en ny funktion, der skal holde sofistikerede hackerangreb ude af selskabets telefoner.
En ny lockdown-funktion skal sikre, at spyware som eksempelvis det berygtede pegasus-program kan blive blokeret og skal på den måde forhindre, at programmerne suger data fra brugernes telefoner.
»Apple producerer de mest sikre enheder på markedet. Lockdown mode er en banebrydende funktion, der beviser vores urokkelige dedikation til at beskytte vores brugere fra selv de mest sjældne og sofistikerede angreb,« siger Apples sikkerhedschef Ivan Krstić i en pressemeddelelse.
Den nye funktion bliver lanceret efter en stribe historier om flere israelske sikkerhedsfirmaer, der har haft held til at bryde ind i en lang række politikere, journalister og aktivisters iPhones uden at brugeren klikker på noget som helst.
Adgangen fik sikkerhedsfirmaerne gennem et program ved navn Pegasus, der er udviklet af firmaet NSO Group, som Apple specifikt nævner som årsagen til at man lancerer den nye funktion.
Beskeder: De fleste vedhæftede filer bliver blokeret, ligesom der ikke bliver vist et såkaldt preview af links
Hjemmesider: En række web-teknologier som just-in-time (JIT), JavaScript bliver deaktiveret.
Apple services: invitationer og service anmodninger som eksempelvis FaceTime opkald bliver blokeret, hvis de kommer fra en man ikke tidligere har talt med.
Kablede forbindelser til andre enheder bliver blokeret så længe telefonen af låst.
Konfigurationsprofiler kan ikke installeres og enheden kan ikke tilgås gennem såkaldt mobile device management (MDM), der ellers giver fjernadgang til enheden.
Kilde: Apple
Med den nye funktion kan iPhone-brugere i fremtiden begrænse alt adgang til apps, hjemmesider og flere tjenester, hvis man mistænker, at der er andre som har fået adgang til iPhonen.
Læs også: NSO-spyware brugt i hackerangreb på USA: Iphones i udenrigsministeriet ramt
Lockdown-mode bliver til gængelig på alle Apples enheder, altså både iPhone, iPad og Mac allerede fra efteråret.
Hvis man vælger at aktivere den kommende funktion betyder det blandt andet, at der bliver blokeret for de fleste vedhæftede filer der bliver sendt gennem Apples besked-app.
Det var netop sådan Pegasus fik adgang til ofrenes telefoner, og derfor kan den nye funktion altså blokere for præcis den mulighed.
Når lockdown er aktiveret bliver det heller ikke længere muligt at tilsluttede kablede forbindelser til telefonen, når den er låst.
»Lockdown mode tilbyder et ekstremt, valgfrit niveau af sikkerhed for de få brugere, der på grund af hvem de er eller hvad de laver, kan være personlige mål for nogle af de mest sofistikerede digitale trusler som eksempelvis fra NSO Group eller andre private virksomheder, der udvikler statssponsorerede spyware,« skriver Apple om funktionen.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.