Anmeldere: Ny monster-Mac er fantastisk – men ikke uden problemer

Der er masser af ros til Apples nye workstation Mac Pro, som også kommer med en voldsom pris. Men softwaren skal være klar til at udnytte kræfterne, lyder kritikken fra anmelderne.

Den er stille som en ninja, designet som noget fra Star Wars, og har kræfter nok til selv de mest krævende brugere.

Så langt er anmelderne generelt enige om Apples nye bud på en stationær computer, den nye Mac Pro, designet til professionelt videoarbejde og andre opgaver, der udfordrer hardwaren til det yderste. Hos Techcrunch beskriver anmelderen Mac Pro som 'absurd', hvilket er ment positivt.

Men den runde, sorte maskine kommer med et heftigt prisskilt – op til 74.000 kroner, hvis man skruer helt op for specifikationerne, og 108.000 kroner hvis man også skal have en 4K-skærm med i købet – og så er den ikke så nem at udbygge eller skifte hardware i som forgængeren, der var langt større og var kasseformet som en traditionel stationær computer.

Læs også: Gadget-kalenderen #15: For 108.000 kroner Mac-monster

Det er nemt at få skallen af og komme til indmaden, for eksempel for at montere mere RAM, men du kan ikke lige smække en ekstra harddisk i, som man kunne med forgængeren. I stedet skal man forlade sig på de mange Thunderbolt og USB 3.0-forbindelser, maskinen er udstyret med. Det er sådan set nemt, men det er lige nu en dyr måde at udvide sin computer på, fordi Thunderbolt-udstyr ikke er så almindeligt, lyder kritikken for eksempel hos New York Times.

Et andet problem, som The Verge peger på, er at softwaren skal understøtte den nye Mac Pros hardware. Bruger man – som mange gør i dag – Adobes Premiere Pro til videoredigering, får man ikke de blæsende hurtige hastigheder, som en veludrustet Mac Pro giver de videofolk, som bruger Apples egen Final Cut Pro. Faktisk var en tre år gammel Mac Pro op til 25 procent hurtigere til at køre Adobe-softwaren, viste testen.

Det er så op til Adobes softwareudviklere at få Premiere Pro til at udnytte alle de mange kræfter i en ny Mac Pro, men indtil det sker, skal man lige overveje, om det giver mening at smide så mange penge efter ny hardware, lyder konklusionen.

Udover disse 'hår i suppen' er der rigtig meget ros, omend maskinen er for de få med enten rigtig mange penge, eller et særligt behov for den slags muskler. New York Times sammenligner Apples nye produkt med en Ferrai, som de færreste har råd til – og som stadig ville få tæsk på en Formel 1-bane.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (30)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Anonym

Men da ikke i en grim kantet boks, når nu computeren er en pæn og veldesignet cylinder?

Jeg tror nu godt at jeg kunne finde et drev - eller lad mig sige det sådan at det nok ikke er designet på drevet der er det først umiddelbare problem - nok nærmere at finde en reelt grund til at købe så kraftig en maskine, og så ja lige finde pengene i budgettet. :-)

  • 0
  • 1
Claus Jacobsen

Synes faktisk ikke prisen er så voldsom. Skal man bygge en PC med samme konfig, kommer man ret hurtigt op i samme prisleje og over. (ikke noget med bygselv konfig, men PRO Workstations fra HP, Dell, IBM, etc) husk på der sidder et pcie SSD, 2 grafikkort til professionel brug. De grafikkort ligger typisk omkring de 3-4K hver. en 256GB PCIe SSD koster ca det samme, og så lidt OS og lidt andre ting til, og så er man faktisk pænt deroppe.

Men ok. - hvis Apple ellers får rettet op på deres problemer med final cut (og de arbejder i hvert fald på det, ser det ud til.) jamen så skal der ikke herske nogen tvivl om at Apple vil kunne sidde solidt på videoredigering igen som de gjorde med final cut 9.

Og ja - jeg har set HP workstations til priser der var over Apples (den største jeg har prøvet at konfigurere kostede 130K til beregninger) og de var ikke makset ud - men rammen udgjorde godt nok en stor del af prisen :)

  • 7
  • 1
Anonym

Hvem fanden vil have en grim ølfustage?

Det ville jeg nu gerne.
Jeg har dog ikke en brugssituation der ville retfærdiggøre, at jeg brugte så mange penge på en computer. Jeg laver simpelthen ikke ting der kræver så meget rå regnekraft.

Jeg havde nok foretrukket det klassiske Mac Pro design, men at kalde den nye for grim vil jeg nu ikke. Jeg syntes at det er ganske imponerende hvor meget computerkraft det har været muligt at klemme ned på så lidt plads, og så stadig være priskonkurrende med andre computere med tilsvarende kraft og samme type komponenter.

  • 4
  • 0
Carsten Gehling

Hvem fanden vil have en grim ølfustage?

Jeg har aldrig haft en Mac før, men den her gad jeg sgu godt have. Jeg har aldrig set så banebrydende hardwaredesign før. Nogen har tænkt: "Hvorfor skal en computer være firkantet?" Og at det samtidig har givet støjfordele med én samlet køling er sgudda genialt.

Jeg synes din kommentar lugter lidt af sure rønnebær. Jeg kommer nok heller aldrig til at bruge så mange penge på en computer (desværre). Men jeg bøjer mig i støvet for de dygtige designere og ingenører, der har været i gang her.

  • 13
  • 0
Johnnie Hougaard Nielsen

Jeg har aldrig set så banebrydende hardwaredesign før. Nogen har tænkt: "Hvorfor skal en computer være firkantet?"

Jeg håber virkelig ikke at du tror at det er første gang nogen finder på en så ligefrem, ja nærmest banal ide. Det er ikke spor svært at finde andre eksempler på runde computere, men de er ikke blevet typiske fordi de er upraktiske omkring udvidelser. Også denne nydelige Mac, hvis der skal kobles nogle ekstra drev på. Mon nogen finder på at lave et rundt "understel" hvor der er plads til ekstra disk, strømforsyninger og kabelsalat?

  • 3
  • 4
Johnnie Hougaard Nielsen

Måske er det derfor, at Apple har overspec'et maskinen så meget, at du ikke behøver udvidelser lige foreløbig.

Som Jesper pointerer er 1 TB langt fra at være overspec, med mindre det egentlige behov er nærmere en lille laptop. Overspec eller ej er op til køberen, og den der mest køber den som statussymbol er alligevel lidt til grin.

Det er en high-end workstation, med glimrende kræfter til fx Final Cut Pro og andet video arbejde. Og her er sølle 1 TB blot en lille start-konfiguration, nu om dage. Det er Apple selvfølgelig godt klar over (de er jo ikke dumme), og derfor er der der 6 gange Thunderbolt 2 og 4 gange USB 3 porte. De har altså sørget for kapacitet til at kunne trække store eksterne udvidelser, helt i tråd med hvad målgruppen kan forventes at have brug for (om end det dog vil være lidt meget at fylde alle portene op).

Get real!

  • 0
  • 0
Claus Jacobsen

hvad uelegant er der ved det? - hvis du skal sidde og bearbejde 4K video dagen lang kan jeg godt garantere dig for at du ikke har lyst til at have det på 4 diske siddende i din standard maskine. Der vil du helst gerne have et ordentligt system med en raid-løsning der kan sørge for seriøs båndbredde. Altså eksempelvis et promise pegasus system. Og der er INGEN måde hvorpå du kan få den sikkerhed og performance (en af de store i et raid10 setup ville være fortrinligt) med 4 alm diske siddende i din workstation. Dine SSD'ere i den nye macpro giver omkring 700MB/s og det er nødvendigt hvis du skal op og lege i 4K realtime. Det kan et alm 4disk system ikke klare. OG Apple vil ALDRIG nogensinde lave en så stor og klodset maskine at der kan sidde 8 diske i den på en gang.

Så det er fint nok at folk siger de synes det er "uelegant" og "grimt" og hvad de nu ellers mener. Men faktum er at for at kunne "brødføde" et 4K system realtime så kræves der nogle kræfter som du ikke kan levere hvis du bare har tingene liggende i en enkelt maskine. 4K rå materiale fylder sindssygt meget, og kræver langt mere end hastigheden på en enkelt eller 2 diske.
For en 7 år siden kiggede jeg og en kunde på en lille løsning. De havde en colourgrader som gerne ville have mulighed for at arbejde realtime uden at de skulle lave en prerender af deres video(ville spare dem oceaner af tid). Ud over at grafikkortet kostede 40K for at kunne klare 2K ukomprimeret med 4 samtidige kanaler, så skulle der et disksystem til som kunne klemme 1,6GB data afsted kontinuert(for 7 år siden og før SSD'en havde sit indtog!!). 4K video er ikke ligefrem mindre krævende selvom man bruger ProRes format eller lignende.

Så set ud fra et "professionelt" synspunkt. Så kan man have maskinen stående på skrivebordet, med et kabel hen til et rack hvor der er storage. Sidder man i et miljø med en 2-5 mand, så kan man have folk siddende i det samme kontor, med et lille lokale/støjdæmpet aflukke ved siden af og føre TB kabler ind til racket med Storage. Storage er desværre ikke så "sexet", så det gælder om at få det gemt af vejen. :-) (eller man kan have sin "pegasus" gemt under skrivebordet. Diskene er jo ikke lige nogen man skal pille ved med mindre der er en der går sig en tur.)

  • 11
  • 1
Jakob Damkjær

Istedet for version2.dk's kirsebærsplukning af de mest negative kommentare...

http://www.anandtech.com/show/7603/mac-pro-review-late-2013

Gennemarbejdet og med en god analyse af hvilke opgaver og programmer
der har opdateret til at kunne udnytte den ekstra GPU kraft og i nogen
konfigurationer CPU kraft...

Ret specielt opmærksomheden på denne del side af anmeldelsen fra AnandTech

http://www.anandtech.com/show/7603/mac-pro-review-late-2013/8

Hvor de skriver lidt om infrastrukturen i den lille kasse og andre steder laver har de et par prissammenligninger med HP og Lenovos workstations... Noget HP og Lenovo ikke ligefrem slipper heldigt fra...

Angående single thread og multi thread computing så er det ikke en helt ukompleks sag og ja langt de fleste vil aldrig ha brug for den regnekraft der sidder i workstation klasse PCer...

Men den afsluttende bemærkning som NYT virkelig viser de har misforstået hvad workstation klasse computere benyttes til er bare pinlig at version2 ikke har mere teknisk forståelse end at de ikke kan indse at det er en statement der bygger på en falsk premis.

"New York Times sammenligner Apples nye produkt med en Ferrai, som de færreste har råd til – og som stadig ville få tæsk på en Formel 1-bane."

Det er lidt som at sige "skruetrækkere... meget dårlige til at banke søm i med" eller for at holde sig til bilernes verden... "Audi Le Man biler... de har fire hjul men mangler bagsmæk når du skal ned og handle mælk i døgneren".

Så nej den får ikke tæsk på en formel 1 bane for det er en Maclaren eller Farrari Formel 1 ræser, men den er ikke optimal til at køre danmarksserien på eller cross country mud challenge men på en formel 1 bane er de ret meget the only game in town...

Mac Proerne er fuldblods workstations og at Adobe har sluppet afsted med at lave midelmådig software i et par år er ikke noget Apple kan gøre noget ved... Men Adobe burde nok rette sig lidt i stolen og indse at med den opdaterede version af Final Cut Pro X 10.1 og Motion 5.1 der udnytter hardwaren i Mac Proerne er de bagud.

Man må bare håbe at de kommer efter det inden andre firmaer med en mere moderne kodebase slår dem med længder når de kommer op på det professionelle niveau Adobe trods alt stadig har som sovepude.

Men jeg vil æde min gamle stråhat på at Applikationer som Pixelmator kommer til at understøtte workstation klasse Mac hardwaren hurtigere end Adobe CS...

Formålet med MacProerne er 4K video redigering og effekts behandling, 3D effekt behandling, 3D modelering af gigantiske projekter, massive model simuleringer og komplekse videnskabelige model beregninger og når de opgaver kan multi threades så de faktisk udnytter både de CPU cores der er tilgængelige og de 7 TFLOPS der er i GPUerne så er der meget få computere der kan være med længere.

En lille guide til Thunderbolt produkter kan findes her https://thunderbolttechnology.net/products

Hvor man kan se at der er en ret stor overrepresentation af professionelle produkter...

Men nej den har ret dårlig til prisen gaming performance og det er det vi alle ser som "High Performance Computing" men det er bare slet ikke tilfældet da hverken spil eller drivere udvikles til at udnytte dual konfiguration af grafik kort optimalt eller multicore CPUer. Hvilket kan ses da spil som Company of Heroes 2 ikke kan udnytte CrossFire systemet overhovdet... men det er trods alt forståeligt da dual GPU systemer stadigt er så dyre at det langt fra er de fleste der har adgang til dem...

Men vi må vel bare håber på at næste generation af single GPU kort er gode nok til at håndtere den 2650 x 1440 skærm og at næste generation af spil bare i moderat grad udnytter den kraft der er i quad core CPUerne high end consumer maskiner kommer med idag.

  • 5
  • 0
Claus Jacobsen

jacob - læg i øvrigt rigtigt godt mærke til 4K supporten på skærmene. - Det er faktisk en ret så interessant problemstilling her. At der er forskelle i producenternes implementering af thunderbolt/displayport, gør lige pludseligt det at finde en skærm til maskinen lidt af en udfordring (med mindre man "bare" køber Sharp's IGZO 32" model - indtil videre i hvert fald.) Synes dog ikke man kan bruge 32" til ret meget. Det er simpelthen for stort at arbejde på. Så det vil helt sikkert primært blive brugt som sek. skærm til outputpreviews indtil videre. Men "når" apple kommer med 27" 4K skærm - så bliver det rigtigt spændende. Der er i hvert fald et par danske virksomheder som laver 4K videoeffekter til udenlandske produktioner i dag. De kunne godt tænkes at kunne bruge de her maskiner i ret stor grad. :)

  • 1
  • 0
Henning Svane

Om man kan lide designet eller ej finde jeg mindre relevant. Personligt troede jeg man havde lavet et køletårn, men opdagede efter jeg læste artiklen om den på linket højre oppe at det nok er den mest proprietærer computer i nyere tid. Men når man nu dropper alle standart skulle man jo tror at der var frit slag for ingeniørerne til at lave det ypperligste. Nu er jeg på ingen måde særlig Apple begejstret og må sige det jeg finder levere op til mine forventninger. Det er ikke et køletårn men et meget sammenpresset design på et større kølerprofil. Så det var altså ikke særligt smart.
Processorerne er kun E5-16xx serien tja så gik man kun halvvejs. Men så er det jo godt at softwaren til Apple er få med ringe konkurrence. Så man alligevel ikke kan udnytte de mange tråde.
Der ud over kan den Maks tage 64GB RAM. Det er jo ingenting. Der er jo andet i verden end den grafiske.
Disk siden er en joke specielt når den kun er udstyret med 1GBit/s netkort. Her burde der være 10Gbit. Og alt pjattet med eksterne diske høre en verden til der ikke er professionel.
Grafikkortene er sikkert fine nu når det er AMD der har lavet dem, men følge med det hyppige opgradering der kommer er en by i Rusland.

Med andre ord smart design, i nogens øjne, men yderst begrænset teknologi ved frigivelse. Kunne næste sige forældet. Det smarteste de har svunget sig op til er et SSD modul der bruger M.2 PCI-e 4x. Når man tænker på hvor lidt de fylder kan de undre de ikke gjorde plads til flere.
Typisk når design tager magten fra funktion.
Og prisen der har Apple til gengæld ramt rigtigt. Det er en rigtig Apple pris den skal nok sælge som varmbrød.
Så må vi andre professionel blot tage til takke med en firkantet kasse med ingen af ovennævnte begrænsninger. Men som en bemærkede længere op hvis man vil have det ypperligste er der ingen vej uden om at lave sin egen Workstation. At det kan gøres til et helt andet beløb er en anden historie.

  • 1
  • 11
Claus Jacobsen

Og du mener det giver mening at sætte en SMP CPU i en maskine med singleslot?

Prøv du at læse Anands review af maskinen. Så vil du faktisk opdage at "prisen" faktisk er mere end god!

Hvad angår "software" - så er de potentielle kunder til lige netop den maskine særdeles godt serviceret på den platform. Størstedelen af ALIAS' pro produktportefølje er tilgængelig på osx, du har PRO videoredigering(og som jacob skriver længere oppe. Adobe har været svineheldig de sidste par år. Premiere var næsten gået i glemmebogen indtil final cut 10.0 og dens "middelmådighed". ) Hvilket lige præcis er den kundegruppe som Apple går efter. De går ikke efter enterprise software markedet med alle mulige applikationer, men helt specifikt er den maskine bygget med det formål at servicere stort set den ene kundegruppe (mediacreators, altså video, lyd).
Du har fuldkommen ret. Der er ikke nogen Microsoft udviklingsplatform. Men så gør man ligesom Anand gjorde - kører bootcamp og installerer win8.1 - så går det som man kan se i de tests han har lavet også temmelig meget over stok og sten, især taget størrelsen i betragtning, når man kigger på professionelle programmer. Det her er ikke en maskine til hr. og fru jensen der bare vil have noget pænt derhjemme. Det er heller ikke en maskine til virksomhedens små nørder som bare skal tweake og bygge selv. (og især det med byg selv folket!!!) Det er til gengæld en maskine til de professionelle mediefolk som er dybt afhængige af at deres udstyr bare spiller dag ud og dag ind, og ikke gider rode i deres maskiner fordi det har de simpelthen ikke tid til. (deadlines er et ord i den branche som er liv og død for de virksomheder)

De eneste PC'ere der kommer i nærheden af at være blevet bygget med samme omtanke som den der er lagt for dagen i Apple's udstyr. (det er ikke et spm om bare at knalde det dyreste i en maskine. Det drejer sig om at lave en maskine der er så harmonisk performende som muligt) Det er faktisk HP's Z1 all in one og deres highend workstation Z8x0 serie. Og til nogle særdeles identiske priser!

  • 9
  • 0
Simon Hughes

Jesper Poulsen, der er 6x thunderbolt 2 porte, 2x ethernet og 4x usb3. På hvilken planet kan det være uelegante udvidelsesmuligheder? Er det fordi du ikke kan proppe en masse 3,5" harddiske i den? I så fald har du jo fuldstændig misforstået hvem dette produkt henvender sig til, og hvad de bruger den til - lige som så mange andre i denne debattråd. Det er næsten pinligt at se hvordan "IT-professionelle" i Danmark kan udtale sig så ignorant. Jeg kan godt forstå, der er problemer med innovationen i vores lille land...

  • 8
  • 0
Kim Houmøller

Herregud 30 kilo plus skærm er ikke en herregård for Profferne. Skærm med fuld Adobe RGB samt ekstern harddisk oveni. Alt i alt under 50 kilo for en super maskine, der vil opfylde mit behov mange år fremover. Diskplads skal være ekstern, da ingen fornuftige lagrer data på sin stationære, med mindre de er amatører!

  • 4
  • 0
Claus Jacobsen

Jamen det lyder fint Jesper - Beskriv ENDELIG "mere elegante" lidt mere udførligt! Hvad er det egentlig du tænker på når du skriver udvidelsesmuligheder? HVAD er det for udvidelsesmuligheder du snakker om og ikke mindst HVORFOR skal maskinen have udvidelsesmuligheder?

Trenden i verden lige pt er at få maskiner så små som muligt. Så hvad er det der er galt med at smide så meget regnekraft i så lille en pakke? Mit umiddelbare bud er at folk er en smule misundelige.

Synes faktisk det er på tide at nogen bryder lidt med kasse traditionerne. Vi kan altså ikke blive ved med at lege med maskiner på størrelse med køleskabe! http://en.wikipedia.org/wiki/SGI_Octane
Men jeg synes så også en NUC er en super fed lille maskine, og er endda mere imponeret over de nye Android baserede quadcore HDMI-sticks. Især nu hvor Linux så småt begynder at blive supporteret. Hvis MS virkelig vil noget med RT, så skynder de sig at smide det på den slags maskiner. Men dagene med store beige kasser er døde. Og bliver forhåbentlig ikke vækket igen. Det er for PIL SELV folket der lappebygger og forsøger at se hvor mange generationer de kan få et kabinet til at holde.

  • 4
  • 0
Sebastian Løck

Local storage er noget PC'en har skabt. I pre-PC age havde vi disketterne i lommen og kunne overtage den MacPlus, C64 .. you name it, der var tilgægeligt. "His Steveness" har annoncered the "post-PC age". Det er hans valg - og som så ofte hos Apple - køb eller lad' være.

Bare den grimme kantende kasse er 19'' bred og nogle-u høj - så kan ma da nok finde et sted til den. På mine firmamaskiner har jeg ikke haft data lokalt i en evighed.

Nu hvor børnene i hjemmet overtager det ene stykke ustyr efter det andet, og farmand må nøjes med det, der er ledigt er det faktisk ret godt at data kun ligger 1 sted.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize