En automatisk virus-scanning på eksamensportalen netproever.dk fandt 10.000 falske positiver i såkaldte SRP-opgaver, der blev afleveret kort før jul. De mange falske positiver forsinkede afleveringerne i næsten to dage, hvor censorerne måtte vente på, at STIL undersøgte de mange filer for ondsindet kode.
Ikke en eneste virus blev fundet blandt de 10.000 filer.
»Det bekymrer mig som gymnasielærer. Til sommer vil der være endnu flere digitale eksamensopgaver, og de lærere, der både er mundtlige og skriftlige censorer, kan risikere kun at have få dage til at rette de mange besvarelser,« siger Søren Bredlund Caspersen, der til daglig underviser i matematik og fysik på Sankt Knuds Gymnasium i Odense.
Han skulle selv rette fem SRP-opgaver, hvoraf tre blev standset af antivirus-systemet. Gymnasielærerne har 6 uger til at rette SRP-opgaverne, og Undervisningsministeriet påpeger derfor i en mail til Version2, at der var god tid til at rette opgaverne, selvom de blev forsinket et par dage.
Siden begyndelsen af 2016 har Undervisningsministeriet løbende implementeret netprøver.dk, som skal fungere som en eksamensportal for danske skoleelever. Fra 2016 er alle såkaldt SRP (Studie Retnings Projekt) og SSO-opgaver (Større Skriftlig Opgave) blevet afleveret i portalen. Undervisningsministeriet digitaliserer over det næste år hele eksamensprocessen for gymnasieelever. Det betyder også, at eksamensopgaver på sigt ikke længere skal udleveres fysisk. Kilde: STILNetprøver.dk
Skyldes mangel på diskplads
Hos STIL (Styrelsen for It og Læring), som har udviklet netprøver.dk, er man godt klar over fejlen, og hvad der forårsagede den.
»Vores system løb tør for diskplads, og det gjorde, at vores automatiske virusscan fandt de mange ekstra falske positiver,« siger kontorchef hos STIL Jesper Stæhr Mikkelsen. Han fortæller, at elevernes opgaver tilsammen var større end den kapacitet, systemet var sat op til.
Hvordan mangel på diskplads resulterede i de mange falske positiver, ønsker STIL ikke at uddybe.
»Vi havde sat vores system forkert op, og selvfølgelig er det ikke tilfredsstillende, at der gik to døgn, men vi har lært af det, og eksamenerne til sommer kommer til at køre fint gennem netprøver.dk,« siger Jesper Stæhr Mikkelsen.
Store opgaver
Inden uheldet med de mange falske positiver havde netprøver.dk kun fungeret som portal for aflevering af mindre eksamensbesvarelser i diverse fag ved de afsluttende eksamener i sommeren 2016.
»Disse ‘almindelige’ eksamensbesvarelser har typisk et helt andet omfang end SRP-opgaverne, som eleverne har haft mellem 7 og 14 dage til at lave og indsamle materiale til,« siger Jesper Stæhr Mikkelsen. Ifølge ham var det netop de store filer, der forsinkede STILS system.
»Der var jo både MP3-filer, videoer, PDF’er og tekstdokumenter,« siger Jesper Stæhr Mikkelsen, der dog ikke har tal på, hvor mange af de falske positiver, tunge filtyper som lyd -og videofiler var skyld i.
Fysiske kopier i reserve
Ved eksamenen i sommeren 2016 modtog netprøver.dk allerede 67.000 prøver uden problemer. Næste sommer skal 110.000 prøver gennem systemet, og det er helt bevidst, at man laver en løbende implementering.
Derudover vil mange elever ifølge STIL få eksamensopgaverne udleveret digitalt ved næste eksamen. Der vil dog ligge fysiske kopier klar, hvis noget går galt.
Jesper Stæhr Mikkelsen minder desuden om, at alternativet til netprøver.dk er en blanding af både fysiske og digitale processer, hvor opgaverne for eksempel sendes med post. Og at det også kan resultere i forsinkelser af forskellig slags.
Netprøver.dk har da også fået god feedback i de evalueringer, der er lavet af undervisernes og skolernes tilfredshed med systemet. 80 procent af alle lærere (se evalueringerne i en PDF her) syntes, portalen var nem at bruge, når de skulle bedømme opgaverne, der blev afleveret i den.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.