Anmeldere om Microsofts hologram-briller: Magisk, sensationelt og fascinerende

I syv år har Microsoft i al hemmelighed arbejdet på et augmented reality-projekt, som for første gang blev vist frem onsdag. Den umiddelbare reaktion fra it-pressen var begejstring.

Det er sjældent, at store it-firmaer får lov til at holde ny teknologi hemmelig. Det kan Apple tale med om, efter selskabet stort set ikke har kunnet vise noget nyt frem, som ikke var lækket, de sidste mange gange, en ny iPhone er blevet præsenteret. Men Microsoft formåede alligevel at overraske alle, da selskabet i forbindelse med præsentationen af Windows 10 sluttede af med at annoncere og demonstrere selskabets bud på augmented reality.

Microsoft kalder det godt nok for 'holographic', men der er altså ikke tale om hologrammer i den forstand, som science fiction-fans kender det fra eksempelvis Star Trek. Der er stadigvæk tale om en illusion af objekter, der blander sig med den fysiske verden takket være en projektion på en brille.

Læs også: Microsoft vil fylde din dagligstue med hologrammer

I hvert fald i den udgave Microsoft foreløbig har præsenteret. Fra Microsoft lød det som om, selskabet har så store forventninger til teknologien, at den reelt skal være fundamentet for at skabe augmented reality i fremtiden - og være en platform, som også kan bruges, hvis rigtige hologrammer bliver noget, vi kan få i vores dagligstuer.

Udviklingen af Windows Holographic og den særlige brille, der blandt andet bygger på samme teknologi som Kinect-sensoren, er foregået i hemmelighed - også for størstedelen af Microsofts egne ansatte. Det lille udviklingsteam har arbejdet i kælderen under Microsofts besøgscenter i Redmond.

Efter en to timer lang præsentation af Windows 10 fik en udvalgt skare af it-journalister så adgang til de hellige haller efter at have afleveret alle telefoner, kameraer og optageudstyr. Og reaktionen fra pressen tyder på, at Microsoft har sat en ny standard for augmented reality foran konkurrenter som Google og Facebook.

New York Times karakteriserer således Microsofts HoloLens som sensationel. Mest imponerende var demonstrationen af en augmented reality-udgave af Minecraft, hvor man kunne smadre møblerne i sin dagligstue.

Den demonstration imponerede også CNN's reporter, mens The Verge især var imponeret af den interaktive illusion af overfladen på Mars, som Microsoft har udviklet som værktøj for Nasa Jet Propulsion Lab.

De indbyggede sensorer omfatter også kameraer, og det giver mulighed for nye former for interaktion. I en demonstration med Skype var det, ifølge Techcrunch, næsten lidt for nærgående, hvordan en hjælper via Skype kunne se, hvad du selv så og hjælpe med at løse et teknisk problem ved at tegne på de fysiske genstande, du kunne se foran dig.

Microsoft forventer at lancere de første udgaver af HoloLens til udviklere i løbet af kort tid. Wired advarer Microsoft om, at teknologien skal virke første gang, den kommer i hænderne på almindelige forbrugere, mens Ars Technica sad tilbage med følelsen af, at 'killer-appen' lå lige inden for rækkevidde.

Hverken pris eller lanceringsdato er afsløret. Et godt bud er dog, at de første udviklere får mulighed for at få HoloLens i hænderne ved Microsofts udviklerkonference Build i slutningen af april, ligesom Microsoft formentligt vil vise mere af teknologien på Game Developer Conference i begyndelsen af marts.

En lancering til almindelige forbrugere straks mere usikker. Selvom teknologien fungerer, så er den også meget eksotisk, så det er næppe årets gadget under juletræet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bent Jensen

Når de samme tester nok mener den er for dyr, og ingen vil købe den.
Så er det de samme som ikke så den komme.

Så jeg vil bare sige at 8.000-20.000 IKKE er mange penge, hvis den vel at værke virker, samt har tilstrækkeligt opløsning til at afløse et TV.

Mange har jo givet lige så meget for 3D TV, Spille PC, svare måske til 2 Appel telefoner. Et par rimelige højtaler,....

Så der er et market, også selv om den er dyr, og om 2-4 år koster den kun 2000 til 4000.

Men jeg vil stadig købe den nu, hvis det var muligt, hvorfor vente 3 år på det måske fedest som er kommet af nyt teknologi siden smarttelefonen.

Oculus Rift skynd jer, eller i bliver overhalet inden om :-(

  • 2
  • 1
Log ind eller Opret konto for at kommentere