Ankenævn: Nets skal sænke dankortgebyr på nettet med det samme

Fra den 16. juli bliver det billigere at bruge dankortet på nettet. Konkurrerenceankenævnet har underkendt Nets, som ville fortsætte med de gamle priser, indtil sagen var afgjort.

Prisen for at shoppe på nettet falder en smule, for gebyret for at bruge dankort på nettet bliver nu tvunget ned af Konkurrenceankenævnet. Det skriver Ritzau, ifølge Pol.dk.

Nets, der driver dankort-systemet, har siden 2008 taget for høje gebyrer, lød det i november 2012 fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som pålagde Nets at sænke prisen til under 1,20 pr. transaktion i gennemsnit. Den afgørelse ankede Nets til Konkurrenceankenævnet, og kørte videre med de gamle priser, men den går altså ikke.

Læs også: Nets taber gebyrstrid om Dankort: Netbutikker kan få 200 millioner kroner retur

Fra på tirsdag den 16. juli skal Nets sænke gebyrerne til mellem 70 øre og 1,39 kroner, afhængigt af transaktionens størrelse, har ankenævnet nu afgjort. Det svarer til en sænkelse på 36 procent.

Sagen om for høje dankortgebyrer har fået webbutikkernes brancheorganisation FDIH til at anlægge sag mod Nets, med krav om tilbagebetaling af op til 200 millioner kroner.

Læs også: FDIH kræver 200 millioner kroner tilbage fra Nets efter for høje dankortgebyrer

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (10)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Anders Jelnes

FDIH påtænker jo at kræve 200 mio. tilbage fra NETS vil rygterne vide, men hvordan opgøres det beløb, og hvad gør vi så lige ved alle de kunder der har fået pålagt gebyret fra NETS af butikken de handlede i?

Er det i virkeligheden ikke en bedre løsning at bede NETS nedjustere gebyrerne i en periode svarende til at det for meget opkrævede godtgøres, for derefter at hæve gebyrerne til det nu engang fastsatte?

Pointen er at slutkunden vel er den der i sidste ende har betalt festen, så hvorfor skal butikkerne have kundernes del af kagen?

Vel er der butikker der ikke har krævet gebyr for kortbetalinger, men som anført i tidligere artikler her på sitet må man i overvejende grad antage at dette så er indregnet i prisen for varen...

Hvem har gjort FDIH til kundernes inkassator?

Er der noget jeg overser eller misforstår her?

  • 8
  • 0
#2 Deleted User

Er der noget jeg overser eller misforstår her?

Du overser tilsyneladende at de fleste butikker ikke udspecificerer gebyret og de derfor selv betaler gebyret til Nets.

At man så kan sige at butikken så nok har lagt begyret oveni vareprisen hvis det ikke er udspecificeret er så en anden diskusion.

Mon ikke også det er de færreste som vil have de 50 øre pr. transaktion tilbage og mon ikke dette ville give en noget uoverskuelig mængde administration.

Jeg skænker i hvert fald gerne de 50 ørere som jeg igennem tiderne har betalt for meget til de butikker jeg har handlet med.

Jeg regner så også med at gebyret falder hos dem som opkræver det separat så jeg i fremtiden ikke skal betale mere end de skal.

  • 1
  • 2
#3 Anders Jelnes

Hmmm Jeg mener nu ikke jeg med sætningen "må man i overvejende grad antage at dette så er indregnet i prisen for varen..." kan siges at overse at nogle butikker vælger ikke at udspecificere gebyret.

Iøvrigt vil jeg slet ikke udtale mig om hvorvidt "de fleste butikker" vælger at udspecificere gebyret eller ej... det er fakta jeg ikke kender, gør du?

Personligt har jeg oftere handlet i butikker der kræver gebyr for kortbetaling end ikke. Nu er mit forbrugsmønster på nettet så heller ikke hvad man betegne som statistisk retvisende :-)

Mængden af administration ville jo netop ikke være uoverskuelig hvis man valgte at sætte gebyret ekstra ned i en periode.

Kan være du er villig til at skænke de 50 øre eller hvor meget det nu bliver du igennem tiderne har betalt for meget, men det er så dit valg... ikke mit. Så kan vi jo spørge hvem der har retten til at afgøre for alle andre slutkunder end dig og mig ;-)

Rent principielt ringer klokken ikke rent i mine ører når en forening på vegne af en anden gruppe end deres egne medlemmer ønsker at inddrive hvad der i bedste fald for deres vedkommende kun delvis kan være deres retmæssigt, vel at mærke ønsker at inddrive til deres egne medlemmer, som jeg har opfattet sagsoplægget refereret i medierne.

  • 4
  • 0
#4 mikkel Holm

Anders Jelnes: "Mængden af administration ville jo netop ikke være uoverskuelig hvis man valgte at sætte gebyret ekstra ned i en periode."

Du vil stadig ikke lave en retmæssig fordeling af de penge man har til gode. Det afhænger af om man køber og vedbliver det samme købemønster som tidligere. Den holder altså ikke ;)

De må gerne få min 5'er. Så små sko går jeg nu heller ikke i :P

  • 1
  • 4
#5 Nicolai Rasmussen

De må gerne få min 5'er. Så små sko går jeg nu heller ikke i :P

Med 200.000.000 kr bliver det da snare 40 kr hvis det var ligeligt fordelt mellem alle fra vugge til grav. Så for mig er det nok snarere 100kr. Jeg mener ikke det er forbrugerne der har begået grådighed, så af principielle årsager må de for min skyld gerne ansætte 25 akutjob til at administrere udbetalingen til forbrugerne - ikke til en forening.

  • 3
  • 0
#6 Finn Christensen

Rent principielt ringer klokken ikke rent i mine ører når en forening på vegne af en anden gruppe end deres egne medlemmer ønsker at inddrive...

Nej Anders og du har ret i at der er urenheder. Tror det hele bunder i juridisk skoleridt, da det er et Nets vs FDIH problem og ikke Nets vs borger problem. FDIH har rejst sagen for nævnet og FDIH rejser kommende retssag.

Alternativt er at borgerne rejser sagen som fælles søgsmål - det er ikke sket.

Du og jeg som borger har kun den vanlige rolle, at vi betaler hele gildet. For FDIH, Nets og samtlige led i kontrol-, klage- og retssystemet.

Nets (bankerne) selvbestaltede seddeltrykkeri kommer frem i lyset, og grådigheden fik en på tuden.

Vores konkurrenceorganer tog sig endeligt sammen og fandt ud af deres formål her i livet samt udførte deres pålagte funktion.. ikke ringe med to gode nyheder.

  • 3
  • 0
#7 Carsten Gehling

Jeg synes denne sag belyser noget, der er langt mere interessant end nogle sølle millioner kroner. ;-)

Er det ikke på tide at ophæve Nets' monopol på håndtering af Dankortet? Så ville vi helt naturligt få sænket gebyrerne.

/ Carsten

  • 5
  • 0
#8 Gert Madsen

Tjah, du kan jo se på hvad det koster at bruge Master/Visa-kort. Det er bestemt ikke noget at stræbe efter. - For forbrugerne altså. Bankerne gør hvad de kan for pushe kreditkort ud. Det gjorde de ikke hvis de kunne tjene mere på Dankortet.

Reel konkurrence vil bringe gebyrerne ned, ja. Der findes bare ikke reel konkurrence på det område. Så i det tilfælde er det bedre med et overvåget monopol.

  • 0
  • 0
#10 Finn Christensen

... at det ikke diskuteres, at Nets har begået ulovligheder i fem år! Forventer vi bare, at et monopol bruges sådan?...

Vi havde engang et Monopoltilsyn, men tilsyn blev erstattet med en styrelse, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som fik et blandet indhold af opgaver men antagelig ikke væsentlige ressourcer. Siden da har det her væsen været fjernt, søvnigt og lamt efter min opfattelse...

Det fjerne ses jo i sagen her; gebyr der siden 2008 har været for høje. Hele fire år efter 'toget kørte af sporet', så handler man endeligt via afgørelsen ultimo 2012 - fint nok, men 2-3 år for langsomt., og uret tikker endnu i ankesystemet.

Jeg kan ikke se formålet med en struktur og opbygning, der næsten ligner noget Franz Kafka har planlagt en meget dårlig dag.

Der er jo også både Forbrugerombudsmanden, Konkurrencerådet mfl. der hver kører deres løb, se her... http://www.kfst.dk/om-os/raad-og-naevn/ ... og de lidt underlige afgrænsninger ses her... http://www.kfst.dk/forbrugerforhold/forbrugerlove/

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere