»Er der batteri i nu?«
Sådan har det lydt fra flere, når de tog Motorolas nye Android-flagskib op. For i forhold til højden og bredden er Motorola Droid Razr overraskende let med sine 127 gram. Samtidigt er den kun syv millimeter tyk i det meste af telefonens længde, med et lille ’hoved’ øverst, der er et par millimeter tykkere, hvor kameraer og diverse porte er samlet.
Motorolas ingeniører har formået at bygge noget, der skiller sig ud, på et marked hvor de fleste Android-smartphones ligner hinanden. For nogle vil det være en kvalitet i sig selv.
Ved at bruge andre materialer end normalt har man fået vægten ned. Bagsiden af telefonen er således bygget af flettede kevlarfibre, og sammen med Gorilla Glass på fronten gør det telefonen meget solid, trods den lave vægt.
Design er en smagssag, men denne anmelder vil ikke have noget imod at blive set med en Droid Razr i hånden. Den har en mindre ’tøset’ udstråling end mange andre telefoner, og også Motorolas tilpasning af Android-brugergrænsefladen hælder mod hårde firkanter, i stedet for bløde runde hjørner.
Skærmen er på 4,3 tommer, og i forhold til andre telefoner med sådan en skærm har Droid Razr brede kanter, så telefonen tilsammen bliver lidt stor til små hænder. Men skærmen, som er af typen Super AMOLED, er ganske fremragende. De 960 x 540 pixels rummer flotte, mættede farver, og med skærmens gode lysstyrke og begrænsede refleksion er den også brugbar under åben himmel.
Med en 1,2 gigahertz dobbeltkerne-processor og én gigabyte RAM er der godt med hestekræfter i telefonen, og Motorola har da også kunnet tilføjet en del ekstra grafisk lir til Android-brugergrænsefladen, uden at det går ud over hastigheden. Når man slukker for skærmen, går den ud med et lys-blip som et gammelt tv-apparat, og widgets 'svajer i vinden', når man flytter rundt på dem.
Det er dog ikke kun lir, Motorola har fundet på at tilføje til brugergrænsefladen. De widgets, som Motorola selv har lagt på telefonen, kan således tilpasses i størrelsen, en funktion, der ellers først er kommet med Android 4.0, og ikke findes i normalt i Android 2.3.5, som Droid Razr kommer med. En opgradering til Android 4.0 er på vej, lover Motorola i øvrigt, men med Google som ejer burde netop Motorola da også kunne garantere hurtig adgang til nye Android-versioner.
Nedtælling uden svirp
Daglig brug af telefonen afslørede ikke nogle grimme irritationsmomenter, udover at notifikationsblinkene har lange pauser, så man skal holde øje med telefonen i længere tid for at spotte, at der er nyt fra omverden.
Af og til er de indbyggede applikationer fra Motorola lidt kluntet udført. Skal man stille for eksempel et nedtællingsur, er udgangspunktet altid 30 minutter, uanset hvad man brugte sidst. Og når man skal ændre nedtællingstiden, sker det med tryk på touch-knapper, i stedet for med svirp af de rullende ’hjul’, som Apple og HTC har vænnet os til.
Batteritiden var i testen over middel for sådan en telefon, men uden grundige test og sammenligninger er det svært at sige noget definitivt.
De kolde fakta taler dog til Droid Razrs fordel. Kapaciteten på det indbyggede batteri er opgivet til 1780 mAh, hvor en direkte konkurrent med udskifteligt batteri, HTC Sensation, har et 1520 mAh-batteri. Og så har Motorola indbygget funktionen Smart Actions, som kan hjælpe med at holde strømforbruget nede.
Man kan selv nemt programmere telefonen til for eksempel at slukke for wifi og GPS på bestemte tidspunkter eller steder, men funktionen holder også selv øje med ens vaner og tilbyder at automatisere dem, for eksempel hvis man typisk sætter telefon på lydløs, når man møder på arbejde.
Smart Actions-funktionen er ikke en banebrydende opfindelse, men ved at indbygge den og gøre den automatisk har Motorola meget fint gjort det til en selvfølgelighed, at telefonen tilpasser sig brugeren.
Exchange-synkronisering
Der er også bygget godt med funktioner ind, som kan gøre en it-chef glad. Er telefonen koblet op til firmaets Exchange-server, kan it-chefen bestemme sikkerhedsniveauet for medarbejderne. For eksempel kan telefonen tvinges til at kryptere alt indhold, på et niveau som Motorola kalder ’government grade’-kryptering.
Det sænker telefonens ydeevne lidt, for eksempel kan man ikke længere optage video i fuld HD, men det er ikke noget, man kan mærke ved almindelig brug.
Integration med Exchange er også tættere end normalt i Android, lød det fra Motorola, da telefonen blev præsenteret i Danmark, ved for eksempel at have alle detaljer om en kalenderaftale med på telefonen.
Citrix Receiver er bygget ind fra starten, så der nemt kan skabes adgang til applikationer fra firmaets servere, hvis man bruger Citrix i den anden ende også. Disse funktioner havde Version2 desværre ikke mulighed for at teste, men Exchange-udvekslingen med firmaets server fungerede upåklageligt.
Kontaktpersoner og kalenderaftaler bliver lagt sammen med hvad telefonen kan finde fra Facebook og Google-kalendere, så der er ikke umiddelbart mulighed for at have kontakter fra arbejdslivet for sig selv.
Men det skinner igennem, at Motorola med Droid Razr også går efter det segment, som i dag bruger Blackberry eller Windows Mobile. Med Microsofts fokus på først at forføre forbrugerne, og tilbagegang for Blackberry - som aldrig rigtigt slog igennem i Danmark - burde der også være god plads på markedet til en Android-telefon, der er indrettet til firmabrug.
Se feriebilleder fra hjemmecomputeren
I den mere forbrugerrettede afdeling bryster Motorola sig af funktionen Motocast, hvor man kan skabe forbindelse fra telefonen og hjem til computeren via internettet og få adgang til alle feriebilleder, videoer og musiknumre.
Og så har Motorola også et arsenal af ekstraudstyr, hvor man for eksempel kan docke telefonen, koble den til fjernsynet, og køre en fuld Firefox-browser via et ekstra styresystem, der kun fungerer, når telefonen er i ’neddocket’ tilstand.
Hele herligheden kan styres med en fjernbetjening, der også fungerer som telefon, hvis nu moster Anna ringer midt i det hele. Version2 arbejder på at låne disse dimser også, og skal i så fald nok rapportere om oplevelsen.
Alt i alt er Motorola Droid Razr et rigtigt lækkert stykke hardware, og tilpasningerne af Android er også generelt fine, hvis man er til Motorolas lidt mere kantede design. Den kan fås til 4.100 kroner, og til den pris får telefonen en varm anbefaling fra Version2-anmelderen.
Specifikationer:
- Skærm: 4,3 tommer Super AMOLED, 960 x 540 pixels.
- Hukommelse og lager: 1 gigabyte RAM, 16 gigabyte internt lager, plus mulighed for micro-SD-kort.
- Processor: 1,2 gigaherts dobbeltkerneprocessor
- Kameraer: 8 megapixel + 1,3 megapixel. Telefonen optager video i 1080p-opløsning.
- Styresystem: Android 2.3.5 Gingerbread
- Dimensioner: 130,7 mm x 68,9 mm x 7,1 mm (med en bule på cirka 11 mm øverst). Vægt 127 gram.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.