Apple afslører iPhone OS 4: Multitasking, bedre e-mail og nye API'er

Ejere af Apples populære iPhone får fra sommer mulighed for at multitaske for første gang. En opdatering af styresystemet giver i alt 100 nye funktioner og 1.500 nye API'er til udviklerne.

Som ventet afslørede Apple torsdag aften en ny udgave af det styresystem, der kører på selskabets populære iPhone. Opdateringen - iPhone OS 4 - er allerede nu tilgængelig i en udviklerudgave og rulles til sommer ud til alle iPhone-ejere.

Den største blandt mange nyheder er muligheden for at multitaske, uden at det går ud over batteritiden, som tidligere har været Apples udfordring.

I praksis er det begrænset til syv funktioner, der kan gøre brug af de nye muligheder for multitasking, heriblandt streaming af lyd i baggrunden, applikationer til IP-telefoni, lokationstjenester, afslutning af igangsatte opgaver og hurtigere skift mellem applikationer.

Derimod bliver der ikke tale om nogen egentlig task manager. Hvis det var nødvendigt, skulle det være fordi telefonens interface var designet forkert, sagde Apple-topchef Steve Jobs under præsentationen af det nye styresystem.

Blandt de andre nyheder i opdateringen af styresystemet er også udvidede mail-muligheder, så man kan bruge flere Exchange-konti samtidig, og systemet understøtter vedhæftede filer for tredjeparts-systemer som Gmail. Bedre mail-kryptering er også inkluderet.

I alt indeholder opdateringen ifølge Apple 100 nye funktioner.

Til udviklerne er der over 1.500 nye API'er, som kan benyttes til at skabe mere integrerede applikationer.

Rygterne har også svirret om en opdatering af selve telefonen, iPhone HD, med blandt andet langt bedre skærmopløsning, men den var der umiddelbart intet nyt om.

På den kommercielle front løftede Steve Jobs sløret for iAd, der er Apples forsøg på at kapre det mobile marked for annoncer på samme måde som Google med Adwords har sat sig tungt på markedet for søgerelaterede webannoncer.

Med iAd kan en udvikler nemt integrere annoncer i sine mobile applikationer og få 60 procent af fortjenesten, mens Apple nupper resten for håndtering af salg og administration.

Apple afslørede også, at selskabet nu har solgt 50 million iPhones og hertil 35 millioner iPod Touch, der er en bærbar multimedieafspiller, som benytter samme styresystem. Hertil kommer 185.000 mobilapplikationer, der i alt er blevet downloadet fire milliarder gange.

Endelig afslørede Apple, at selskabet indtil videre har solgt 450.000 iPads, siden den nye skærm-pc blev lanceret for få dage siden. Den kører samme styresystem, men må vente et par måneder længere på den nye opdatering.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (17)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Peter Mærsk-Møller

Det kan være en fejl, men det bemærkes at Apple skriver, at [pseudo-] multitasking ikke er tilgængelig for iPad.

iPhone OS 4 Compatibility iPhone OS 4 will work with iPhone 3G, iPhone 3GS, and the second- and third-generation iPod touch this summer, and with iPad in the fall. Not all features are compatible with all devices. For example, multitasking is available only with iPhone 3GS and the third-generation iPod touch (32GB and 64GB models from late 2009).

Så kun for iPhone 3GS 3.generation iPod Touch (med Flash>=32GB)

Kilde : http://developer.apple.com/technologies/iphone/whats-new.html

Peter Mærsk-Møller Devoteam Consulting

  • 0
  • 0
#3 Jesper Zuschlag

Tro mig der kommer også multitasking på iPad når iPhone OS kommer til den til efteråret (hvor den så frigives senere end til iPhone er lidt underligt).

Der er i øvirgt intet pseudo over den multitasking model de har valgt. Den er godt nok anderledes og mindre fin-kornet end den underlæggende Unix-baseret process model, men det gør den ikke på nogen måder pseudo, bare anderledes. Det bliver selvfølgelig spændende at se om deres løsning dels understøtter de use cases om applikationsudviklerne arbejder med og dels opfylder de krav som Apple har opstillet til strømforbrug og usability.

  • 0
  • 0
#5 Peter Mærsk-Møller

Til Jesper.

Ja, det er en slags multitasking, men pt. er det lidt uklart, hvor begrænsende den såkaldte multitasking er. Må komme an på en prøve - se hvor langt applikationsudviklerne kan omskrive deres applikationer så det vil fungere som multitasking.

Specielt "task finishing" kan rumme meget

"Task finishing - If your app is in mid-task when your customer leaves it, the app can now keep running to finish the task.

men det kan betyde, at første gang App'en laver etslags kernekald, så får den snoren. Ellers kan den jo køre forevigt :) Bliver spændende at se, også hvad kreativiteten kan få ud af de begrænsninger der tilsyneladende er.

Peter Mærsk-Møller Devoteam Consulting

  • 0
  • 0
#6 Jesper Zuschlag

Tro mig, iPad'en vil understøtte multitasking - dét er jeg overhovedet ikke i tvivl om, men du har ret, det er lidt klodset formuleret.

Grunden til at de skriver 32GB eller 64GB iPod touch (dette omhandler kun iPod touch og ikke iPhone), er at 8GB udgaven faktisk er en 2. generations iPod touch i modsætning til 32/64GB udgaverne der er 3. generations. Dvs. begrænsningen ligger ikke i hukommelsesstørrelsen, men derimod i CPU-ydelsen.

Og stop ny det dér pseudo-gejl, det er simpelhen useriøst!

  • 0
  • 0
#7 Jesper Zuschlag

Jeg sidder p.t. og læser på dokumentationen, og deres løsning ser ud til at være temmelig omfattende (jeg er under NDA så jeg kan ikke sige mere), men det er selvfølgelig ikke den grundlæggende Unix process-model som du anvender, men derimod nogle højere-niveaus konstruktioner. Det bliver i hvert fald spændende at prøve at anvende det i praksis!

  • 0
  • 0
#9 Peter Mærsk-Møller

Til Jesper.

Jeg vil ikke afvise at iPad vil understøtte multitasking, men formuleringen på det punkt er ret klar. Så ud fra teksten, ingen multitasking til iPad. Men lad os nu se om de ikke retter teksten.

Mht. 8GB og 16GB iPhone 3GS, så læser jeg teksten

For example, multitasking is available only with iPhone 3GS and the third-generation iPod touch (32GB and 64GB models from late 2009).

som at det kræver 32GB eller mere både for iPod og iPhone at køre multitasking og jeg hænger det op på ordet "and". Men jeg medgiver, at det kan være at det bare er klodset formuleret. Måske skrevet af en der ikke behersker engelsk som første sprog. Under alle omstændigheder uheldigt, at der er brugt en så vag formulering som levner rum for flere tolkninger.

Bestemt spændende at få afklaret.

Peter Mærsk-Møller Devoteam Consulting

  • 0
  • 0
#10 Jesper Zuschlag

Formuleringen "(32GB and 64GB models from late 2009)" knytter sig 100% sikkert kun til iPod touch og ikke iPhone 3GS af 2 årsager; Dels er betegnelsen "late 2009" kun møntet på iPod touch (det er den notation som Apple bruger til at benævne updates af eksisterende produkter, men iPhone 3GS var et "nyt" produkt/nyt navn så her anvendes ikke noget dette post-fix) og dels er det som jeg sagde før, kun 32GB og 64GB version af iPod touch der er "rigtig" 3. generation, mens 8GB rent faktisk er en re-branded 2. generations iPod touch (som så ikke understøtter deres multitasking API) - derfor disclaimeren.

  • 0
  • 0
#12 Per Erik Rønne

Jeg synes lige at det er på sin plads at faststlå at iPhone OS helt fra begyndelsen har kørt med fuld, pre-emptiv multitasking.

iPhone OS 4.0 kører trods alt en type MacOS X under brugergrænsefladen.

Der er også allerede applikationer der kører i baggrunden, som iCal, iPod og Mail.

Det der hidtil ikke har været tilladt bliver nu tilladt for iPhone 3GS og tilsvarende nye iPod Touches og fra efteråret også iPad. At sætte 3. parts programmer til at køre i baggrunden.

Men for at gøre det skal brugeren tillade det for den enkelte appligation, og det må betyde at han skal ind i Præferencer for at vælge det til eller fra for disse apps.

I øvrigt kunne jeg ikke finde på at opdatere in iPhone 3G blot for at få mulighed for at køre nogle flere applikationer i baggrunden. Jeg lægger meget mere vægt på to andre ting: Indførelsen af mapper i grænsefladen [to skærme til at fordele sine apps på er altså for meget], og at applikationsudviklerne nu har fuld adgang til den kalenderbase iCal bruger.

Jeg bruger nemlig selv Pocket Informant fordi iCal er alt, alt for dårlige. Ikke engang ugevisning, og ikke engang ugenumre er der jo med - endsige integreret task-support, som i PI er efter GTD-princippet.

  • 0
  • 0
#13 Kim Schulz

Nu har Windows Phone 7 series faktisk stort set samme form for pseudomultitasking - det har blot valgt ikke at kalde det for multitasking da det IKKE matcher det de tidligere korrekt har kaldt for multitasking. Det har folk dog totalt misforstået og tror nu at der slet ingen multitasking support er (godt hjulpet af pressen som ikke undersøger tingene til bunds).

  • 0
  • 0
#15 Per Erik Rønne

@Per Hansen:

Sjovt nok har apple længe og inderligt, hævdet at multitasking kun var til gene for brugerne.

Hvor har de dog hævdet det? De har hævdet at muligheden for at køre 3. parts programmer i baggrunden ville trække for hårdt på processoren, og dræne batteriet for hurtigt, hvilket er noget ganske andet. Nu tillader de det så alligevel, på bestemte måder, men kun på de allernyeste modeller. Dem fra 2009 og frem.

Noget andet er så om det er så forfærdeligt at køre sådanne ting i baggrunden. Man kan nemlig sagtens med sin iPhone 3G [den jeg har] køre disse applikationer på den måde; man skal bare jailbreake den. Dem der har gjort det fortæller ikke om sådanne problemer. iPhonen kører i øvrigt så stadig med iPhone OS.

Men som altid er det en STOR nyhed, når apple produkter pludselig kan det samme, som alle andre har kunnet længe ...

Gad vide hvorfor Apples produkter altid mødes af sådan aggressivitet fra en bestemt gruppe af edb-folk.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere