iPhone 6: Tidlig anmeldelse af en sen telefon

Illustration:
Kan Apple stadig holde konkurrenterne stangen? Version2 har testet den nye iPhone.

Apple lancerede fredag deres længe ventede iPhone 6 og storebroderen iPhone 6 Plus - der med sin størrelse er en blanding af en telefon og en tablet; en ægte phablet. Som ved tidligere iPhone-lanceringer var Apple-butikkerne verden over ved at flyde over af kunder, der ofte havde ventet i flere timer, hvis ikke dage, på at få det nyeste æble fra stammen. Men matcher den nye telefon overhovedet markedsføringshypen? Og er det noget, du skal overveje at bruge penge på, når den rammer de danske butikker nu på fredag?

Version2s iPhone-bruger Christian Loiborg skriver fra London, hvor han et par dage har haft fingre i et eksemplar.

Apples største telefoner

Med den noget kluntede oversættelse 'Meget mere end større' (fra 'bigger than bigger'), præsenterer Apple de nye iPhone-modeller på firmaets hjemmeside. Og det er da også det mest iøjefaldende ved telefonerne, der er henholdsvis 4,7 og 5,5 tommer.

For dem, der kan huske lanceringen af iPhone 5, kan det måske virke mærkeligt. For mens konkurrenterne producerede phablets i massevis, mente Apple, at en telefon burde kunne betjenes med kun én hånd. De gik faktisk så langt som at kalde det for 'sund fornuft'.


Det kan der være noget om. For telefonerne er store. Men det er en smagssag, om man kan lide en stor eller en lille telefon - og ligesom firmaets tablets er i forskellige størrelser, har den store telefon også sin berettigelse i det kundesegment, der hellere vil have en stor smartphone end at bære rundt på både en telefon og en tablet.

For at gøre det muligt at bruge telefonen med én hånd har Apple dog fundet på en løsning, der - omend den er noget kluntet - rent faktisk virker. Ved at røre, ikke trykke, to gange på Home-knappen bringes indholdet fra toppen af skærmen ned midt på skærmen, indtil man har trykket på det, man vil bruge.

iPhone 6 Plus er med sin størrelse oplagt at bruge til at surfe på nettet, se videoer eller spille spil. Men til daglig brug må denne skribent erkende, at den simpelthen er for stor. Du skal have usædvanligt store hænder for at kunne bruge den med én hånd uden problemer eller akavede fingerpositioner.

Efter et par dages brug føles tommelfingeren alligevel lidt øm efter brug af iPhone 6 - måske er det den ændrede brug af fingeren, der skal tilvænnes. Med to hænder er den dog en fornøjelse at bruge, og både iPhone 6 og iPhone 6 Plus er langt mere behagelige at bruge med to hænder end de tidligere modeller, hvor særligt det danske tastatur kunne blive en anelse småt.

Markedets bedste LCD-skærm

Og det er som nævnt en fornøjelse at bruge telefonens LCD-skærm, der er knivskarp. Med iPhone 4 introducerede Apples marketingmaskine begrebet 'retina'-skærm, der simpelt fortalt går ud på, at det menneskelige øje ikke vil kunne skelne de enkelte pixels fra hinanden ved normal brug.

Fordelt på de 4,7 tommer har iPhone 6 1334x750 pixels, svarende til en pixeltæthed på 326 pixels per tomme og en opløsning på 1,0 megapixel. Noget lavere end konkurrenternes og også end storebroderen iPhone 6 Plus, der har en opløsning på 1920x1080 pixels med en pixeltæthed på 401 pixels per tomme og en opløsning på 2,1 megapixels. Skærmkvaliteten er dog helt i top og konkurrerer mod OLED-skærmene i Samsung Galaxy S5 og Samsung Galaxy Note, som du kan læse mere om i DisplayMates gennemgang på den amerikanske tech-side Gizmodo.

I iPhone 6-modellerne sidder Apples A8-processor med 64-bit-arkitektur, der efter sigende skulle være en 1,4 GHz ARM processor med 1 gigabyte RAM. Telefonerne har også en M8-bevægelseshjælpeprocessor, der kan bruges til at måle fitness-relaterede ting som antal skridt, antal kilometer gået på en dag og tilmed højdeforskelle. Sidstnævnte bruges af Apple til at beregne, hvor mange etager man har gået med sin telefon i lommen.

Funktionerne fra M8-processoren kan bruges i samspil med Apples sundhedsapplikation. I en test af præcisionen af chippen rammer både antal skridt og antal kilometer umiddelbart ret godt, mens antallet af etager rammer en del ved siden af. I en test, hvor jeg har bevæget mig med mere end 30 etager på forskellige tidspunkter på dagen, viser min telefon skuffende 13 etager.

Umiddelbart kan 1 gigabyte RAM synes af lidt, og processoren kunne måske også være i underkanten. Men det nytter ikke altid at have mange hestekræfter, hvis man ikke ved, hvordan man skifter gear. Og det lader til, at Apple har fundet ud af, hvordan de optimerer den egenproducerede chip og styresystem, så de får mest muligt ud af begge.

Den amerikanske tech-side AnandTech har testet ydeevnen på de nye modeller. Testen, der bl.a. gennemgår en række browsertests og 3D-tests, viser, at de nye iPhones ligger i top blandt konkurrenterne - på trods af, at nogle af konkurrenterne på papiret ville vinde.

Apples momentum er ved at være tabt

Skærmen er fantastisk, og funktionerne er mange. Men samtidig er Apples sundhedsteknologi endnu ikke udbredt, og den indbyggede NFC-funktionalitet er låst til Apples egen betalingsløsning, der kun er udrullet i USA. Måske bliver det mere udbredt med tiden. Tag eksempelvis fingeraftrykssensoren i iPhone 5S, der på lanceringstidspunktet kun kunne bruges til at låse telefonen op, men nu kan bruges til verificering i tredjepartsapplikationer.

Med det nye styresystem iOS 8 kom blandt andet muligheden for at installere et tredjepartstastatur. Noget, Android-brugere har kunnet i årevis. På samme måde er der på hardwaresiden utallige ting, som andre telefoner har kunnet i årevis. Det er oplagt at fnyse af Apple med henblik på, at de ofte kaldes innovative. Men Apple er sjældent først med ny teknologi - ofte kommer de senere, men med en løsning, der virker så godt, at den står stærkere end konkurrenterne.

Jeg har selv haft en iPhone, siden den første iPhone kom til Danmark. Dengang var den på mange områder bedre end konkurrenterne. I dag får du mindst lige så mange funktioner, lige så flot design og ofte langt højere ydeevne hos konkurrenterne. Apples lukkede økosystem apellerer ikke til alle, men til gengæld er der - for nuværende - fortsat langt det bedste udvalg at finde i Apples App Store.

Er du mere til Android eller Windows Phone, så overvej Samsung Galaxy S5 eller Nokia Lumia 1020. Med førstnævnte får du en vand- og støvtæt mobil med et marginalt bedre kamera og et markant bedre batteri sammenlignet med iPhone 6. Og så koster den omkring 1.000 kroner mindre end iPhone 6.

Vil du have den nye iPhone, bliver du bestemt ikke skuffet. Men prøv telefonerne først - mit bud er, at du vil finde iPhone 6 mere passende i størrelsen end iPhone 6 Plus. Køber du alligevel en iPhone 6 Plus, så lad være med at komme den i lommen på et par for stramme bukser.

Batterilevetiden er op til 10 eller 16 dage i standby og 14 eller 24 timers tale med 3G for 6 og 6 Plus. De nye telefoner understøtter en lang række LTE-bånd samt opkaldsteknologien VoLTE.

iPhone 6 og 6 Plus kan fås fra henholdsvis 5.199 og 5.999 kroner og opefter og fås med 16, 64 eller 128 gigabyte lagerplads.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (23)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jesper Jepsen

Fin test men mangler at få at vide om batteritiden virkelig holder, de tal der nævnes er jo klart fra Apples presse materiale og ikke fra hverdags brug.
Så kan den holde en hel dag (6-20) når den bruges som musikafspiller, til at surfe på, se videoer, spil, sms'e, tale og navigation altså virkeligheden.
Eller der det som med så mange andre at de skal have strøm i løbet af dagen for ikke at gå død sidst på dagen. Opladning om hver nat er jo stadig nødvendigt.

  • 8
  • 0
Dennis Krøger

Ja, den "dårligere" iPhone 5 er lige en smule højere oppe, hvilket giver mere sollys direkte på objektivet, og det giver meget dårligere kontrast og dermed færre detaljer.

Jeg siger ikke at teksten ikke passer, men eksemplet underbygger det ikke rigtigt.

  • 2
  • 2
Jacob Larsen

Apple producerer ikke selv deres A8 processor. De designer dem men de producerer ikke noget. Hidtil har de fået dem produceret af Samsung men rygterne har længe sagt at de ville flytte produktionen til TSMC. Om det er sket får vi nok at vide når der er nogen der har haft et mikroskop på den.

  • 1
  • 0
Christian Loiborg

@Thomas Bundgaard: Kameraet i iPhone 6 er ikke voldsomt forbedret i forhold til iPhone 5S - det nye er Focus Pixels samt billedstabiliseringsfunktioner. Det vil altså sige, at hvis du ikke ryster på hånden, tager billeder af motiver, der ikke bevæger sig og kan finde ud af at bruge fokus-funktionen manuelt, vil du opleve næsten identisk kvalitet. I forhold til iPhone 5 synes jeg, det er en markant opgradering. Slowmotion-funktionen er imponerende, omend lidt gimmick-agtig. Med 240 billeder i sekundet er den dog langt mere imponerende end for iPhone 5S' vedkommende. Faktisk opfanger den så mange billeder i sekundet, at eksempelvis lysstofrør (som desværre anvendes bredt i England) vil kunne ses 'blinke' på en slowmotion-video.

Vil du læse mere om kameraet, har amerikanske Gizmodo lavet en grundig gennemgang med flere eksempler.

@Jesper Jepsen: Indtil videre har jeg ikke en finger at sætte på batterilevetiden. Der findes allerede en lang række tests. Jeg har brugt telefonen i et par dage med musik, surf, navigation, billeder, fitness-funktioner og meget andet og har haft strøm tilovers hver gang. Jeg bruger mange apps (og har mange apps installeret). Jeg regner med at skulle oplade den en gang om dagen, hvis jeg skal være sikker på, at den ikke løber tør dagen efter. Hvis jeg brugte den lidt mere forsigtigt, ville den sagtens kunne holde i et par dage eller tre.

@Martin Wolsing: Point taken! Gennem min research var jeg netop også stødt på DisplayMate Technologies' gennemgang. Jeg har præciseret, at det er LCD, der er tale om, og ikke OLED. Og så glæder jeg mig til at læse din egen dom på iPhoneguide :)

@Dennis Krøger: De er faktisk taget fra præcis samme sted og højde - linsen på iPhone 5 har dog mere forvrægning og fanger derfor sollyset. Det kunne man selvfølgelig have taget højde for ved at sænke begge en smule.

Mvh
Christian, Version2

  • 7
  • 0
Dennis Krøger
  • 0
  • 1
Henrik Mikael Kristensen

Det burde have den omvendte virkning, at billedet bliver mørkere, hvis solen er mere til stede i billedet.

Billedsammenligningen ligner mere at iPhone 6 kameraet simpelthen bedre kan håndtere, når man peger det mod solen, samt at detaljegraden i de mørke områder er bibeholdt fra iPhone 5 billedet.

Det tyder på at iPhone 6 kameraet har et større dynamikområde.

  • 0
  • 1
Nick Hadsund

Jeg kan varmt anbefale LG G3 da jeg har haft den i et stykke tid nu og er meget tilfreds med den.

Man kan købe den i ELgiganten for omkring 3500,- hvilket er markant billigere end hvad en iphone 6 koster. Desuden så er der i forhold til CPU en 2,5 GHZ/Quard-core processor i. 13 MP kamera med et hav af redigerings muligheder som kan overraske mange med laser fokus (hurtigere fokus). 3000 mAh hvilket er super nice og gør at den selv efter længere tid holder utrolig godt på strømmen. Da man selv kan skifte batteri og Micro SD, så ved jeg at man kan købe et nyt 3000 mAh batteri over ebay for 41,- inkl. fragt og en 32 GB MicroSD for 45,-. Mulighederne er mange og skærmopløsningen er helt fantastik. 5,5" Quad HD (2560 x 1440).

Jeg ved at det lyder som en salgstale, men det er kun for at fortælle, hvor god LG G3 virkelig er i forhold til Apples produkter og pris. Kvantitet og kvalitet burde være vist ud fra prisen, men andre gange betaler man meget mere for mærket, end det produkt man får.

  • 5
  • 1
Peter Kyllesbeck

@Dennis Krøger: De er faktisk taget fra præcis samme sted og højde - linsen på iPhone 5 har dog mere forvrægning og fanger derfor sollyset. Det kunne man selvfølgelig have taget højde for ved at sænke begge en smule.

Du har vist ret. Det er nok skyen der har flyttet sig en smule. My bad, skulle nok have brugt noget mere stillestående til at sammenligne :)


Læg mærke til græsplænen i forgrunden. Der er tydeligt, at skygger/lysstriber er beskåret i underkant på iPhone5-fotoet. Altså har iPhone5 været løftet i forhold til iPhone6.

@Henrik Mikael Kristensen

Det burde have den omvendte virkning, at billedet bliver mørkere, hvis solen er mere til stede i billedet.

Det kommer jo an på, hvor i billedet lysmålingen foregår, og metoden (center/gennemsnit/punkt etc). iPhone5-fotoet er tydeligt overbelyst (tagfladen til højre).

  • 0
  • 1
Sune Foldager

Jeg ved at det lyder som en salgstale, men det er kun for at fortælle, hvor god LG G3 virkelig er i forhold til Apples produkter og pris. Kvantitet og kvalitet burde være vist ud fra prisen, men andre gange betaler man meget mere for mærket, end det produkt man får.

Ja, det gør man, men man betaler også for andre ting du ikke kommer ind på i din spec-opremsning: styresystem og generel brugeroplevelse. Det er nok det de fleste går op i, og så design. Ikke så meget om det er en dual eller quad core, 32 eller 64 bit, 4+2 kerne design etc.

  • 4
  • 4
Michael Petersen

Batterilevetiden er op til 10 eller 16 dage i standby og 14 eller 24 timers tale med 3G for 6 og 6 Plus.

Jeg kan ikke se præcis hvad der menes her. Jeg tvivler på at en iphone kan holde strøm i 10/16 DAGE. Men på den anden side virker det for lidt hvis man skifter dage ud med timer.

Hvad kan iphone6 klare på batteri siden?

  • 0
  • 1
Anders Reinhardt Hansen

"The display on the iPhone 6 is none-the-less still a Very Good display, and most buyers will be happy with its performance, but it’s somewhat disappointing that Apple went for satisfactory as opposed to the best."

Det er præcis pointen, skærmen har en marginalt bedre opløsning end Nexus 4, som er en 2 år gammel telefon. Eller sammenlign med Moto G som er en 1 år gammel telefon men som koster ca 1000-1200,- (mellem en 4.del og en 5. del af iPhone6) http://en.wikipedia.org/wiki/Moto_G

  • 3
  • 1
Ib Erik Söderblom

har tilsyneladende små hænder...???

Jeg er tidligere stødt på mænd, som fravalgte Samsung S4 (efter en prøvetid), alene med det argument, at deres hænder var for små til behagelig betjening.

LG G3 med den fantastisk veltænkte bagside-betjening kunne være et alternativ.
Knapper hører ikke til på kanterne af en telefon !

Burde kvinderne blive betænkelige over mængden af mænd med små hænder ?

  • 0
  • 1
Jørgen Ramskov

Det er præcis pointen, skærmen har en marginalt bedre opløsning end Nexus 4, som er en 2 år gammel telefon. Eller sammenlign med Moto G som er en 1 år gammel telefon men som koster ca 1000-1200,- (mellem en 4.del og en 5. del af iPhone6) http://en.wikipedia.org/wiki/Moto_G

Bemærk: Jeg skal ikke kommentere på kvaliteten af skærmen i iPhone 6 da jeg ikke har haft den i hånden!

Men husk at skærmopløsning er ikke alt, der er mange andre faktorer der spiller ind. På samme måde som flere Ghz eller flere MPixels ikke nødvendigvis er bedre. Jeg har en HTC One (m7) lige nu og ingen tvivl om at den har en lækker skærm og har en højere opløsning end iPhone 6 men udenfor i dagslys er den ikke specielt god, den bliver faktisk slået på det punkt af iPhone 4S. Efter hvad jeg har læst gør iPhone 6 det ganske godt på det punkt.

Mit komplet ukvalificerede bud er at Apple har vurderet at den opløsning de har valgt er "god nok" og det er en balance de sikkert har nøje overvejet. En skærm med højere opløsning kræver mere af resten af systemet og bruger dermed også mere batteri.

Jeg er desuden enig med Sune Foldager. Det er "hele pakken" man skal vurdere, inkl. OS'et osv. Jeg finder de tekniske detaljer interessante men er grundlæggende ligeglad med dem, det drejer sig om hvor godt telefonen fungerer i det daglige for mig personligt. Hvis man kigger på f.eks. Anandtechs foreløbige tests (http://anandtech.com/show/8559/iphone-6-and-iphone-6-plus-preliminary-re...) vil man se at iPhone 5S stadigt ligger i toppen i mange tests mht. performance og LG's G3 er f.eks. langt bagefter selvom den har en 2.5Ghz quad-core CPU. Dermed ikke sagt at G3 er en dårlig telefon, tværtimod tror jeg det er en ganske udmærket telefon, især til prisen.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize