Brøndby Stadion har søndag for første gang taget et nyt system i brug, som ved hjælp af ansigtsgenkendelse skal fange personer med karantæne, der forsøger at snige sig ind på stadion.
Det nye ansigtsgenkendelsessystem fangede én person på første dag. Det betragter risiko- og sikkerhedschef Mickel Lauritsen som en succes.
Ingen internetforbindelse
Brøndby IF har fået godkendt brugen af den kontroversielle teknologi af Datatilsynet, men valget om at indføre ansigtsgenkendelse har ført til kritik, blandt andet fra IT-politisk forening, som har opfordret fodboldfans til at klage.
Version2 har tidligere rapporteret, at det ifølge Brøndby IF kun er autoriseret personale, der har adgang til serveren, hvor karantænelisten findes. Desuden vil al data, der bliver indsamlet med de nye kameraer, blive gemt i op til 30 dage efter gældende lovgivning.
Varierende træfsikkerhed
Brugen af ansigtsgenkendelse generelt har været omdiskuteret i de seneste par måneder.
Teknologien er nemlig ikke altid lige træfsikker, og den har ofte vist sig at fungere mindre præcist for folk med mørkere hudfarve.
Det har blandt andet ført til, at San Francisco – lige ved siden af det amerikanske teknologi-mekka Silicon Valley – har valgt at forbyde teknologien.