Anonymous-script giver 'vildt unøjagtige' Twitter-anmeldelser af påståede ISIS-konti

Kampagnen rettet mod Twitter-konti, der skulle tilhøre ISIS-sympatisører, rammer ved siden af. Ikke mindst takket være automatisk script.

Hackerkollektivet Anonymous' såkaldte online-krig mod ISIS rammer tilsyneladende Twitter-brugere over en bred kam.

Anonymous er som bekendt et vidt begreb, hvor det i princippet står enhver frit for at melde sig under hacktivist-fanen. Ifølge personer, der har meldt sig under denne fane, og som anvender hashtagget #OpParis, har kampen i cyberspace resulteret i 20.000 nedtagninger af Twitter-konti, der skulle have relation til ISIS. Det fortæller Ars Technica i en nyhed fra tidligere på måneden.

Læs også: Anonymous kan gøre mere skade end gavn med #OpParis

Som Version2 tidligere har fortalt, så dækker nedtagninger i denne sammenhæng mere over crowdsourcing end kodeordsknækning. Det vil sige, konti bliver anmeldt til Twitter, hvis de ser ud til at have noget med ISIS at gøre. Og ‘ser ud til’ er i denne sammenhæng et vidt begreb. Ifølge oplysninger fra tekst-delingstjenesten Pastebin kan det eksempelvis være hashtags, der er afgørende for, hvorvidt personer, der identificerer sig med Anonymous, melder konti til Twitter.

Ars Technica fortæller, at identificeringen af mange af de konti, der havner hos Twitter via aktionen, sker via et automatisk script, og at disse konti ikke har en døjt med ISIS at gøre.

Og der er ikke kun tale om en en-til-en kommunikation mellem Anonymous-folkene og Twitter-administratorerne. På Pastebin ligger der således flere lister til offentligt skue med Twitter-konti, som ifølge hacktivisterne er ISIS-relaterede.

Hvad disse lister angår, citerer The Daily Dot en unavngiven kilde ved Twitter for at sige, at de Anonymous-genererede lister ikke bliver brugt af virksomheden, da de viser sig at være 'vildt unøjagtige'.

Læs også: Glem hacking: Anonymous trawler hashtags og anmelder konti i kampen mod ISIS på Twitter

Peter Kruse fra it-sikkerhedsvirksomheden CSIS har tidligere identificeret et script, der så ud til at skulle automatisere anmeldelsesarbejdet af de påståede ISIS-konti. Og i den forbindelse spåede han også, at det selvsagt ville øge risikoen for falske positiver. Uden at vide med sikkerhed, om der er tale om samme script, som blandt andet Ars Technica refererer til, skriver Peter Kruse i en mail til Version2.

»Uden at jeg kan bekræfte det 100 procent, så er jeg meget tilbøjelig til at tro, at det netop er tilfældet. Som tidligere nævnt er der med denne type operation en stor risiko for at ramme uskyldige. Hvis de så tilmed hænges ud, kommer sådanne operationer til at gøre mere skade end gavn i det store billede.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Magnus S. Krogh

Det er langtid siden Anons gik fra Pastebin.
Nok bare nogle der bruger navnet, ligesom så meget andet inde for sec,ghost antisec osv.
A lot of fakes going around and noobs so called jounalist jumps on it....

lulz

  • 0
  • 4
Log ind eller Opret konto for at kommentere