I denne uge lancerede Microsoft Typescript, et sprog og et værktøj, der skal gøre det meget nemmere at skrive avanceret Javascript-kode. Og hele Typescript-kompileren bliver open source under en Apache 2.0-licens, så alle kan bruge den frit.
Det er ikke Microsoft Classic, forklarede Microsofts C#-chefarkitekt Anders Hejlsberg, som også står bag Typescript, i et interview med Version2.
»Hvem som helst kan bruge det på hvilken som helst platform. Det er på mange måder en anderledes approach, end vi klassisk har haft hos Microsoft,« sagde han.
Hvorfor har I valgt et andet approach?
»Verden har forandret sig meget. Open source er helt klart en meget stor del af udvikleruniverset i dag. Hvis vi havde gjort det her som closed source, var det tvivlsomt, om vi havde set ret meget adoption. Så bliver du nødt til at følge de regler, som folk spiller efter. Nu får jeg det til at lyde som om, at det er et problem, men jeg føler på mange måder, at det er meget interessant at gøre det,« sagde Anders Hejlsberg.
Forklaringen er også, at Windows er hovedforretningen, og at kampene skal vælges med omhu.
»I sidste ende eksisterer vi ikke for at sælge udviklingsværktøjer. Vi har et Windows-økosystem, der konkurrerer mod andre økosystemer. Det er der, vi egentligt konkurrerer. Så det, der er vigtigt for os, er at have de bedst mulige udviklingsværktøjer og give vores kunder det, de beder os om. De beder om bedre udviklingsværktøjer til Javascript, som de skal køre på en masse forskellige platforme. Hvis vi lavede det, så det kun virkede til Windows, ville det reelt ikke være noget, som nogen havde bedt os om,« sagde Anders Hejlsberg.
På Goto-konferencen i Aarhus, hvor Anders Hejlsberg præsenterede og demonstrerede det nye værktøj, var der en anden keynote-taler fra Microsoft, nemlig Scott Hanselman.
Han fortalte om, hvordan Microsofts cloud-løsning Windows Azure nu kan køre Linux, Node.js og mange andre open source-teknologier, som er populære på nettet. Hvorefter han i øvrigt brugte det meste af tiden på at tale om Javascript.
Finten er, at Microsoft først og fremmest er interesseret i kunder til Windows Azure, uanset hvad de bruger af teknologi. Ellers vil de bare havne i armene på Amazon og andre konkurrenter.