Android-producenter strammer op: Lover Android-opdateringer i halvandet år

En ny aftale mellem Google og de store Android-producenter betyder, at der kommer regler for, hvor hurtigt og hvor længe man kan få opdateringer. Første udspil er en halvandets års garanti for opdateringer.

Købte man en HTC Hero i efteråret 2009, har man nok bandet en del over manglen på opdatering til den nyeste version af Android. Det tog sin tid, før version 1.5 Cupcake blev skiftet ud med 2.1 Eclair, og siden har der ikke været udsigt til at komme op på 2.2 Froyo. Og HTC Tattoo blev tilsyneladende helt afskrevet af HTC efter lancering.

Men den slags frustrationer blandt Android-brugere skal nu afskaffes. Google annoncerede på udviklerkonferencen I/O, at en ny alliance med producenter og teleselskaber fremover vil føre til klare aftaler for opdatering af en telefon eller tavle. Det skriver Google i et officielt blogindlæg om I/O-nyhederne.

Foreløbigt har arbejdet mest bestået i at få alle de store producenter og teleselskaber samlet, så det var småt med konkrete udmeldinger. Kun én regel er det foreløbigt blevet til:

»For at komme i gang annoncerer vi nu sammen, at nye enheder fra de deltagende partnere vil få de nyeste Android-opdateringer i 18 måneder fra enheden bliver lanceret, så længe hardwaren tillader det. Og det er blot begyndelsen,« skriver Google.

Køber man en Android-telefon, der har været på markedet i et halvt år, er man altså sikret nye opdateringer det følgende år.

Google præsenterede også lidt statistik for Android-platformen, der viste, at der nu er 310 forskellige enheder til salg i 112 lande. Det gør spørgsmålet om opdateringer langt mere avanceret end for Apple, som blot skal koncentrere sig om de seneste par iPhone-modeller.

Det er heller ikke blevet nemmere af, at Google har givet nogle producenter forrang til information om kommende udgaver af Android, mens andre først fik den nye kode, når alt var klar til lancering, og derefter skulle til at teste styresystemet med firmaets hardware.

Blandt partnerne i den nye alliance er producenter som HTC, Sony Ericsson, Samsung, LG og Motorola, mens teleselskaberne primært er amerikanske: Verizon, Sprint, AT & T, T-mobile og Vodafone.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (11)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Jesper Louis Andersen

Må man nok sige at Google+partnere arbejder på at komme fragmenteringssituationen til livs. Det har igennem længere tid været et punkt hvor diverse mennesker har brokket sig. Mere eller mindre retfærdigt.

Det bliver spændende at se om dette tiltag afhjælper situationen. Umiddelbart lyder det som en god ide synes jeg - dels fordi det sikrer levetiden af et device til 1.5 år, dels fordi du som udvikler hurtigere kan tage nye tiltag i brug. Det er klart det sidste som er vigtigt.

  • 0
  • 0
#3 Deleted User

Nææ... men det er en god start, specielt for de billigere modeller.

Jeg vil umiddelbart tro, at de som går efter de dyrere modeller (kr 4.000+), også har styr på hvilke producenter som historisk set, ikke har opdateret deres mobiler, og derfor vælger dem fra.

  • 0
  • 0
#7 Michael Lykke

Det er et rigtigt smart og tiltrængt træk fra Google. Det eneste der mangler er bare en garanti for at man også får sin opdateringern indenfor en eller anden kortere periode af at en ny Android udgave blive frigivet. HAlvandet års opdateringer hjælper jo ikke noget hvis man stadigvæk skal vente halve og hele år på at få en opdatering - Se bare på hvor få telefoner der har Android 2.3 til tords for det har været på markedet i 6 måneder!

  • 0
  • 0
#8 Flemming Seerup

Det burde også være Google som tilbød en opdateringsservice for Android, og producenterne kunne så stå for opdatering af de features/widgets som de har tilføjet til Android.

Lidt på samme vis som pakke-systemet i Debian/Ubuntu.

Der er jo ingen grund til, at hver producent selv skal opfinde en måde de kan levere deres opdateringer på.

  • 0
  • 0
#9 Anders Hessellund Jensen

Ja netop, 2 års reklamationsret. Og det burde vel ikke være noget problem at påvise, at et sikkerhedshul i softwaren har været der fra starten. Det giver jo faktisk sig selv.

Købeloven giver selvfølgelig ikke ret til at kunne opgradere til en nyere version af Android-platformen, men hvis jeg stod med en telefon som var 1 år gammel, og som havde et alvorligt sikkerhedshul som producenten ikke ville fikse, så ville jeg da forlange pengene tilbage.

  • 0
  • 0
#10 Ove Andersen

Det bliver bare ganske besværligt (som det er lige nu), hvor e.g. HTC tager Android systemet og modder det til at kunne køre alle deres egne tweaks (Sense f.eks.). Det har så dybt fat om Android at det som en simpel app ikke vil have nok rettigheder til at kunne fungere.

Det minder lidt om, at når en ny udgave af Ubuntu udkommer, så skulle Linux Mint (som baserer sig på Ubuntu) også blive opdateret med det samme. Det går desværre ikke, da Mint er en tilpasset udgave af Ubuntu med ekstra funktionalitet.[1]

[1] Dog er Mint udviklerne hurtige til at komme med en opdateret udgave. En RC er udkommet, og final ser ud til at lande sidst i maj.

  • 0
  • 0
#11 Anders Hessellund Jensen

Mine meddebattører nedstemmer åbenbart min påstand om, at reklamationsretten også dækker sikkerhedshuller i en telefon.

Jeg er virkelig nysgerrig efter at vide hvorfor.

Mener man, at købelovens §75a og §76's definition af "mangel" ikke omfatter sikkerhedshuller i produktet?

Mener man der skulle være et problem i forhold til at bevise, at sikkerhedshullet var til stede på købstidspunktet?

Mener man, at en telefon, der har et alvorligt sikkerhedshul i eksempelvis webbrowseren, som producenten ikke vil rette, stadig er fuldt ud egnet til at browse på nettet med, som den skal være ifølge købelovens §75a?

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere