Apple krævede - og fik - en lavere skatteregning som betingelse for at lægge datacentret i Viborg

Den tidligere regering var særdeles offensiv med at fortælle Apple om en kommende afgiftsnedsættelse som argument for at få selskabets datacenter til Danmark. Enhedslisten beskylder nu Helle Thorning-Schmidt-regeringen for at have ladet Apple påvirke den politiske proces.

Apple stillede ultimative krav til den danske regering om favorable skatteløsninger og lavere afgifter på el, hvis Danmark skulle huse et Apple-datacenter. Det viser en gennemgang, som DR har gennemført, af 1.743 dokumenter fra sagen.

»Vi har lige afsluttet et møde med Apples Europe Tax Team. De havde nogle meget skrappe spørgsmål, som vi ikke kunne svare på. (…) er ikke sikker på, om det kan betale sig at besøge stedet, før vi har afklaret disse spørgsmål,« skriver Apple til Udenrigsministeriet den 5. august 2014 (Navn redigeret ud af Udenrigsministeriet ifølge DR).

Knap to måneder før - den 16. juni 2014 - havde Apple meddelt, at datacentret ikke ville blive placeret i Danmark. Aftalen var altså i princippet røget i vasken efter næsten tre års diplomatiske anstrengelser – og alle Danmarks grønne og skattemæssige fordele til trods.

Udenrigsministeriet gik herefter i offensiven, og til alt held for embedsmændene havde regeringen samtidig en politisk proces i gang, som skulle føre til en sænket PSO-afgift for særligt energitunge virksomheder. For Apple ville afgiftsnedsættelsen betyde en lavere skattebillet på 34 millioner kroner, hvilket Udenrigsministeriet ikke var sene til at vifte Apple om næsen med i slutningen af juli 2014.

Også tidligere i forløbet havde det pressede ministerium været offensive med at spille på de danske afgifter.

'Der er signifikante besparelser for energiomkostninger for datacentre i Danmark, da skatter og afgifter for energi til proceserhverv er de lavest tilladte i EU,' skriver Udenrigsministeriet ifølge DR blandt andet til Apple i april 2014.

Valget af Danmark blev ellers lanceret i offentligheden med en forklaring fra både it-giganten og den danske regering om, at det handlede om grønne løsninger og Danmarks unikke evner til at genanvende overskudsvarmen fra de enorme data-anlæg.

Også Version2's søstermedie, ing.dk, omtalte, at valget af Danmark var begrundet i vores vedvarende energi.

Den lavere PSO-afgift blev vedtaget i Folketinget i april 2015. Enhedslisten var med til at stemme lettelsen i PSO-afgiften igennem. Partiet anede dog ikke, at lettelsen vil kunne komme Apple til gode, og at ministeriet aktivt brugte den til at få aftalen med Apple hjem.

»Hvis det er korrekt det, der står i de mails, virker det, som om Apple-sagen har været drivende for, hvad regeringen valgte at få igennem i Energiforligskredsen,« siger Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten til DR.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#3 Bjarne Nielsen

Næh. Lad os hellere holde fast i vores udemærkede Jantelov og vinke farvel til millioner i skatteindtægter og nye arbejdspladser.

Nu har det været diskuteret her, hvor meget (eller i virkeligheden: hvor lidt) den aftale vil få af betydning.

Men helt generelt er det et ret dumt princip, som du der taler for: dit løsningsforslag virker kun så længe, at du kan sælge dig selv for billigt på andres bekostning. Har du tænkt på, hvad det vil betyde for dig, når alle andre også begynder at tænke som dig?

  • 5
  • 2
#4 Bjarne W. B. Petersen

Ja, uha da da. Nogen tjener mange penge. Nej altså. Det må man ikke.

Der er ikke noget galt i at nogen tjer mange penge, men når "nogen" (virksomheder er ikke borgere) tjener rigtig mange penge er der tydeligvis noget galt med Den Usynlige Hånd.

Og når så de rigtig mange penge omsættes til politisk indflydelse, så har vi et demokratisk problem.

Og når så den politiske indflydelse omsættes til at skaffe unfair konkurrence fordele over små og mellemstore virksomheder der bidrager til den lokale økonomi, så har vi et konkurrence problem.

Ej, Luxemburg finten klæder ikke Danmark.

  • 5
  • 1
Log ind eller Opret konto for at kommentere