iPhones optager ikke lyd, når stemmeassistenten Siri afventer en aktiveringskommando. Sådan lyder svaret fra Apple, efter at en gruppe fra Repræsentanternes Hus i USA spurgte ind til dette område i juli.
Det skriver Reuters.
Spørgsmålene blev både stillet til Apples CEO, Tim Cook, og Alphabets CEO, Larry Page. Der blev spurgt ind til, hvorvidt smartphones opsnapper tale, der ikke er såkaldte aktiveringsord, for netop at kunne blive aktiveret, når disse aktiveringsord såsom »Okay Google« eller »Hej Siri« bliver sagt.
I en meddelelse svarer Apple, at der ikke bliver optaget lyd, imens Siri venter på at blive aktiveret, og at Siri heller ikke deler de ord, der bliver sagt. De uddyber, at brugerne eksplicit skal godkende mikrofonadgang, og at applikationer skal give klart og tydeligt signal om, når der bliver optaget og lyttet.
Apple meddeler, at man har fjernet applikationer fra deres App Store, der har overtrådt privatlivskrænkelser, men virksomheden vil ikke sige, om man nogensinde har udelukket en udvikler i den forbindelse.
»Apple udfører ikke og kan ikke udføre overvågning af, hvad udviklere gør med de brugerdata, de har indsamlet. Det er heller ikke muligt at forhindre videre overførsel af disse data, ligesom vi ikke har muligheden for at sikre, at en applikationsudvikler overholder sin egen privatlivspolitik eller lokal lov,« skriver Apple i svaret.
I alt har udviklere på Apples App Store tjent 100 milliarder amerikanske dollars i løbet af det seneste årti. Apple har i forbindelse med sagen oplyst, at ud af de cirka 100.000 applikationer, der bliver indsendt hver uge, bliver omkring 36.000 afvist for at overtræde retningslinjerne for App Store.