Angreb på amerikanske sygehuse: Over 31.000 patienters data lækket
Flere sygehuse i USA er ramt af et cyberangreb, hvor ondsindede hackere har fået fat på flere tusinde patienters personfølsomme oplysninger.
Det skriver Zdnet.
Sygehusene er ramt gennem platformen CaptureRx, som er en lægemiddelrelateret administrativ tjeneste, og sammenlagt har hackerne tilgået mindst 31.832 patienters personlige oplysninger. Det fulde antal er dog ikke offentliggjort endnu, så derfor kan der være flere ofre.
De kriminelle har fået fat på patientjournalerne, herunder navne, fødselsdage, receptsinformationer og medicinske journalnumre. Det opdagede virksomheden bag CaptureRx sidste februar efter mistænkelig aktivitet i systemerne.
Ifølge Justin Fier, direktør for strategisk trusselsanalyse hos it-sikkerhedsvirksomheden Darktrace, er ransomware-hackere meget interesserede i at ramme sundhedssektoren. Der ligger ofte følsom persondata gemt, og så kan sygehuse ikke håndtere særlig meget nedetid.
Derfor ender datalæk fra sundhedssektoren ofte med en efterforskning fra den amerikanske regerings kontor for borgerrettigheder. Sidste år fik to sundhedsorganisationer i USA bøder på 1,5 og 1,04 millioner amerikanske dollars efter datalæk.
Mellem marts og april notificerede CaptureRx alle berørte virksomheder.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.