Apples nyeste IphoneX kommer med endnu en biometrisk sikkerhedsmekanisme, FaceID, der ifølge hardwaregiganten selv har en række problemer med at skille børn under 13 og tvillinger fra hinanden.
Det skriver TheGuardian.
Børnene kan dermed blive låst ude af telefonen, og tvillinger kan risikere, at deres vellignende søskende låser sig ind i deres smartphone, som ofte er koblet op til diverse sociale medier, mails og så videre.
Blot ved at kigge ind i kameraet.
FaceID’s biometriske forgænger, TouchID, blev knækket blot to dage efter lanceringen af en falsk fingerprofil trukket ind over en finger, og der vil uden tvivl ske adskillige forsøg på at knække denne nyere biometriske sikkerhedsmekanisme.
Den nye ansigtsgenkendelse skulle ifølge Apple selv være op mod 20 gange mere sikker end TouchID, men det tyder på, at heller ikke denne software er fejlfri.
Med FaceID kommer til gengæld også en ny machine learning-algoritme, der ifølge Apple selv er designet til at opdage og afværge forsøg på at misbruge den nye loginmetode.
Apple er ganske selvsikker omkring denne algoritme på trods af, at det tidligere har vist sig at det er ganske svært at bruge machine learning i stor skala. Eksempelvis mente en ord-associeringsalgoritme, at mænd uden undtagelser var lig computerprogrammører, og at kvinder var husmødre.
En anden algoritme taggede konsekvent mørke mennesker som gorillaer.
Præcis hvor store ligheder der skal til, før softwaren bliver snydt, vides ikke, og det fremgår heller ikke tydeligt, om tvillinger, der ikke er enæggede, skal slå FaceID fra.