Fire numre af Anders And-bladet skal give unge læsere indblik i programmering og lyst til at kode selv. Anders And & Co. introducerede i sidste uge Anders Ands programmeringsskole.
Skolen skal sætte tegneseriefans ind i begreber som blokke, loops, sprites og processorer - og inviterer samtidig til en konkurrence om at designe Danmarks sjoveste app.
Anders And-bladet vil samtidig bringe historier med it-problematikker. Som når Joakim Von And sælger sit overlegne sikkerhedssystem - men efterfølgende sande må risikoen ved at give andre adgang til den kode, der beskytter pengetanken. Eller når Mickey Mouse jagter en gruppe hackere, der har plantet falske beviser mod et matematisk geni, der nægter at tilslutte sig foretagnet. Endelig går Anders og nevøerne selv igang med at bekæmpe en virus i en virtual reality-verden.
»Med det aktuelle tema er jeg sikker på, at vi får vækket en nysgerrighed omkring programmering hos rigtig mange børn, både gennem programmeringsskolen og den store app-konkurrence,« lyder vurderingen fra Gitte Hoffmann Hansen, der er marketingchef hos Egmont, som udgiver Anders And.
»Og vores mål med temaet er netop at stimulere børns lyst til at lære at programmere og dermed gøre dem mere kreative og øge deres evner til at løse komplicerede problemer,« forklarer hun i en meddelelse.
Første blad i serien udkom torsdag, og resten vil følge trop over denne og de to kommende uger.