Millioner af Android-brugere har skiftet Googles og producenternes fortolkning af Android ud med open-source-alternativet CyanogenMod.
Men også her kan der være overraskelser. Det viser sig nemlig nu, at seneste CyanogenMod-version fik tilføjet en funktion, som gemte det mønster, brugeren låste telefonen op med. Det skriver Ars Technica.
Funktionen blev opdaget af CyanogenMod-udvikler Gabriel Castro, som er overrasket over, at ingen andre har opdaget problemet før. Det skriver han i en besked om logningen på CyanogenMod-projektets Github-side.
En enkelt kodelinje sørger for at gemme mønsteret lokalt i en log-fil, hvilket i sig selv ikke er katastrofalt, men generelt er dårlig praksis. Skulle en hacker bruger log-filen til noget, kræver det adgang til telefonens filer eller til en backup af telefon på en computer.
Logningen blev indført i august, vurderer Gabriel Castro, samtidigt med en forbedring af CyanogenMods login-med-mønster-funktion. Linjen kan slettes, uden problemer, eller laves om til en kommentar, skriver han.
Og fra officielt CyanogenMod-hold er en opdatering på vej, hvor funktionen bliver fjernet. Foreløbigt er den nået til nightly build-status.