Apple køber Beats – vil fortsætte med Android- og Windows-apps

For 16,5 milliarder kroner har Apple nu købt Beats, der er kendt for hovedtelefoner og en musiktjeneste. Dermed vil Apple for første gang komme til at stå bag apps til Android og Windows Phone.

Rygterne talte sandt. Apple har med et greb i den store pengetank købt Beats Electronics og Beats Music for 3 milliarder dollars, omkring 16,5 milliarder kroner. Det oplyser Apple.

Beats, der har kendte musikere som Dr. Dre med ombord, er kendt for at producere hovedtelefoner og drive en streaming-tjeneste, og det er musiktjenesten, der har været den største grund til opkøbet for Apple, vurderer The Verge.

For selvom Apple er dominerende på markedet for salg af digital musik med iTunes, har firmaet ikke fået greb om tendensen med at streame musik i stedet for at købe musikken til download. Her har firmaer som Spotify været først til at få succes, mens Beats altså også har fået fat i markedet.

Apple fortæller til Wall Street Journal, at Beats som de første har fået skruet en streaming-musiktjeneste sammen på den helt rigtige måde. Tjenesten omfatter også apps til forskellige klienter, og modsat ved tidligere opkøb vil Apple denne gang ikke skrotte software til Windows, Android og andre platforme, der ikke er Apples egne.

Der bliver ikke tale om at slå Beats’ tjeneste sammen med iTunes. Begge produkter skal køre videre separat, har Apple fortalt.

Med i købet følger også hovedtelefondivisionen, som efter sigende giver solide afkast og har opbygget et stærkt brand. Hos nogle medier lyder vurderingen således også, at Apple i høj grad købte Beats for at kunne lukrere på firmaets tag i en ung målgruppe, der anser Apple for at være et lidt kedeligt og traditionelt firma.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Peter Olesen

Forstår ikke Beats, de laver de absolut dårligste hovedtelefoner til prisen. De kan ikke spille andet end BUM BUM BUM... Men der er jo desværre også en del der forbinder det med god lyd.
Deres streaming app har heller ikke fået andet end halvlunkne anmeldelser på diverse tech sites, så jeg står tilbage som et meget stort spørgsmålstegn.

  • 4
  • 0
Jesper Poulsen

Jeg gik egentlig ud fra at når et indlæg starter med Re: giver det sig selv at det er et svar på et tidligere indlæg. - eller er jeg helt ved siden af?


Det er korrekt, men når et tidligere indlæg rummer adskillige aspekter, så er det altså ikke nok at kommentere med en oneliner. Så skal der et præcist citat til, inden der svares. Ellers bliver kommentaren sprunget over.

Der er ingen der gider at læse noget der ikke giver mening.

  • 0
  • 6
Log ind eller Opret konto for at kommentere