Hackerkollektivet Anonymous har erklæret krig mod islamiske ekstremister efter onsdagens angreb mod det franske satiremagasin, Charlie Hebdo. Det skriver Mashable.
Anonymous er en løst organisaeret gruppe af hackere uden ledere. De har offentliggjort en operation med kodenavnet #OpCharlieHebdo, samt en twitterkonto med navnet @OpCharligeHebdo, som delte en video med en hyldest til de dræbte efter angrebet. Videoen kan ses nederst.
Lørdag hævdede gruppen, at de havde hacket siden, ansar-alhaqq.net - en side, som franske medier beskriver som en fransk jihadistside. På twitterkontoen viste Anonymous et billede af siden med en fejlmeddelelse.
Siden var nede en times tid efter Anonymous' annoncering, men kom tilbage online efterfølgende.
Det er endnu uklart, hvordan hackerne fik siden ned, men oftest benytter gruppen sig af DDoS-angreb, som går ud på at oversvømme siden med trafik. Mashable betegner ikke angrebet som specielt sofistikeret, da der findes mange værktøjer, som betyder at næsten enhver kan stable et lignende angreb på benene.
De afviser dog ikke effekten af et sådan angreb, som kan få selv store websider, som MasterCrad og PayPal til at gå ned.
Det er ikke første gang at gruppen udfører operationer, som den lørdag. I sommer påstod nogle hackere, som hævdede de var med i Anonymous, at de kæmpede mod Islamisk Stats militante online. Gruppen udfører ofte operationer i ytringsfrihedens navn, og her adskiller lørdagens angreb sig ikke.
»Det er tydeligt, at nogle folk ikke vil have, i en fri verden, denne hellige ret til på nogen måde at udtrykke sine egne holdninger. Anonymous har altid kæmpet for denne ytringsfrihed, og vil aldrig lade denne ret blive besudlet af obskurantisme eller mysticisme,« siger gruppen #OpCharlieHebdo i en pressemeddelelse, hvor de samtidig skriver, at man kan forvente en massiv reaktion fra Anonymous, fordi det handler om ytringsfrihed, som de altid har kæmpet for.