Flere hundrede e-mailadresser og adgangskoder, som angiveligt stammer fra det amerikanske forbundspoliti FBI, er blevet offentliggjort af sympatisører med internetbevægelsen Anonymous.
I en meddelelse på hjemmesiden Pastebin har sympatisørerne offentliggjort knapt 300 e-mailadresser og tilhørende adgangskoder, som ifølge meddelelsen kommer fra FBI's intranet.
Anonymous-bevægelsen har et horn i siden på FBI, fordi myndigheden har været involveret i efterforskningen mod og anholdelserne af flere personer, som er knyttet til bevægelsen.
Senest er det også kommet frem, at FBI overvågede flere fremtrædende personer fra Occupy-bevægelsen, som Anonymous i flere tilfælde har sympatiseret med.