Anmeldelse af HTC Flyer: Pennen er et hit

Version2 har testet HTC's nye 7 tommer tavle-pc, som kommer på markedet i Danmark i denne uge. Det er stadig et dyrt stykke legetøj, men den særlige pen åbner nye muligheder.

HTC sender i denne uge selskabets første Android-baserede tavle-pc, HTC Flyer, på markedet i Danmark. Version 2 har testet den, og selvom en tavle-pc for mange brugere stadig blot er et legetøj, så har HTC et es i ærmet med den medfølgende digitizer-pen.

Det første åbenlyse indtryk er, at HTC Flyer er betydeligt mindre end den berømte elefant i lokalet, iPad. Arealmæssigt er den omtrent halvt så stor som Apples tavle-pc'er. Derfor er det heller ikke fuldstændig fair at sammenligne HTC Flyer direkte med eksempelvis iPad 2. I stedet placerer HTC Flyer sig i samme kategori som Samsung Galaxy Tab og til dels også Dells Streak.

Størrelsen er unægtelig mere handy end de større tavle-pc'er. Når man først har set en turist tage feriebilleder med en iPad 2, så virker Apples produkt pludselig ikke længere så sexet. Det er dog ikke, fordi HTC Flyer er et elegant kamera, for det kræver to hænder at holde den stabilt. Så når man skal fokusere på sit motiv, så skal man balancere enheden i én hånd, klikke på sit motiv, tage fat med den anden hånd for at holde enheden stille, og klikke på udløseren.

Kameraet til fotos er formelt på 5 megapixel, men kvaliteten er ikke mere imponerende, end hvad man finder i HTC's mobiltelefoner. Faktisk afslører den større skærm blot, at man ikke skal forvente fantastiske billeder.

Til gengæld kan man noget på HTC Flyer, som man ikke kan på de andre tavle-pc'er af den nye generation. Man kan nemlig tegne på sine fotos med en speciel pen.

Det er reelt set et gammelt trick, som HTC har støvet af fra PDA-dagene, og pennen har også været fast inventar på tavle-pc'er siden 2001. Men selvom den på de rutinerede brugere derfor kan virke lidt gammeldags, så er pennen nok et af de bedste kort, som HTC har på hånden med Flyer.

Pennen er en aktiv stylus med eget batteri ligesom mange kender det fra digitizere eller tegneplader. Det betyder også, at skærmen kan skelne mellem input fra berøringer og input fra pennen.

Det dårlige ved den løsning er, at man ikke kan klikke på knapper eller interagere med applikationer med pennen. Den er kun beregnet som skrive- og tegneredskab. Det gode er, at tegneprogrammet kan koncentrere sig om pennen og ignorere, at man støtter håndfladen på skærmen.

Pennen aktiveres ved at røre en særlig softkey i kanten af skærmen med spidsen af pennen, hvorefter man får en menu frem, hvor man kan indstille type, farve og tykkelse. Umiddelbart kan man dog kun vælge mellem otte forskellige farver, og det begrænser kreativiteten i længden.

Illustration: Jesper Stein Sandal

HTC har ikke inkluderet et decideret tegneprogram, hvilket virker lidt besynderligt i betragtning af, at pennen er et af de punkter, hvor Flyer kan skille sig ud. Man kan dog aktivere pennen i de fleste applikationer. I Google Earth kan man eksempelvis tegne oven på det kort, man har fremme. Det sker i et selvstændigt gennemsigtigt lag, så man interagerer ikke med selve applikationen, men kun med skærmbilledet. Når man gemmer tegningen, bliver den gemt sammen med skærmbilledet.

Pennen kan naturligvis også bruges til at skrive noter med. Med den mindste håndskrift, som giver et læsbart resultat, kan man dog maksimalt skrive fire til fem ord i bredden på notesblokken. Hastigheden er nogenlunde, og det går ikke langsommere end tofingersystemet på skærmens tastatur.

Man skal dog ikke forvente, at resultatet bliver skønskrift. Det fungerer til en hurtig huskeliste, men da der ikke er indbygget håndskriftsgenkendelse, så forbliver teksten i billedform. Man kan dog kombinere de håndskrevne noter med for eksempel cloudtjenesten Evernote og sin kalender, og man kan også sende den som en billedfil via e-mail.

Design

HTC Flyer har givet selskabets designafdeling mere plads at arbejde på, og det er faldet særdeles heldigt ud. Grundlinjerne er ganske vist de samme bløde former, som også dominerer Apples design for både iPad 2 og Macbook Air. Men der er et par detaljer, som får Flyer til at skille sig ud.

Læs også: HTC Flyer

I stedet for at kanten flugter med skærmen hele vejen rundt, så har top og bund fået en ekstra drejning væk fra skærmen, så man får en lille ekstra kant. Det giver et godt greb om Flyer, når man holder den horisontalt. Faktisk fungerer det så godt, at det er lidt underligt, at HTC ikke har valgt at lade den fremhævede kant løbe hele vejen rundt.

Illustration: Jesper Stein Sandal

Selve skallen er fremstillet i aluminium og hvid plastik. Bagsiden er udformet på en måde, så Flyer får en kant at hvile på sammen med det fremhævede kamera, og det er beregnet til at gøre tavle-pc'en stabil, når den ligger på et bord.

Et andet fint designvalg er, at når man skifter mellem horisontal og vertikal orientering af skærmen, så aktiveres menuknapperne i kanten af skærmen, så man i begge visninger har knapperne siddende i bunden.

Men HTC Flyer er trods det fine design ikke en fornøjelse at sidde med i længere tid. Ligesom andre 7-tommer-tavle-pc'er, så er den beregnet til at blive holdt i én hånd, men det er svært at finde en god måde at holde Flyer på, mens man eksempelvis spiller spil.

Det skyldes især vægten, som ganske vist lyder på blot 420 gram, men i længden er det trættende, når hele vægten bæres af tommelfingeren. En stor del af vægten skyldes batterierne. Desværre skal man ikke forvente, at de 420 gram resulterer i lang batteritid.

Batteritiden er ved normalt brug nogenlunde sammenligneligt med en smartphone, og det er dels skærmen og dels WiFi, der sluger strøm. Hvis man bruger Flyer til spil, så kommer batteritiden ned i nærheden af fire til seks timer.

HTC har valgt at bruge en variant af Micro USB som tilslutning for både data og opladning, men stikket har en lidt anden udformning, end de stik, der bruges til mobiltelefoner. Det betyder, at man kan slutte en normal Micro USB-oplader til Flyer for at oplade den, men man kan ikke slutte sin mobiltelefon til den oplader, der følger med Flyer.

Det skyldes, at Flyer'ens oplader leverer 9 volt og 1,67 ampere, mens en normal mobiltelefonoplader leverer 5 volt og 1 ampere. Hvis man sætter Flyer til opladning med en normal mobiltelefonoplader, så vil man også opleve, at opladningen tager urimelig lang tid.

Brugeroplevelsen

7 tommer er en rigtig fin skærmstørrelse. Den er næsten perfekt til afvikling af spil, og de fleste Android-spil, som vi testede, fungerede rigtig godt på den større skærm. Skærmen er også stor nok til at klare de fleste hjemmesider, men ind i mellem støder man på det sædvanlige problem med touch-navigation på websteder, hvor links ligger så tæt, at man ikke kan ramme præcist.

HTC har lavet en særlig version af selskabets tilpasning af Android-brugerfladen kaldet HTC Sense. Det er en smagssag, om man bryder sig om HTC Sense, som meget lægger op til brugen af widgets på startskærmen. Umiddelbart savner man lette måder til eksempelvis at slå lyden fra.

HTC har i denne version udbygget HTC Sense med muligheden for at lægge sine favoritapplikationer på den skærm, man får vist, når Flyer skal låses op. Man kan trække applikationerne ned til en ring, hvorefter applikationerne starter direkte op.

Kameraet i Flyer tager ikke fantastiske billeder, hvis man ser på farvedybde og farvegengivelse, men til gengæld fungerer autofokus-funktionen faktisk udmærket til, at man kan tage makrobilleder.

Samsung Galaxy Tab, som er den mest oplagte direkte sammenligning for HTC Flyer, havde en lidt besynderlig funktion, nemlig muligheden for at foretage telefonopkald. Det har HTC helt fravalgt i Flyer, som i stedet er en ren internetenhed. Det virker umiddelbart som et fornuftigt valg, for det er svært at se en 7 tommer tavle-pc som en erstatning for en mobiltelefon. Og størrelsen på Galaxy Tab betød også, at hvis man ikke brugte et headset, så man temmelig komisk ud, når man forsøgte at bruge den som telefon.

Teknikken

I modsætning til mange andre mobilskærme, så fungerer Flyer fint selv i direkte sollys, selvom kontrasten falder, og strømforbruget stiger, når baggrundsbelysningen bliver øget.

Vi testede den store version af HTC Flyer med 32 gigabyte indbygget lagerplads og både 3G og Wifi, som på det danske marked har en vejledende udsalgspris på 4.825 kroner inklusive moms. Den lille version med kun Wifi og 16 gigabyte lagerplads koster 3.715 kroner ifølge HTC.

Processoren er en sag på 1,5 gigahertz med en enkelt kerne. Umiddelbart virker hastigheden fin, og det er kun forsinkelsen på at hente data ned, der sætter begrænsninger i eksempelvis Google Earth. Med 1 gigabyte hukommelse er der heller ikke en umiddelbar flaskehals, selvom Android-systemet optager en solid bid af hukommelsen.

Android findes i den særlige Android 3.0 eller Honeycomb specielt til tavle-pc'er. HTC har imidlertid valgt at bruge Android 2.3, og det virker som et klogt valg. For ganske vist betyder det, at HTC selv har skullet lave tilpasningerne af brugerfladen til den større skærm, men Android 2.3 er betydeligt mere stabil end Android 3.0. Formentligt vil HTC Flyer senere kunne opgraderes til tavle-versionerne af Android, når HTC er klar.

Køb eller lad være?

Android-tavle-pc'erne begynder at nærme sig et niveau, hvor vi er nået forbi de første forsøg, hvor produkterne blot skulle ud af døren hurtigt for at markere sig over for Apples iPad. Lige nu er markedet delt i to kategorier: Skærmstørrelser på 5-7 tommer og skærmstørrelser fra cirka 9 tommer og opefter.

Forskellen er i praksis énhånds- og tohånds-tavle-pc'er. Derfor kan man ikke direkte sammenligne HTC Flyer med iPad, for den lille skærm gør det svært at skrive på skærmtastaturet. Til gengæld er størrelsen mere håndterlig, og hvis det ikke var for vægten, ville HTC Flyer være en handy lille underholdningsenhed til én person.

Efter at have testet HTC Flyer, så er det klart oplevelsen af spil på tavle-pc'en, hvor den vinder flest point. Men prisen er temmelig høj for en håndholdt spilkonsol. Oplevelsen af at browse er fin nok, teksten er til at læse, og de fleste websteder kan bruges, som man ville gøre det på en pc. Og en tavle-pc er fin til lige at slå noget op.

HTC har med HTC Flyer en ekstra gimmick i ærmet, nemlig pennen. Der vil helt sikkert være brugere, som i forvejen elsker konceptet med Evernote og vil kunne bruge Flyer til at tage notater med billeder, lyd, tegninger og både håndskreven og maskinskreven tekst. Men ligesom med eksempelvis Microsofts OneNote fra de sidste to udgaver af Microsoft Office, så kræver det en særlig arbejdsproces.

Så hvis man vil have fuldt udbytte af HTC Flyer, så kræver det dels lidt fantasi og dels lidt tålmodighed med at lære at bruge nye værktøjer. Det havde hjulpet, hvis HTC havde inkluderet nogle flere applikationer, som udnyttede pennen. Det kunne have været et decideret tegneprogram, eller et program med indbygget tekstgenkendelse af håndskrift.

En tavle-pc er enhed nummer tre for de fleste brugere efter mobiltelefonen og pc'en. Medmindre man udelukkende forbruger indhold, så kan en tavle-pc ikke erstatte en pc, fordi det stadig er for besværligt at bruge tastaturet til længere tekster, og fordi touchbrugerfladen er for langsom og upræcis til andet end basal navigation.

Som enhed nummer tre er HTC Flyer imidlertid et godt produkt, som virker mere færdigt, end det har været tilfældet med andre Android-tavle-pc'er. Men medmindre man har en konkret arbejdssituation, hvor en tavle-pc er mere bekvem end en mobiltelefon eller en pc, så er det stadig svært at retfærdiggøre den forholdsvis dyre investering i det, der meget hurtig bliver mere legetøj end seriøst arbejdsredskab.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere