André genskaber tekniske detaljer for at lære andre at lave spil: »Jeg havde aldrig troet, at jeg ville komme til at programmere selv«

4. august 2022 kl. 05:003
Mix and Jam
Illustration: Mix and Jam.
André Cardoso genskaber ikoniske detaljer fra computerspil på sin YouTube-kanal, der har 137.000 abonnenter og mere end tre millioner visninger. Men i lang tid troede han ikke, at han nogensinde ville kunne programmere.
Artiklen er ældre end 30 dage

Udadtil kan det virke som sort magi, at nogen rent faktisk kan lave et computerspil. Flere spiludviklere har selv for vane at sige, at det er et lille mirakel, hver gang et spil kommer på gaden. 

Men den sorte magi og miraklerne kommer som oftest fra hundredvis af timer med hårdt slid over små detaljer, der i sidste ende - forhåbentlig - udgør et større hele. 

For at forstå hvor meget arbejde, der ligger i et lille brudstykke af et computerspil, kan man bare kigge på YouTube-kanalen ‘Mix and Jam’. Kanalen er lavet af den dansk bosatte brasilianer André Cardoso. I hans videoer dekonstruerer han ikoniske detaljer fra computerspil såsom Kratos øksekast fra ’God of War’ (2018) eller Madelines behændige bevægelser i det kritikerroste platformspil ’Celeste’, og viser hvordan han ville lave dem i spilmotoren Unity. Gennem kodning, animationer, lyssætning, vfx-effekter og hvad der ellers er i spiludviklerens arsenal, får han genskabt detaljer, der kommer utroligt tæt på originalerne.  

»Jeg er meget æstetisk drevet,« siger André Cardoso

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Jeg bruger lang tid på at prøve at få det til at se ud, som det gør i spillet«.

Remote video URL

 

Udvekslingsophold ændrede kursen

Allerede tidligt i André Cardosos opvækst i den brasilianske by Recife vidste han, at han ville være spiludvikler, men han havde svært ved at se sig selv som programmør. Han havde altid været dårlig til matematik i skolen og følte sig ikke teknisk begavet. 

Et udvekslingsophold i New York ændrede dog fuldstændig på André Cardosos selvopfattelse. 

»Det ændrede alt for mig. Da jeg søgte om at komme ind, troede jeg, at det mest ville være en designuddannelse, men i løbet af det første år lærte jeg også at programmere og skrive kode med spilmotoren Unity,« fortæller André Cardoso.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Hvad der før havde virket så uigennemskueligt og indviklet, begyndte lige pludselig at give mere og mere mening. Jeg blev så komfortabel med Unity, at når jeg så noget i et spil, så kunne jeg kigge på det og tænke, det ville jeg lave på den her måde«.

Og det var lige præcis den tanke, der fik André Cardoso til at gå i gang med et projekt, der skulle vise sig at blive startskuddet til hans populære YouTube-kanal. 

 

Det startede med Mario

Når han kom hjem fra studiet i New York, spillede han 'Super Mario Odyssey' på sin Nintendo Switch. Som en lille træningsøvelse, begyndte han at genskabe Kingdom Selector-delen, der er den del, hvor spilleren kan vælge  mellem de forskellige baner i spillet. 

»Og så tænkte jeg, hvordan ville jeg gøre det, hvis det var mig, der skulle lave det der,« fortæller André Cardoso.  

»Jeg ved, der har været så mange, der har arbejdet på det spil. Der har siddet nogen, der eksklusivt har arbejdet på den her lille del. Men jeg var interesseret i, hvordan jeg selv ville gribe det an, hvis det bare var mig, der skulle lave det«. 

Han delte resultatet på internetforummet Reddit i en gruppe for Unity-brugere. Og tilbagemeldingerne var positive.

»Folk begyndte at spørge ind til detaljerne: "Hvordan har du gjort det?" "Hvordan fik du det til at se sådan ud?",« fortæller André Cardoso. 

Det ledte ham til den allerførste video på 'Mix and Jam'-kanalen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

 

Remote video URL

Derfra begyndte bolden at rulle, og da Steven Lumpkin - en profileret medarbejder fra 'Horizon: Zero Dawn'-studiet Guerrilla Games - anbefalede 'Mix and Jam' på sin Twitter-profil begyndte kanalen at vokse eksplosivt.  

 

Ikke noget stort mysterium

André Cardosos sans for detaljer bliver tydelig, når man ser hans videoer. Måske er det derfor, hans omhyggelige efterligninger efterhånden er blevet set over tre millioner gange på kanalen, der har 137.000 abonnenter. 

»Jeg bruger en del tid på at sidde og studere de enkelte frames i en animation eksempelvis,« fortæller André Cardoso. 

»Men ellers er det ikke noget stort mysterium. Jeg plejer altid at vælge spil, som jeg kender rigtig godt. Når du efterhånden begynder at blive komfortabelt med værktøjet, får du hurtigt en ide om, hvordan du skal opnå forskellige resultater«. 

Selvom André Cardoso føler sig komfortabel med spiludvikler-værktøjet, frygter han stadigvæk, at han får lavet uelegante løsninger. 

»Der er så mange måder, du kan gøre de samme ting på. Jeg frygter altid, at der er nogen, der skriver, at jeg har gjort det på en helt forfærdelig måde, og at det kan gøres meget nemmere,« siger André Cardoso.

»Men min kanal handler om at lære. Folk kan tage min kode fuldstændig som den er eller de kan forbedre den, hvis det er det, de har lyst til«.  

 

Spiludvikling for flere

André Cardoso var vendt tilbage fra New York til Brasilien, da kanalen begyndte at tiltrække sig stor opmærksomhed. Spiludviklermiljøet i Brasilien var, ifølge ham selv, ganske begrænset selvom det var i vækst. Det var derfor en »no-brainer«, da han blev kontaktet udviklerne af Unity - spilmotoren der åbnede hans øjne for programmering og »skubbede ham videre i livet«. 

Han blev tilbudt at komme til Danmark og arbejde som product designer. 

»Unity har gjort spiludvikling tilgængeligt for folk, der ikke nødvendigvis ser sig selv som kodere eller programmører. Da jeg fik Unity i hænderne blev det pludselig muligt for mig at lave spil, selvom jeg aldrig havde troet, at jeg ville komme til at programmere selv«, siger André Cardoso.  

»Jeg har fået mulighed for at bruge min erfaring og gøre spilmotoren bedre, og i min fritid kan jeg stadigvæk arbejde på 'Mix and Jam'«. 

    

 

3 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
2
4. august 2022 kl. 11:02

Endnu en politiker som ikke synes loven er vigtigt..

Hun taler uden om og vi ikke forholde sig til det faktum at Overvågningskapitalisme ikke hører hjemme i de danske lærings rum.

3
4. august 2022 kl. 15:41

Den er vist røget forkert. Der er ingen politikere i artiklen.

1
4. august 2022 kl. 09:16

Rigtig fin artikel og fedt at læse at selveste "Mix & Jam" faktisk bor I Danmark! Jeg har været kæmpe tilhænger af hans kanal, han har en sans for detalje man sjældent finder andre steder på YouTube!

Tak for det André!