App mod madspild vinder iværksætter-konkurrence og 500.000 kr

Store venturefonde som Seed Capital har taget nye kneb i brug for at kunne investere i de bedste iværksættere endnu tidligere i forløbet. Vinderen af fondens pitch-konkurrence blev appen YourLocal.

»I Danmark smider vi mad ud for over 11 mia. kr. Hvert eneste år. Det er et kæmpe problem, så vi vil gerne reducere madspildet samtidig med, at vi styrker lokalmiljøet.«

Ordene kommer fra app-iværksætter og medstifter af YourLocal Sebastian Dueholm.

Han står i et loftslokale, der er fyldt med høje ambitioner og en udvalgt gruppe af 10 tech-iværksættere, som er ved at gå planken ud og pitche deres ideer foran fire dommere.

Vi befinder os i Rainmaking Loft, der er et nyt arbejdsfællesskab for iværksættere på Holmen i København. Overalt i hovedstadsområdet popper der for tiden nye kontorpladser for iværksættere op, der blandt andet slår sig op på at forbinde iværksættere og investorer. Og dette er ikke en undtagelse.

Deltagerne har cirka fem minutter til at pitche deres startup til en jury bestående af blandt andet venture-investorerne bag Trustpilot og Spotify samt de to business angels Tommy Andersen og Thor Angelo. Vinderne får en investering på en halv mio. kr. fra den danske venturefond Seed Capital.

Læs også: Pitch-konkurrence for iværksættere skal finde den næste Endomondo

Det er svært at finde en rød tråd mellem de forskellige iværksættere, men fælles er, at de befinder sig på et tidligt stadie af deres forretning og har brug for pengene til at teste deres ideer og videreudvikle produktet. Og så har de alle en ambition om at blive en global spiller.

Macellum vil disrupte fiskeindustrien og udfordre auktionshusene, som ifølge en af iværksætterne er præget af kartellignende forhold, hvor de tager et cut fra fiskerne på omkring 18 pct. Metoden er at samle alle auktionspriserne i et enkelt analyseværktøj, som den enkelte fisker kan bruge til at udregne, hvor han kan få den bedste pris for sine fisk.

FarmBackup vil være Airbnb for maskinudlejning i landbruget. Det gør de ved at lave en samlet portal, hvor landmænd kan leje deres traktorer ud til hinanden.

MusicSense forsøger at skabe en musiktjeneste for passive lyttere, hvor man kun behøver at trykke play, og så finder tjenesten ved hjælp af deep learning-algoritmer ud af, hvad man gerne vil lytte til.

En anden startup ved navn Authenteq har det meget ambitiøse mål at blive en standard for validering af folks online-identiteter med en særlig billedgenkendelsesteknologi, som automatisk matcher billeder af en person med vedkommendes pasfoto. Opfindelsen skal kunne bruges af peer-to-peer-tjenester som Airbnb, der har behov for at kunne validere brugernes identitet på en troværdig måde.

Og så er der YourLocal, som er en app, der forbinder lokale butikker med kunderne med det højere formål at mindske madspildet. Det gør appen ved, at hver enkelt butiksejer kan lægge overskydende varer ind som et tilbud i sidste øjeblik. Det kan for eksempel være en bager, der har nogle kager i overskud en time før lukketid og vælger at sætte dem på tilbud i appen.

Investorer flokkes om iværksættere

For nogle af iværksætterne - heriblandt 29-årige Sebastian Dueholm - er det første gang, de pitcher deres idé over for en investor.

Nogle har allerede et beta-produkt ude, mens andre stadig er ved at udvikle prototypen. Derfor er det en noget atypisk gruppe af iværksættere, som står foran to store venturefonde som Seed Capital og Creandum.

Normalt forbinder man netop venturefonde med investeringer i millionklassen og iværksættervirksomheder på et senere stadie, der allerede har bevist deres forretningsmodel og er på vej ud af kælderen. Først her byder de store fonde normalt ind på virksomhederne.

Men det billede er så småt ved at ændre sig. Konkurrencen blandt investorerne om iværksætterne har taget til, og derfor forsøger venturefonde som Seed Capital nu at komme til fadet tidligere i processen.

»Der er kommet mere konkurrence om de forskellige deals, og der er også kommet udenlandske fonde,« siger partner i Seed Capital Niels Vejrup Carlsen og fortsætter:

»Vi er selvfølgelig interesseret i for vores investorers skyld at få fat i de gode deals i Danmark. Det er klart, at vi kan gøre det ved at sikre os adgang til et tidligt deal flow.«

Præmien på de 500.000 kr. i pitch-konkurrencen kommer med den betingelse, at Seed Capital forbeholder sig ret til at være med i senere investeringsrunder i vindervirksomheden.

Konkret er der tale om et såkaldt konvertibelt lån, som Seed Capital enten kan omsætte til andele i virksomheden på vilkårene for den kommende investeringsrunde (med 20 pct. rabat til fonden) eller få tilbagebetalt som et normalt lån. Samtidig har venturefonden mulighed for at kunne stå for op til 30 pct. af den kommende investeringsrunde.

»Det gør vi i tilfælde af, at de bliver en stor succes. Så vil vi gerne have lov til at fylde noget i den næste investeringsrunde, men vi kan ikke diktere, hvem der ellers investerer i dem,« siger Niels Vejrup Carlsen.

Som et levende eksempel på interessen i at investere i danske iværksættere bliver interviewet brat afbrudt, da en mand kommer og præsenterer sig over for investoren fra Seed Capital.

Manden fortæller, at han er en ny business angel i området, der lige har lavet en såkaldt exit (solgt virksomheden, red.) og nu leder efter nogle tech-iværksættere at investere i.

Flere pitchede om ‘fars problemer’

En af iværksætterne kommer ind og starter med at vise et billede af en fisker i sin præsentation.

»Dette er min far,« begynder han.

Fortællingen handler om, hvordan fiskere som Rasmus Christensens far kæmper med at tjene penge i en branche, der lider under nedskæringer og de auktionshuse, der ifølge iværksætteren har monopol på handelen.

»Alle disse auktionshuse er offentlige, så deres data skal også være offentlige,« siger han.

»Så vi tager data fra deres hjemmesider og lægger det ind i et smart system med flotte grafer, der fortæller fiskerne, hvor meget de kan tjene på fiskene i de forskellige auktionshuse,« fortsætter han og præsenterer en vision om helt at skære auktionshusene ud af ligningen, så fiskerne i stedet kan sælge deres fangst online direkte til forhandlerne.

»Vi er klar til at indtage hele verden,« siger Rasmus Christensen.

»Hvorfor forsøger I ikke at indgå et partnerskab med en af auktionshusene?« spørger Tommy Andersen fra juryen i den efterfølgende spørgerunde.

»Vil vil skære dem fuldstændigt fra. Min far kan ikke lide auktionshuse,« kommer det prompte fra Macellum-stifteren efterfulgt af latter fra salen.

Flere af iværksætterne benytter sig af en personlig historie - som eksempelvis deres far - til at pitche deres startup. Og det er en udmærket idé ifølge investoren fra Seed Capital.

»En casehistorie er fin, fordi den betyder, at vedkommende ved noget om det, de snakker om. Men det er også en balance, for man skal passe på med ikke bare at lave et site, der kun ordner farens problemer. Hvis man kan tage historien og generalisere den ind til noget spændende og globalt, så er det en god idé,« siger Niels Vejrup Carlsen og pointerer, at det også er vigtigt at have de basale byggeblokke på plads, når man pitcher.

Det drejer sig især om at gøre sine visioner klare, fortælle, hvilke udfordringer, man forsøger at løse, samt hvilket marked og hvilke kunder der er målgruppen. Derudover er det også vigtigt at kunne fremvise et stærkt team.

Og netop på dette punkt falder et par af deltagerne lidt igennem.

»Der var nogle med lidt spinkle teams - måske var de et one man band. Selvom de prøvede at peppe det op, så kunne man godt se, at det kun var én person med nogle [ekstra personer] klistret på,« siger Niels Vejrup Carlsen.

Læs også: Startup-land: Sådan kom danske Realm med i eksklusiv amerikansk iværksætterklub

App om madspil vinder konkurrencen

Det blev iværksætterne bag appen YourLocal, der løb med sejren og de 500.000 kr.

Appen er allerede lanceret på Vesterbro og Islands Brygge i København og er nu på vej til at udvide til resten af landet.

Iværksætterne bliver lovprist af dommerne for blandt andet at ramme lige ned i to store trends for tiden med deres produkt: madspild og fokus på lokalmiljøet. Men frem for alt bliver de rost for at have fået så mange brugere med på meget kort tid. På blot et par dage har appen fået 30 nye forretninger tilmeldt og over 1.000 nye brugere. I alt har appen over 3.500 brugere i København.

»Meget få startups har fået den type traction, som YourLocal har fået så hurtigt,« siger Niels Vejrup Carlsen.

Iværksætterne får dog samtidig et par gode råd med på vejen. Flere af investorerne udtrykker nemlig bekymringer for, at appen kan udvikle sig til endnu et dealsite som f.eks. Sweet Deal eller Groupon, hvor butikker giver særlige tilbud til forbrugerne. På den måde kan formålet med at mindske madspildet hurtigt gå tabt.

»De ville arbejde med for mange ting på en gang. Det kan risikere at tage opmærksomheden væk fra den historie, som vi synes er mest interessant, nemlig reduktion af madspild,« siger Niels Vejrup Carlsen.

Samtidig pointerer investoren Martin Hauge fra Creandum, at iværksætterne bag YourLocal med fordel kan overveje andre løsninger på problemet med madspild:

»Jeg kan virkelig lide din store idé: at redde mad fra at blive spildt. Det er virkelig noget, som rammer mit hjerte. Men når jeg ser på din implementering, vil jeg mene, at du drager forhastede konklusioner. Mit råd er at overveje problemet nærmere - ikke fordi jeg har løsningen, men jeg tror, det ville være godt,« siger han.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Benjamin Balder

Det er svært at finde ud af, om de 500.000 kr er en lille pris at betale for rettighederne til noget med stort potentiale, eller om det er en grotesk måde at hælde penge ud af vinduet. Det er i hvert fald ærgerligt, at konceptet ikke udfordres i artiklen, fordi på den måde fremstår det som endnu en gang app-hipster-pis.

Det gør appen ved, at hver enkelt butiksejer kan lægge overskydende varer ind som et tilbud i sidste øjeblik. Det kan for eksempel være en bager, der har nogle kager i overskud en time før lukketid og vælger at sætte dem på tilbud i appen.

Madspild i DK og EU skyldes ikke, at der mangler kommunikation mellem bageren og kunderne i de sidste timer før lukketid. Bageren gider ik' og hvis man spørger en bager, om man kan komme forbi før lukketid og købe deres spildte mad billigt, siger de nej (med den undtagelse at de gerne giver til herberger etc.).

Mad spild skyldes:

  1. At butikker skal være vel-assorterede, det er en del af konkurrencen, at man har varer på hylderne, derfor skal man købe for meget.
  2. At der ikke er noget incitament for at sælge ud før lukketid, da det vil give konsekvenser tidligere på dagen.
  3. At subsidiering af landbruget i form af fødevaresikkerhed giver overskudsproduktion (måske endda større end i supermarkederne!?)
  4. At forretninger i årtier har lavet forhindringer for "skraldere".. pig-tråd, hegn, klor
  5. Sjusk og grådighed: Detailhandlere, der ikke er grundige nok med deres indkøb og forbrugere, der køber mere end de kan spise.

Hvis man gerne vil udviklingen til livs, skal man ændrer på forudsætningerne for madspild gennem lovgivning og ved at pille "forbruger"-delen ud af forbrugerkultur.

Mere her:

http://www.stopspildafmad.dk/tiltagmodmadspild.html

Det er i grunden synd med al den app-spild :)

  • 4
  • 0
Ulrik Moe

Suk, al den snak om madspild. Med GMO og fuldautomatiske drivhuse er der ingen grænser for hvor meget mad vi kan producere. Hvis vi vil gøre noget godt for denne planet, så skal fokus ikke være på at fjerne spild, men på at øge vores produktion og derved bl.a. nedbringe priserne på mad.

  • 1
  • 2
Log ind eller Opret konto for at kommentere