Anklager om søgemanipulation mod Google går viralt - men holder ikke vand

En viral-video anklager søgegiganten for at fifle med søgeforslag til fordel for Hillary Clinton, men påstanden holder ikke vand, viser gennemgang.

Trafikken til det mindre mediesite SourceFed er så godt som eksploderet, siden mediet i en video torsdag anklagede Google for at manipulere søgemaskinen og begrave negative historier om den demokratiske præsidentkandidat, Hillary Clinton.

Videoen demonstrerer, hvordan en Google-bruger, der taster ‘Hillary Clinton in’ får foreslået ‘Hillary Clinton information’, mens en Yahoo-bruger får forslaget ‘Hillary Clinton indictment’. Det samme gør sig gældende for 'Hillary Clinton Crimes'. Noget, som sjovt nok har fået antallet af søgninger på Hillary Clinton i denne måned til at stige til det højeste nogensinde.

Læs også: SEO-guru Brian Dean: Du skal kunne levere varen, hvis du vil til tops i Googles søgeresultater

Opdagelsen får SourceFed, der primært laver video-nyheder til unge medieforbrugere, til at pege fingre af søgegiganten med kommentaren: »Det er dybt uetisk og forkert.«

I en opfølgende video udtrykker manden bag historien - Matt Liebermann - mild overraskelse over, hvor meget opmærksomhed anklagen har fået. Og begynder samtidig forsigtigt at trække i land.

Læs også: Google står til historisk milliardbøde ved EU-domstolen

I et svar på anklagen, som blandt andre The Washington Times har bragt, har Google nemlig forklaret, at SourceFed har misforstået, hvordan Google Autocomplete, der foreslår søgetermer, mens du taster, fungerer.

»Vores Autocomplete-algoritme vil ikke vise et forslag til en forespørgsel, der er stødende eller nedsættende, når de sammensættes med en persons navn,« lyder det fra it-kæmpen.

Læs også: Google står til historisk milliardbøde ved EU-domstolen

Auto complete er generelt et udtryk for de mest populære søgetermer. Men i dette tilfælde er det altså ikke et spørgsmål om, hvor mange der søger på ‘Hillary Clinton Crimes’, men et spørgsmål om et generelt filter, som gør, at søgemaskinen ikke foreslår de negative søgninger - her 'crimes' - sammen med personnavne, forklarer Google.

Google vil ikke foreslå, at personer er kriminelle i søgbaren - hverken for kendisser under mistanke eller reelle dømte kriminelle, viser Snopes.com. Illustration: Snope.com

En simpel test - som blandt andre myte-tester-sitet Snopes.com har udført - viser, at dette også falder til fordel for andre kandidater som Donald Trump og Bernie Sanders. En bruger, der taster ‘Donald Trump sex’ på Google vil dermed ikke få foreslået fortsættelsen Sexual Assault eller Sexist, som det er tilfældet på Yahoo og Bing. Ligeledes vil Google - modsat Yahoo - ikke foreslå, at 'Bernie Sanders sex scandal' hvis der tastes ‘Bernie Sanders sex’.

Læs også: Google vil straffe bloggere for betalte links

Omvendt er ordet 'indictment' tilsyneladende ikke på listen over søgeord, som Google ikke foreslår. Når det alligevel ikke dukker op, er det som følge af, hvordan folk søger, forklarer Matt Cutts fra Googles webspam-hold. Brugere har tendens til kun at bruge et af Hillary Clintons navne, hvilket igen påvirker autocomplete-algoritmen, som baseres på populære søgninger. Således vil brugere, der taster 'Hillary in', stadig få foreslået 'Hillary Indictment'.

Som Wired tidligere har beskrevet, har Googles søgeresultater potentielt en kæmpe indflydelse på tvivlere ved det kommende amerikanske præsidentvalg. Her er der dog tale om specifik rangering af de resultater, søgningen giver, hvilket er en ualmindelig kompliceret proces for sig.

Helt fri for negative forslag er Google Autocomplete-algoritmen dog ikke. For eksempel vil indtastningen ‘Hillary Clinton wit’ blandt andet lede til forslaget ‘hillary clinton witch illuminati’.

Opdateret 16:00 med flere detaljer om Google Autocomplete.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Benjamin Kristensen

Ja for ‘Hillary Clinton inditement’ er meget mere stødende end 'Donald Trumph racist'.

Desuden er det sidste eksempel med ‘Hillary Clinton wit’ somewhat ligegyldigt, for der er ingen god grund til at manipulere den søgning. Det er jo ikke "ægte" information som folk søger på og derfor påvirker valgkampen. Hvorimod de andre eksempler i SourceFed videoen alle er ting som er meget oppe i medierne og helt klart påvirker valgkampen.

  • 0
  • 0
#2 Magnus Boye Editor

Hej Benjamin. Jeg har opdateret artiklen med en bedre forklaring på, hvorfor Indictment ikke foreslås efter 'Hillary Clinton in'. Det handler kort sagt om, at Autocompletes-algoritme baserer sig på populære søgninger - og brugere tenderer tilsyneladende til at bruge kun fornavn. Taster man 'Hillary in' foreslår Google gerne indictment. Derimod er ordet 'crimes' på den røde liste over ord, som Google ikke vil foreslå. Mvh.

  • 2
  • 0
#3 Benjamin Kristensen

Hey godt arbejde! Det ser ud til at du har gravet lidt i det, det er godt at se :)

Nu er det jo ikke dig der skal stå på mål for det, men hvordan kan det være at (Som vist i SourceFed videoen) nogle af de søgninger der dukker op ifølge Googles egne statistikker har meget få søgninger, mens mere relevante resultater som e.g. ‘Hillary Clinton inditement’ er højt på antallet af søgninger sammenligneligt, men stadig ikke dukker op som auto complete forslag? (Source: https://youtu.be/PFxFRqNmXKg?t=176) Så den der med at brugere søger på fornavnet holder altså ikke helt...

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere