Av - de kanter er jo så skarpe og dårligt samlede, at man næsten skærer sig på dem!
Det var den umiddelbare reaktion, da LG' nye topmodel Optimus G var blevet pakket ud af æsken, og den obligatoriske, beskyttende plasticfilm var hevet af forsiden og bagsiden.
Heldigvis viste det sig et døgns tid senere, at LG har været så bekymret for ridser i lakken, at de også har sat beskyttelsesfilm hele vejen rundt langs kanten af telefon - og da først det var hevet af, åbenbarede der sig et veldesignet eksemplar af en smartphone anno 2013.
Størrelsen er det første, der springer i øjnene. LG Optimus G er stor. De samlede mål er 13,2 x 6,7 centimeter, men da tykkelsen holder sig på 8,45 millimeter, er den stor på den elegante måde - også selvom en iPhone 5 til sammenligning kun er 7,6 millimeter tyk.
Kanterne er bløde og afrundende, og når nu ikke LG har valgt at gå glas-og-stål-vejen, spiller de godt sammen med den glatte, hologramagtige plasticbagside. De 145 gram, telefonen vejer, giver i denne anmelders hånd et ganske fornuftigt vægt/størrelsesforhold. Ikke for tung, ikke for let.
Under overfladen gemmer der sig en Snapdragon 1,5 gigahertz quadcore processor fra Qualcomm. Det falder uden for denne anmeldelses rammer at benchmarke ydeevnen nærmere, men telefonens processorkraft kan da nok også bedst beskrives ved det faktum, at den i testperioden har været anmeldersønnens foretrukne apparat at spille Subway Surfers på. Lynhurtig, glidende grafik uden lag lyder dommen fra den 13-årige.
Medvirkende til den oplevelse er også den 4,7 tommer store IPS+ skærm. Opløsningen er 1280 x 768 pixels, hvilket giver en imponerende pixeltæthed på 318 ppi. Farver og lysintensitet spillede upåklageligt, og både tekst, billeder og film fremstår skarpt og klart.
Kameraet derimod skuffer en smule. Selvom 13 megapixels er i den absolut pæne ende for mobilkameraer, er billederne kun gennemsnitlige. For en ikke-kamerafagmand er det svært at beskrive som andet end en grynet og ulden tendens - især i dårlig belysning. En medvirkende årsag er den manglende mulighed for at stille skarpt ét sted for derefter at flytte motivudvælgelsen, sådan som man kender det fra "almindelige" kameraer, når man trykker udløseren halvt ned.
Til gengæld er der en del spas gemt i panorama-funktionen, der selv "syr" en række billeder sammen til ét laaaaangt billede, når man panorerer hen langs horisonten. I modsætning til lommekameraer af Canon Ixus-typen fungerer det rent faktisk lydefrit.
Optimus G vs. Nexus 4
Generelt set ligner LG Optimus G Nexus 4-telefonen, som LG ligeledes står bag, rigtig meget. Den største forskel er, at LG næppe har fået Googles velsignelse til at lægge den allerseneste Android 4.2.2 på telefonen - ellers er telefonerne specifikationsmæssigt meget tæt på at være ens.
Optimus G har dog 32 gigabyte internt lager, mens Nexus 4 kun har 8 gigabyte. Selvom begge telefoner er bestykket med et 2100 mAh batteri, formår Nexusen på papiret at spare en smule mere på strømmen, så den leverer 15,3 timers taletid eller 16,2 dages standbytid mod Optimus' 15 timer og 14 dage.
4G - lynhurtigt og strømkrævende
Hvilket bringer mig hen på en vigtig detalje. LG Optimus G er udstyret med LTE, også kaldet 4G, som har stor indflydelse på batteritiden. Med 4G slået til bliver telefonen hurtigt temmelig varm under dataintensive seancer, og man kan følge procentindikatoren for batteriet tikke jævnt nedad under store downloads.
Eksempelvis kan det nævnes, at da telefonen af sig selv havde synkroniseret anmelderens feriealbums gemt i Picasa (loggen indikerede +2 gigabyte datatrafik den dag), var batteriet fladt straks derefter. Generelt har der dog ikke været problemer med batteritiden - heller ikke efter en dag på den sorte løjpe i 12 graders frost.
Til gengæld er det noget nær genialt at kunne surfe med 25 megabit download og 8 megabit den anden vej - især når ens primære internetforbindelse i hjemmet hedder 10/1, men reelt er 6/0,6. Internetdeling via Optimus' hotspot-funktion fungerer upåklageligt - også med flere brugere.
Guldkorn gemt i oversættelsen
LG's oversættelse af Android 4.1.2 til dansk er dog mest af alt noget, der får lattermusklerne på overarbejde.
"Tænd lygten for forreste tryktast - Baggrundslys of front berøringstast tænder" er ikke noget, man som bruger bliver klog af - og bare ikke godt nok for en telefon, der er LG's flagskibsmodel.
Og så er der den helt groteske: "Eco tilstand. Strømsparetilstand udvider batterilevetiden ved dynamisk optimering CPU kontrolpolitik. Når Øko-tilstand er slået fra, bruges automatisk tilstand til at styre Quad borekerner at give optimeret systemets ydeevne." LG - det er en ommer.
Dommen
Optimus betyder "bedst" på latin. Så spørgsmålet er nu, om et sådant superlativ er berettiget?
Den bedste måde at svare på er måske, om jeg selv ville købe den. Og til en pris i butikkerne på cirka 3.500 kroner er svaret ja. Bortset fra nogle tåkrummende oversættelser i dokumentationen er det svært at komme på argumenter for, hvorfor man ikke skulle vælge LG Optimus G, hvis man er på udkig efter en smartphone i topmodel-klassen - til en brøkdel af, hvad iPhone 5 koster.
Opdateret 09.13: Samsung Galaxy S3 er slettet fra prissammenligningen, da pointen med, at LG Optimus G kostede mindre, har vist sig at være forkert.