I går, torsdag, fjernede både Apple og Google det populære computerspil Fortnite fra deres respektive app-butikker. Begge virksomheder har fjernet spillet, der er udviklet af Epic Games, fordi det ikke følger reglerne for in-app-betaling, skriver Reuters.
Udelukkelsen har fået Epic Games til at lægge sag an mod begge virksomheder, hvor man nu vil udfordre reglerne i en monopol-sag. Fra Epic Games lyder det, at man ikke er ude efter penge, men at man snarere vil have et opgør med det, virksomheden beskriver som monopollignende tilstande. Især Apple får kritik, og Epic Games har lige nu en kampagne kørende på de sociale medier, der bruger sloganet #FreeFortnite og parodierer en Apple-reklame fra 1984.
Direkte køb i appen
Hele balladen startede, da en direkte betalingsfunktion blev udrullet i Fortnite. Normalt sker det nemlig ikke uden om Apple, der tager mellem 15 og 30 procent af de betalinger, der bliver lavet inde i apps. Og netop spil er noget af det, Apple tjener rigtig godt på i deres App Store. Analytikere mener, at der ruller godt 46 milliarder dollars, om året, ind hos Apple i indtægter fra spil.