Androids app-distributionskanal, Play Store, er på vej til Googles desktop-styresystem Chrome OS. Det har Google bekendtgjort på virksomhedens udviklerkonference I/O-konference. Det fortæller TechCrunch, der har talt med Googles produktchef for Chrome OS Kan Liu.
Nyheden Android-apps på ChromeOS har tidligere været delvist fremme som følge af Reddit-brugeres detektiv-arbejde. Og den er altså god nok, lyder det nu officielt fra Google.
Det har også tidligere været muligt at køre udvalgte Android-apps på Chrome OS. Men mens det er foregået via et runtime-environment, ARC (Android Runtime for Chrome), der har krævet en tilpasning af apps, så går det nye projekt ud på, at Android-apps skal kunne køre uden videre i styresystemet.
Det indebærer, at Android kører i en Linux-container på Chrome OS. Den tilgang bevirker ifølge TechCrunch, at app-udviklere ikke skal foretage sig noget særligt for at få deres app til at køre på desktop-systemet.
Selvom Google netop har lanceret, at Play Store kommer til Chrome OS, så sker det i små, langsomme skridt. Det vil sige, at Play Store i første omgang kommer til distributionskanalen henvendt til udviklere, dev-channel, til juni.
Og til at starte med vil Play Store kun fungere på få, udvalgte enheder, der understøtter touch-funktionalitet. Det vil ifølge TechCrunch eksempelvis være Googles egen Chromebook Pixel, Asus Chromebook Flip og Acers R11.
Set fra app'ens synsvinkel kommer Chrome OS til at fremstå som enhver anden smartphone eller tablet. Det vil sige, at app'en eksempelvis kan få adgang til styresystemets filsystem, wifi og bluetooth. Desuden vil ChromeOS understøtte notifikationer af den type, der optræder på en mobiltelefon.
Android på Chrome OS kommer til at understøtte både ARM og x86-arkitekturerne.