No More Ransom fejrede 3-års fødselsdag fredag. I de tre år har projektet ifølge Europol dekrypteret data, som ville have kostet 108 millioner dollars i løsepenge at få udleveret.
Det skriver onlinemediet ZDNet.
Men ifølge en talsmand fra Emsisoft er det tal en markant underdrivelse. Det er nemlig baseret på telemetri-data, og ikke alle værktøjer fra No More Ransom inkluderer telemetri.
»Ingen af vores værktøjer ringer hjem. De er blevet downloadet mere end 1,6 millioner gange, så det ville være mere præcist at sige, at de har hjulpet folk med at undgå mere end 800 millioner dollars krav om løsepenge,« siger Emsisofts talsmand til ZDNet.
Bredt samarbejde
No More Ransom er et samarbejde mellem private og offentlige virksomheder og institutioner. I første omgang var projektet et samarbejde mellem hollandsk politi og virksomhederne Kaspersky og McAfee, men siden da er projektet vokset markant i omfang.
I en pressemeddelelse skriver Europol, at projektet har mere end 150 partnere, inklusive 42 retshåndhævende agenturer og 5 EU-agenturer.
Projektets hjemmeside findes på 35 sprog og har besøgende fra 188 forskellige lande.