Anklaget dansker i CSC-sag er selvlært sikkerhedsekspert

For første gang i danmarkshistoriens største hackersag udtaler den unge tiltalte dansker sig. Anklager har fokuseret på danskerens it-evner og hackerfaringer og forsøgt at kæde ham sammen med medtiltalte Gottfrid Svarthom Warg.

21-årige JT er for første gang i vidnestolen i sagen om hacking af CSC, hvor han er tiltalt sammen med den svenske Pirate Bay-grundlægger Gottfrid Svartholm Warg.

Den unge dansker har ingen it-uddannelse, men er efter eget udsagn selvlært. Han har arbejdet som it-sikkerhedskonulent i Danmark og Australien. Og måden, han udfører sit arbejde på, har været under anklager Maria Cingarias lup denne formiddag.

JT fortæller, at han laver såkaldte penetrationstest for at afprøve sikkerheden på hjemmesider. Det går ud på, at man forsøger at finde sikkerhedshuller i en afgrænset del af systemet, forklarer JT.

»Vil det sige, at man leger hacker?« spørger anklager.

»Det kan man godt sige,« svarer den unge mand.

Vil ikke tale om andre

JT fortæller under afhøringen, at han har været i Cambodia. Her har han besøgt Niklas Femerstrand, som han første gang mødte i Gøteborg. Også Warg kender Femerstrand, og den forbindelse er anklageren interesseret i. Men JT vil ikke udtale sig om sit forhold til svenskeren.

»Jeg vil ikke udtale mig om andre end mig selv,« siger JT.

Til anklagerens spørgsmål om, hvorvidt JT har mødt Warg, svarer danskeren, at det er muligt.

»Men du vil ikke sige, om du kender ham?« spørger Maria Cingari.

»Jeg kan godt have set ham uden at kende ham,« svarer JT.

Både JT og Gottfrid Svartholm Warg risikerer seks års fængsel og nægter sig skydige. Afhøringen af JT fortsætter i dag, og Version2 er til stede i Retten på Frederiksberg.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere