Anholdt for hack med millionudbytte mod flere pengeautomater i Danmark

Flere russere er blevet anholdt i København for at have stjålet penge fra hæveautomater.

Fire russere er blevet anholdt i Jernbanegade midt i København. De sigtes for at have hacket danske pengeautomater, så kontanterne er sprøjtet ud af maskinerne, skriver Ekstra Bladet.

Russerne sættes i forbindelse med tre tyverier med et samlet udbytte på 1.424.000 kr.

Russerne fremstilles i dag i Københavns dommervagt, sigtet for databedrageri. De kræves varetægtsfængslet, men deres stillingtagen til sigtelsen kendes endnu ikke.

Ekstra Bladet fortæller videre, at en pengeautomat på Amagerbrogade 23. september blev tømt for 608.000 kroner, og at to andre automater på Englandsvej og Kongelundsvej også er blevet forsøgt hacket. I disse to tilfælde er forsøgene mislykket af ukendte årsager.

Politiet mener også, at russerne står bag to kup i Sønderjylland og Nordjylland siden 31. august, hvor det lykkedes at få automater til at udbetale 500.000 og 316.000 kr.

Termisk værktøj

Angrebsmetoden mod automaterne er ikke helt klarlagt endnu, oplyser Ekstra Bladet. Der skulle dog være tale om, at russerne har anvendt et termisk skæreværktøj til at skære et firkantet hul på cirka 10-20 centimeter ved siden af tastaturet på automaterne.

Via hullet har de fået adgang til elektronikken, hvorefter de har været i stand til at forbinde ledningerne til en mobiltelefon eller en bærbar pc, oplyser mediet.

Politiets formodning er, at russerne har samarbejdet med ukendte hackere, som har været i stand til at beordre kontantautomaten til at udbetale penge i en lind strøm.

Ekstra Bladet bemærker, at sikkerhedsfirmaet Kaspersky tidligere har advaret om metoden, som har været anvendt i Rusland og rundt om i Europa. Og som vi også har omtalt her på Version2.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere