LACNIC, som står for salg og distribuering af ip-adresser i Latinamerika og Caribien kunne for nylig meddele, at organisationen kun har små fem millioner IPv4-adresser tilbage. Det skriver theregister.co.uk.
Dermed går organisationen ind i dens tredje fase for distribuering af IPv4-adresser, hvor de kun vil blive uddelt i mindre bundter af 1024 ad gangen. Samtidig oplyser LACNIC, at der altså ikke er nogen fjerde fase. Når de sidste adresser er væk, er det slut.
Derfor er det blevet sværere at få nye adresser fra LACNIC, og kun virksomheder, der ikke før har fået adresser fra organisationen kan søge om nye adresser i dag.
Det eneste sted, der for alvor er IPv4-adresser tilbage er hos Afrikas AFRINIC, men det skyldes, at store områder på det Afrikanske kontinent fortsat er uden internet. Hvis udrulningen havde samme niveau som i I-lande ville der heller ikke være adresser nok der.
Læs også: IPv6 på DSL
Derfor opfordrer LACNIC til, at man opprioriterer IPv6-udrulningen verden over. Det er tid til at omfavne den nye standard, og det kan ikke gå hurtigt nok.
Microsoft måtte opgive
Mens nogle virksomheder lader sig nøjes med de adresser, de allerede har har andre virksomheder offentligt overvejet, om det var tid til at gå over til den nye standard. Koste hvad det koste vil.
Eksempelvis ønskede Microsoft at overgå til IPv6. Lige indtil de måtte erkende, at selv ikke den store softwaremastodont kunne overskue opgaven.
Hvis du ønsker at følge begyndelsen på enden for ledige IPv4-adresser, kan du følge udviklingen her.