Anmeldelse: Så godt er kameraet på Nokias Lumia 1020

Nokia har virkelig gjort sig umage med kameradelen i Lumia 1020-telefonen. Men er det godt nok for en fotonørd? Og kan det afløse et ’rigtigt’ kamera?

Kun danskere, der har været på månen siden oktober, har kunnet undgå at opdage, at Nokia har sendt kameratelefonen Lumia 1020 på gaden. Marketingsbudgettet har fået fuld smæk, for nu havde Nokia et produkt, der for alvor skilte sig ud og burde kunne lokke lidt flere over på Windows Phone-platformen, som Nokia jo har bundet sig til.

Med en (i den sammenhæng) stor billedsensor på 2/3-tomme med 41 megapixels, og mange andre gode tricks i ærmet, håbede Nokia på at være tilbage med det ultimativt bedste mobilkamera på markedet.

Men i flere test - for eksempel So Ein Dings blindtest på DR - har Lumia 1020 måtte se sig slået af kameraet i iPhone 5S og de bedste Android-modeller. Megapixels er ikke alt.

I denne anmeldelse vil jeg dog ikke sammenligne Nokias kamera direkte med iPhone og de andre - det er gjort så glimrende af andre medier - men se på en Lumia 1020 med en fotonørds øjne. Arbejdsspørgsmålet har været: Kan telefonen afløse mit Sony RX100-kamera - et af markedets bedste lommekameraer i 4000-kroners-prisklassen - og få mig til at føle mig som fotograf med kontrol over tingene?

Jeg har aldrig selv været begejstret for at tage billeder med mobilen, for der ’manglede noget’, som mit spejlreflekskamera eller et avanceret lommekamera ville kunne give. Men Lumia 1020 bliver jo netop lanceret som et entusiastkamera i mobilformat, så måske det er her, jeg kan blive begejstret…

Kameraet

Først en hurtig gennemgang af hardwaren. Billedsensoren på 10,7 x 8 millimeter rummer 41 megapixels i alt og spytter billeder ud på enten knap 34 megapixels (7728 × 4354) ved 16:9-format og på 38 megapixels (7152 × 5368) ved 4:3-format. Kameraet gemmer som standard også en 5 megapixel-version af billederne, og tanken er, at man kan zoome og beskære den fulde opløsning og så ende med et billede i mere håndterligt format. Ved at have mange pixels som udgangspunkt kan man få et langt bedre resultat i 5-megapixel-udgaven end normalt, lyder rationalet. Ved at udnytte al den billedinformation kan billedstøj for eksempel minimeres. Det er i hvert fald tanken.

Brændvidden svarer til mellem 25 og 27 mm afhængigt af billedformat, og blænden på 2.2 hjælper sammen med optisk billedstabilisering i retning af bedre billeder under dårlige lysforhold. Ekstra lys kan man få fra xenon-blitzen, der har en lysfarve, der mere rammer dagslys, sammenlignet med de typisk blålige LED-blitzlys fra mobilkameraer.

Lumia 1020 har selvfølgelig en dedikeret kameraudløserknap, og Nokia har derudover et stykke ekstraudstyr, PD-95G, som kan gøre telefonen mere kameraformet og give et bedre greb, en større knap og et stativgevind. Der er desuden ekstra batteri indbygget i grebet. Det fungerer fint, men jeg kan ikke komme på ret mange situationer, hvor det giver mening at medbringe, for så ryger hele ideen med et godt kamera i lommestørrelse.

Billedkvalitet

Lumia 1020 tager gode billeder. Det var den helt korte version, for selvom 34 og 38 megapixel helt sikkert er overkill til langt de fleste formål, kan jeg ikke lade være med at blive imponeret over, hvor god skarphed og detaljeringsgrad, man kan få ud af de mange megapixel, selvom kameraet er bygget ind i en telefon.

Der er smæk på farverne - også en smule mere end i virkeligheden - og det vil de fleste sikkert være tilfredse med. Men det er lidt farligt territorium for Nokia, for er man meget seriøs, vil man gerne selv styre den slags i efterbehandlingen. Der er ingen muligheder for at påvirke den interne billedbehandling i telefonen, som man ellers kender det fra ’rigtige’ kameraer.

Når mørket falder på, glimrer telefonen stadigvæk med flotte resultater. Håndholdte billeder fra byliv med gadelamper og skilte står flot, uden tvivl hjulpet af den optiske billedstabilisering, og selv når der bliver skruet op for lysfølsomheden, kan man nå langt. På pixelniveau er det ikke kønt i fuld opløsning, men nedskaleret til mere normal 5 megapixel-størrelse kan man komme rigtig langt med den lille telefon.

Den store akilleshæl for 1020’eren - og den primære grund til, at iPhone 5S er kåret som sejrherre i en række dueller - er hvidbalance og farver. Nokias flagskibskamera måtte gerne være bedre til at gennemskue den rette farvetemperatur, når det bliver lidt kompliceret, for eksempel det grønlige skær fra sparepærer og lysstofrør. Det er ærgerligt, for i sidste ende betyder naturlige farver mere for et billede end overlegen opløsning for langt de fleste brugere.

Man kan dog komme langt med de manuelle indstillinger, og det vil man som fotonørd måske kaste sig over alligevel, især når man jo ser resultatet på skærmen, inden man skyder.

Nokia har også gjort det muligt at gemme billederne i RAW-format (DNG), og så kan man jo selv hygge sig med at justere hvidbalance hjemme i stuen. Det har jeg dog ikke prøvet selv, for den mulighed dukkede ikke op på min test-telefon, trods flere forsøg på opdatering af kamera-applikationen (update: Funktionen bliver rullet ud midt-januar).

Kamera-interface

Det typiske problem for en fotonørd, der skal tage billeder med et mobilkamera, er ordentlig betjening. Skal man fedte for meget for at slå blitzen fra eller skrue lidt op for eksponeringen, bliver det hurtigt en dårlig oplevelse.

Her fortjener Nokia ros for en rigtig glimrende indbygget fotoapplikation Nokia Camera. Som standard kører det hele på automatik, og så kan man vælge mellem bjælkerne ’auto’ og ’pro’ i toppen af skærmen. Pro-bjælken har selvfølgelig flere muligheder, og trykker man på en funktion, får man et betjeningshjul frem i højre side af skærmen, lige til tommelfingerbetjening, det gør det nemt at ændre på noget.

Det rigtig smarte er muligheden for nemt at få fem forskellige betjeningshjul frem på skærmen samtidigt. Ved at ’skubbe’ udløserknappen på skærmen lidt til venstre, bliver skærmen fyldt med muligheden for at ændre hvidbalance, eksponering, lukketid, ISO-værdi og fokusere manuelt. Det fungerer fremragende - eneste anke er, at der ikke også blev plads til blitz-indstillinger, når man får hjulene frem. Og så kunne talværdierne også være skrevet med større skrift, men det er selvfølgelig en afvejning af, hvor meget de halvgennemsigtige hjul skal forstyrre på skærmbilledet.

Dermed kan man vælge altid at have ét hjul klar ved tommeltotten, hvis man for eksempel gerne vil have eksponeringskompensation klar til brug, og så lynhurtigt få de andre indstillinger frem også. Det føles meget naturligt efter kort tilvænning.

De fleste indstillinger forsvinder dog igen, så snart kameraet forlades. Kun blitz-indstillinger bliver gemt, så går du en hel aften og kører på manuel hvidbalance, for eksempel til en fest, kan du få lov at indstille det mange gange. Fordelen er omvendt, at du ikke næste dag kommer til at tage en masse billeder med helt forkerte indstillinger uden at opdage fejlen. Det har ikke genereret mig i praksis, at indstillingerne ikke bliver gemt, men det havde været rart med valgmuligheden.

Desværre er 1020’eren ikke et hurtigtskydende kamera. Der går cirka fire sekunder fra ét skud til det næste, fordi der er mange data at behandle og gemme, når udgangspunktet er 34 eller 38 megapixel. Man kan spare et sekund ved kun at gemme 5 megapixel-billedet. Eller man kan skifte til Windows Phone-standardkameraet, som er en smule hurtigere, men hvor man så heller ikke får fuld billedkvalitet.

Trækker man kameraet op af lommen for at fange en situation, kan man holde den fysiske udløserknap nede for at komme direkte til kameraet. Men først skal man indtaste sin kode for at låse telefonen op, og selv uden kode tager det omkring fire sekunder at få kameraet frem. Her kunne Nokia godt have givet mulighed for hurtig kameraadgang, hvor man kunne vente med koden, til billedet var taget.

Samlet vurdering

Det har generelt været en stor fornøjelse at have en 1020’er i lommen, på trods af kamerabulen, for det er et yderst potent kamera. Alt fra klassiske turistbilleder, et hurtigt blitz-billede til en fest eller en hurtig måde at gemme informationer fra et opslag eller en plakat er faldet godt ud, med masser af pixels til at håndtere en beskæring, og god hjælp under dårlige lysforhold.

Det kræver måske lidt mere omsorg at få det bedste ud af kameraet, især i forhold til hvidbalancen, som altså kan kræve lidt håndholdt hjælp i nogle situationer. Og ventetiden på fire sekunder mellem hvert billede er ikke imponerende, hvis man er vant til bedre.

Men kan man leve med det, får man med Lumia 1020 et mobilkamera, der gør det nemt at pille ved de manuelle indstillinger i en fart, og som i de fleste situationer leverer meget flotte billeder.

Kan det erstatte mit RX100-kamera? Ja, langt hen ad vejen. Med det store – og ret indlysende – 'men', at der jo ingen optisk zoom er på mobilkameraet. Nokias svar er, at man jo med så mange pixels kan beskære og på den måde zoome, men det bliver jo aldrig det samme. Perspektivet er anderledes, og med en fast 25/27 mm brændvidde bliver dybdeskarpheden ikke lille nok til at få sløret baggrund ved for eksempel portrætter. Går du tættere på, får du problemer med store næser og lignende.

Men omvendt begyndte jeg også hurtigt at finde svagheder ved et traditionelt, godt kamera. Skærmen er i sagens natur meget bedre på Lumia 1020, ligesom betjeningen via skærmen fungerer rigtig godt, også i forhold til de mange knapper og betjeningshjul, som Sony-kameraet har. Og så er en telefon jo altid ved hånden, mens et lommekamera af god kvalitet er noget, man tilvælger – selvom det godt lige kan mases ned i en stor lomme.

Jeg blev dog aldrig rigtig gode venner med Windows Phone-styresystemet, så stod jeg og skulle købe ny telefon lige nu, ville det spille ind i en samlet vurdering. Kameraet vil jeg gerne købe – men helst i en Android-version.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (13)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Nicholas Colding

Jeg syntes der er en disharmoni i Lumina.
Har dog ikke selv sådan en dims, men efter hvad der beskrives i artiklen, så ser det ud til sensoren i kameraet, kan indfange flere data, end regnekraften i telefonen kan håndterer inden for en rimelig tidsperiode - fire sekunder er ikke godt nok.

En anden ting:
De fleste ejere af mobilen, vil sikkert bare have billeder til Facebook, Twitter eller ligende. Hvad skal de med alle de pixels?
Det lugter lidt af salgsglimmer og måske uden praktisk betydning for den almindelige lomme fotograf, der aldrig, eller sjældent, printer sine fotografier ud i A3.
Og at croppe (beskære) sig til en zoom-effekt, har aldrig været en køn løsning. Der bliver alt for meget støj og skæve farvetoner i resultatet.

Ergonomien i sådan et mobiltelefon kamera, er der vist ingen grund til at nævne...

Jeg håber der en dag bliver mere fokus på at lave smukke og betydningsfulde billeder, end at lave store datafiler.

Jesper Kildebogaard

Der er rig mulighed for at lave bokeh.

Hej Thomas,

Bemærk, at alle eksemplerne på den side, du linker til, er billeder af ting taget på meget tæt hold. Så kan man ganske rigtigt få dybdeskarpheden ned, med hjælp fra blænden på 2.2, men vil du tage billeder af personer, bliver det mærkeligt at gå så tæt på, og pga. vidvinklen får du på kort afstand ikke det mest klædelige perspektiv (store næser...).

vh.

Jesper, Version2

Jesper Kildebogaard

Jeg håber der en dag bliver mere fokus på at lave smukke og betydningsfulde billeder, end at lave store datafiler.

Hej Nicholas,

Allerede lige da Nokia fremviste 41 mp-kameraet første gang i Pureview 808-inkarnationen, var der kritik af konceptet - også i et blogindlæg af Poul-Henning Kamp.

Men bortset fra den ekstra tid, der går til databehandling, som du selv er inde på, virker konceptet virkelig godt.

De store billedfiler skal den almindelige bruger slet ikke forholde sig til, for der kommer altid en 5 megapixel-version ud som resultat i sidste ende. Men det giver mulighed for at kombinere al informationen fra 34/38 megapixel-billedet til et meget flottere resultat, når det er blevet nedskaleret. Man kan således med fordel - også som fotonørd - glemme alt om de høje opløsninger og bare bruge slutresultatet på 5 megapixel.

vh.

Jesper, Version2

Jonas Wennström

med så mange pixels kan beskære og på den måde zoome, men det bliver jo aldrig det samme. Perspektivet er anderledes, og med en fast 25/27 mm brændvidde bliver dybdeskarpheden ikke lille nok til at få sløret baggrund ved for eksempel portrætter. Går du tættere på, får du problemer med store næser og lignende.

Hvis ellers kvaliteten af de nævnte pixels er god nok, har Nokia ret. Du ændrer ikke perspektiv ved at zoome, det gør du ved at ændre kameraets afstand til motivet. Brændvidden har heller ingen indflydelse på dybdeskarpheden, det har blænden derimod.

Du siger det selv i sidste del af citatet - går man tættere på får man store næser - netop fordi du derved ændret perspektivet.

Jesper Kildebogaard

Brændvidden har heller ingen indflydelse på dybdeskarpheden, det har blænden derimod.

Det er rigtigt, at brændvidden ikke styrer dybdeskarpheden, men fordi man får så meget mere med i billedet med vidvinkel, vil det være den oplevelse, man har i praksis. Se fx denne glimrende forklaring med billedeksempler: http://www.luminous-landscape.com/tutorials/dof2.shtml

vh. Jesper, Version2

Nicholas Colding

Jeg skrev tidligere, at jeg ikke mente fire sekunder, mellem hver eksponering, er ok for en moderne digital-skyder og det skal jeg jo underbygge:

Sidder her med et Sony MVC-FD83 fra 1999. Det skyder i en opløsning på 0,9 MP og gemmer på 3,5” floppy disk. Dette kamera er klar til eksponering nr to, efter kun tre sekunder.

Så hvis Nokia kan lave et højtopløseligt digital fotografi i dag, der får bøllebank af et højtopløseligt digitalkamera fra 1999, hvor langt er vi så nået med hensyn til hastighed?

Log ind eller Opret konto for at kommentere