Angreb på danske netbanker tages op i EU

Dansk EU-parlamentariker vil have Europa-Kommissionen til at inddrage den danske netbank-sag i arbejdet med nye regler for databeskyttelse.

Sagen om de 8000 danskere, der fik lukket deres netbank efter et angreb fra russiske hackere, bliver nu en politisk sag i Europa-Kommissionen.

Det sker på baggrund af den danske europaparlamentariker Christel Schaldemose (S), som i en henvendelse til Europa-Kommissionen nu opfordrer til, at angrebet på de danske banker kommer til at indgå i arbejdet med nye EU-regler for databeskyttelse.

Kommissionens næstformand Jacques Barrot, der også har ansvaret for retlige anliggender, frihed og sikkerhed, meddelte netop i går i forbindelse med den internationale databeskyttelsesdag, at EU's regler for databeskyttelse trænger til en opdatering. Reglerne stammer i store træk fra 1995 og er tidligere blevet kritiseret for ikke at tage tilstrækkeligt hensyn til den eksplosive vækst i vores brug af internettet.

I den forbindelse er det kun oplagt at inddrage den aktuelle sag om de danske netbanker og de 8000 brugere, der blev ramt af angrebet fra de russiske hackere, lyder det nu fra Christel Schaldemose.

»Vi har efterhånden oplevet flere angreb mod europæiske lande fra russiske hackere, og derfor bør vi i EU tage det langt mere alvorligt end det er tilfældet i dag,« siger Christel Schaldemose og efterlyser en indsats på to områder.

»Dels skal vi have forbedret sikkerheden og oplyst borgerne bedre om deres rettigheder og muligheder for databeskyttelse. Men derudover skal vi også overveje, om det ikke er ved at være tid for EU at tage fat i de lidt hårdere værktøjer og gøre det helt klar for de russiske myndigheder, at vi forventer en bedre indsats i forhold til at mindske angrebene fra russiske hackere,« siger Christel Schaldemose og peger direkte på økonomiske krav og handelsaftaler som mulige redskaber til at presse de russiske myndigheder.

Den danske EU-politiker understreger samtidig, at man i fremtiden bør være langt hurtigere til at opdatere databeskyttelsesreglerne end man har været hidtil.

»Vores brug af netbank, Facebook og andre tjenester er eksploderet. Men skal borgerne have tillid til nettet, skal vi dels sikre en ordentligt adfærd hos virksomhederne og samtidig kunne garantere borgerne den bedst mulige sikkerhed,« siger Christel Schaldemose.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere