Anmeldelse: 'Silicon Valley' giver Google satirestryg i lidt tam åbning

HBO's nye komedieserie 'Silicon Valley' er et måske lidt for præcist, satirisk billede af det californiske it-miljø af samme navn. Serien vil meget, men kan næsten ikke nå det på en halv time.

Der er nok mange programmører, som kan genkende det med at sidde som kodeslave i den store virksomhed, mens man i sin fritid arbejder på den hjemmeside eller applikation, som men inderst inde selv synes er rigtig fed. Den applikation, sidemanden arbejder på i sin fritid, er til gengæld en tåbelig mobil-app, der kan give besked om stive brystvorter i nærheden.

HBO's nye komedieserie 'Silicon Valley' lægger meget ambitiøst op til, at for første gang i verdenshistorien har nørderne muligheden for at bygge imperier. Er din idé god nok til, at du bliver den næste Steve Jobs eller Mark Zuckerberg? Eller skal du tage imod checken, når chancen byder sig, og overlade din drøm til andre?

Det er ofte svært at bedømme en tv-serie på det første afsnit. Førstehåndsindtrykket fra Silicon Valley er af en serie, der gør meget ud af at ramme portrættet af de store, nye it-virksomheder med fuld skrue på satiren lige fra Seqways til røvsyge, møgdyre fester, hvor Kid Rock forgæves spiller for et uimponeret publikum.

Vi får kun lige snuset til persongalleriet og den bærende historie om et startup, og selvom der er potentiale for, at rollerne kan brillere, når de bliver poleret, og vi har lært dem bedre at kende, så giver første afsnit os ikke nok til ligefrem at udløse latterkramper.

Der er dog lovende lyspunkter, som når vores hovedperson Richard kalder Steve Jobs for en 'poser', fordi han ikke skrev noget kode.

Seriens svaghed er, at den spiller meget på klichéer fra Silicon Valley, som forudsætter et vist kendskab til den kontrast og de konflikter, man finder i hele området omkring Santa Clara og San Francisco-bugten.

Når hovedpersonerne kører på arbejde med firmaets egne busser og diskuterer den høje husleje, så er det lokal satire. Google og Facebooks busser har ført til protestaktioner i San Francisco, fordi de nye internetfirmaers høje lønninger har presset huslejerne op i de kvarterer, der tidligere var så nedslidte, at den nederste del af middelklassen havde råd til at bo i byen.

I USA er det normalt kun er de fattige, der tager bussen, men i Silicon Valley har it-firmaerne deres eget system af busser, så de ansatte ikke er afhængige af offentlig transport, men heller ikke skal betale de cirka 2.500 kroner om måneden, som en parkeringsplads i San Francisco kan koste i leje.

Andre klichéer er lettere at genkende. Eksempelvis indretningen med spraglede Hooli-farver i de enorme kontorlandskaber, som skal se meget friske og uformelle ud, men under overfladen stadig følger de samme regler for corporate adfærd som i et klinisk Wall Street-kontor.

Det mest lovende i serien er de glimt af nørdsatire, vi får at se, som heldigvis er helt universelle. Som eksempelvis da direktøren for Hooli fra panoramavinduet i sit hjørnekontor deler sine observationer af de menige programmører på sikker afstand, som var han på safari:

»Sært. Hvorfor bevæger disse programmører sig altid i grupper på fem? Der er altid en høj, hvid fyr. En lav asiat. En tyk fyr med en hestehale. En fyr med et vildt skæg. Og en inder. Det er som om, de bytter, indtil de alle sammen har den rette gruppe.«

Selve udtalelsen kan lyde racistisk og dum, men det kan også ses på metaplanet som en kommentar til, hvordan nørder ofte fremstilles stereotypisk, og det er netop det, serien forsøger at undgå. Der bliver gjort grin med nørder, men det er set fra nørdernes perspektiv, så vi griner med nørderne og ikke bare af nørderne. Også selvom visse af nørderne udstiller de usympatiske træk, som vi også kan være skyldige i.

Det også et absolut plus, at serien ikke forfalder til 'techno babble' af værste Hollywood-skuffe, men i hvert bliver forsøgt en balancegang mellem plausibelt uden at blive detaljeret teknisk. Man sidder bestemt ikke og frygter, at hovedpersonen pludselig kan hacke en mainframe blot ved at taste ekstra hurtigt.

Vi har fået et meget klassisk åbningsafsnit, hvor vi skulle nå at etablere både personer, univers og stil. Det gør første afsnit til en ret gennemsnitlig oplevelse i forhold til, hvad vi ellers er vant til i en HBO-serie. Derfor bliver det afgørende for seriens holdbarhed, om den kan give persongalleriet mere plads, når vi skal nå gennem lidt mindre handling på en halv time, end det åbenbart var nødvendigt i seriens premiere.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere