Apple har annonceret en plan om at opkræve 27 procent i kommission for tredjepartsbetalinger på iOS-apps.
For nuværende drejer det sig kun om datingapps i Holland, så man opfylder regeringens krav, men kritikere frygter, at Apple kommer til at opkræve kommissioner i andre lande, hvor muligheden for tredjepartsbetalinger også er påkrævet. Apple tager en kommission på 3 procent på køb i apps via tech-gigantens standardløsning.
Det skriver mediet ArsTechnica.
Selv hvis en udvikler vælger blot at linke til sin egen hjemmeside i forbindelse med betalingen, kommer de 27 procent stadig til at gøre sig gældende. Det kan man læse i dokumenter sendt ud til udviklere.
»For at efterleve en ordre fra Hollands ’Authority for Consumers & Markets’ (ACM), gør Apple det muligt for udviklere, der distribuerer datingapps på den hollandske App Store, at vælge mellem følgende muligheder: 1) fortsætte med at bruge Apples betalingssystem i apps, 2) bruge et tredjepartsbetalingssystem inde i appen, eller 3) inkludere et link i appen, der dirigerer brugere til udviklerens egen hjemmeside for at fuldende betalingen,« står der i indledningen af dokumentet.
Ordren blev udstedt d. 24. december sidste år og lød på, at Apple skulle gøre det muligt for udbydere af dating-apps at vælge frit mellem hvilken betalingsløsning, de ville tilbyde deres brugere. Apple fik to måneder til at indføre en ændring, ellers skulle firmaet betale en periodisk bøde på 5 millioner euro om ugen op til et maksimum på 50 millioner euro.
Marco Arment, der har lavet Instapaper og Overcast og har været tidligere teknologichef for Tumblr, gjorde sine følgere på Twitter opmærksomme på ændringen.
»Dette er højst sandsynligt måden, Apple har tænkt sig at efterleve ALLE regulationer om eksterne betalingsløsninger, medmindre de bliver tvunget til at være mere åbne,« skriver han i et tweet.
Ars Technica har spurgt Apple, om man har tænkt sig at indføre lignende kommissioner på tredjepartsbetalinger i resten af verden, men mediet har ikke fået et svar, inden artiklens deadline.
Even if you’re not a dating app in the Netherlands, this is worth a read.
— Marco Arment (@marcoarment) February 4, 2022
This is almost certainly how Apple plans to comply with ALL external-purchase regulations, until and unless they’re forced to be more permissive:https://t.co/Fk8Y8glVCq
I efteråret faldt der dom i en retssag, Epic Games havde indledt mod Apple. Spilfirmaet ville have, at de brugere, der spiller Fortnite på iOS-enheder, skulle have andre betalingsløsninger på Apples platform. Apple vandt retssagen på 9 ud af 10 punkter, men blev alligevel pålagt at give forbrugerne andre betalingsløsninger.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.