Anmeldelse: Smart værktøj kloner 160 gigabyte på 50 minutter

Opgradering til en større harddisk udvikler sig normalt til en uoverskuelig proces, men med en harddiskkloner kræver det blot et tryk på en knap at flytte alt indhold fra en gammel harddisk til en ny.

Anmeldelse: Ny harddisk signalerer normalt enten en frisk start eller et helvede med kabler og diskkopieringssoftware. Selvom en frisk start ikke er det optimale, så er det desværre det letteste valg.

Det har Sandberg nu forsøgt at rette op med et produkt, som lader dig både blæse og have mel i munden. For 399 kroner eksklusive moms sælger Sandberg en harddiskkloner, som gør lige nøjagtigt, hvad den lover: kloner harddiske.

Version2 har testet harddiskkloneren, og det er uden tvivl den letteste måde, hvorpå man kan opgradere til en større harddisk.

Harddiskkloneren kan bruges både tilsluttet til en Windows-pc eller som selvstændig enhed. Vi valgte at prøve kloningen helt uden indblanding fra en pc, for det mest tillokkende er muligheden for at klone uden at rode med kabler eller software.

Illustration: Jesper Stein Sandal

Enheden har plads til, at man kan placere to opretstående SATA-diske i den. Man kan bruge både 3,5 tommer og 2,5 tommer diske.

Det eneste krav til diskene er, at man naturligvis ikke kan klone til en disk, som er mindre end originaldisken. Vi prøvede med to Western Digital SATA-diske med en kapacitet på henholdsvis 160 og 500 gigabyte.

Efter at have indsat diskene og tændt for harddiskkloneren, skal man blot trykke to gange på kloningsknappen, hvorefter processen går i gang. Lysdioder på enheden viser, hvor langt kopieringen er nået.

50 megabyte pr. sekund

Kloningen af 160 gigabyte-disken, som til lejligheden var fyldt til randen med data, tog cirka 50 minutter, hvilket giver en overførselshastighed på omtrent 50 megabyte pr. sekund. Det er en rigtig god hastighed for kopiering af en hel disk, selvom man nok kunne presse lidt ekstra ud af diskene.

Efter kloningen var fuldført, satte vi den nye 500 gigabyte disk i test-pc'en, hvor styresystemet og alle applikationer og data lå fuldstændig som før. Eneste forskel var 340 gigabyte uallokeret diskplads, som vi oprettede en ny diskpartition på.

Kloningen foregår helt uden hensyntagen til, hvilket filsystem der ligger på disken. I dette tilfælde var det således Ubuntu 10.04 og Ubuntus standardfilsystemer, som lå på originaldisken.

Til opgraderingsscenariet får man ingen nemmere løsning end harddiskkloneren. En plovmand inklusive moms er dog nok i overkanten, hvis man blot har en enkelt pc, der skal opgraderes.

Optimal til it-skadestuen

Der er dog også andre anvendelsesscenarier. Eksempelvis kan man bruge enheden til at lægge images fra en masterdisk over på de pc'er, der lander på it-afdelingens akutte skadestue. Det er lettere end boot fra ekstern harddisk eller fra dvd.

Endnu smartere er det dog, at harddiskkloneren har mulighed for at tilslutte den til en pc via både USB og eSATA, så man kan bruge den som ekstern harddisk. Med USB kan man have to diske siddende i enheden, mens man kun kan bruge en enkelt med eSATA, hvor man så til gengæld får større hastighed.

Det kan dog se enten lidt barbarisk eller hardcore-nørdet ud, fordi diskene står og stritter splitterravende med printkortene blottede lige der på skrivebordet.

Men i det mindste står harddiskkloneren så ikke og samler støv på hylden indtil næste opgradering.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Anders Lind

Sådan en kunne godt bruges.

Men lige nogle spørgsmål:
1. Fortæller enheden at kloningen er verificeret?
2. Kan enheden oplyse, hvis kloningen ikke kan foretages?
3. Og er det muligt at få nogle menneskelig forståelige beskeder omkring dette, hvis det går galt (fx via display eller interface til pc'en)?

  1. Har I testet med en defekt harddisk bare for at se, hvad Sandberg'en så gør, og hvordan den så oplyser brugeren?
  • 0
  • 0
Jesper Stein Sandal

Hej Anders

Jeg har kun testet den helt automatiske metode, hvor man ikke involverer software på pc'en - for det var umiddelbart den mest interessante funktion. Men nej, man er nødt til selv at verificere, om kloningen er gået som den skulle.

Mvh.
Jesper Sandal
Version2.dk

  • 0
  • 0
John Vedsegaard

Underligt der ikke er nogen som har tænkt på sådan en løsning tidligere.

Så mangler vi bare at den funktion bliver indbygget på MB og dermed selve funktionen i BIOS, det kan ikke kræve meget kode at lave det, når man går uden om operativsystemet.

  • 0
  • 0
Martin Bøgelund
  1. Har I testet med en defekt harddisk bare for at se, hvad Sandberg'en så gør, og hvordan den så oplyser brugeren?

Dette spørgsmål er helt centralt, synes jeg (thumbs up!)

For at systemet lever op til betegnelsen "kloning", skal det overføre en eksakt version af det der ligger på kilde-disken, til destinationsdisken.

Hvis systemet derimod bare [i]kopierer[/i] ved at læse filer ind fra kilde-disken, og skrive dem til destinationsdisken, vil en defekt fil ovenpå en defekt sektor el. lign. bare få kopieringen til at fejle for den berørte fil.

Et rigtigt kloningsværktøj vil derfor være yderst interessant hvis man står med en døende harddisk.
Hvis det derimod bare er en disk-kopieringsenhed er man lige så godt (eller bedre?) hjulpet med f.eks. en Linux-baseret rescue-live-CD - og til under halv pris.

Så jeg ser gerne at Version2 spiller lidt baseball med en gammel harddisk, og så prøver en kloning.
:-)

  • 0
  • 0
Jesper Stein Sandal

Hej Martin

Desværre vil baseball-spillet resultere i mekaniske skader. Min erfaring er, at diske som regel fejler på grund af elektronik eller mekanik. Og det gør det pokkers uberegneligt.

Men i dette tilfælde er der ingen krav til filsystemer på diskene, og da destinationsdisken skal være større end kilden, så vil jeg gå ud fra, at der er tale om blokkopiering og ikke filkopiering. Som nævnt testede jeg med en fyldt Linux-disk, så jeg vil tro, at det er ren SATA, der styrer kopieringen.

Selvfølgelig ville det være rart, hvis den også kunne verificere klonen, men det ville nok gøre processen noget langsommere og kloneren dyrere.

  • 0
  • 0
Martin Bøgelund

Martin, hvor finder du en lille linux-kompatibel kasse med så let adgang til at skifte harddiske til 250 kroner?

Edbpriser.dk:
http://www.edbpriser.dk/Product/Details.aspx?sp=all&pid=417531
128 kr (183 kr inkl. forsendelse)
Så man kan godt købe to, og stadig spare penge ift disk-kloneren fra artiklen.

(Bemærk iøvrigt at Linux er nævnt med navn under "OS nødvendig" i specifikationerne!)

Min tilgang til harddisk-kloning ifm døende harddiske er dog yderst teoretisk, da jeg aldrig har haft skrantende harddiske.

Så det kan godt være jeg er helt i skoven...?

Jeg forestiller mig at man sætter sin nye harddisk i USB-konverteren, sætter den til maskinen med harddisken der skal klones fra, og booter en Linux-rescue-live-CD.

Correct me if I'm wrong...

  • 0
  • 0
Michael Jensen

Jo, den er smart, især når hastigheden tages i betragtning. På USB 2 når man kun lidt over den halve hastighed.
USB 3 retter nok op på det, men her og nu er det ganske godt til prisen. Eneste anden løsning er lignende bokse med eSATA.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere