Det ser ud til at Mirosoft dropper deres ARM-baserede Surface-tablet. Det skriver ComputerWorld.com i en nyhedsanalyse. Tabletten med Windows RT, som er en udløber af Windows 8, kan tilsyneladende ikke længere købes.
Det drejer sig om Surface 2, der er den seneste opdatering af Microsofts egen ARM-baserede tablet med en særlig variant af Windows fra oktober 2013. Pro-udgaven, som er baseret på x86 og kører den almindelige Windows 8.1, blev opdateret i maj 2014 med Surface Pro 3.
I analysen beskriver mediet, at Microsofts egen onlinebutik viste tabletten som out-of-stock, eller ikke på lager. Det samme var tilfældet hos flere andre sælgere af tabletten.
»Den er ikke på lager i øjeblikket, og desværre ved vi ikke præcist, hvornår vi får den på lager igen, så du må tjekke siden løbende,« sagde en Microsoft Store-salgsmedarbejder i en onlinechat fredag til ComputerWorld.com.
En anden indikation er, at Microsoft ikke vil udbyde nogen Windows 10-opdateringer til Windows RT og dermed Surface 2-tabletten og dens forgænger Surface RT. I stedet vil Microsoft på et uspecificeret tidspunkt komme med en uspecificeret opdatering til Windows RT.
Microsoft har ikke villet kommentere på Surface 2's fremtid eller hvorvidt salget officielt er stoppet. Flere andre analytikere giver ComputerWorld.com ret i, at Surface 2 og Windows RT er ude af markedet.
»Ja, den er død, skriver Ezra Gottheil,« som er analytiker ved Technology Business Research.
Surface RT har haft problemer fra den dag den udkom og Microsoft har sat penge til næsten fra begyndelsen. Indenfor de ni måneder måtte Microsoft inkassere en 900-millioner dollars stor afskrivning for at komme at med den overflod af tablets, som de måtte sælge med store rabatter.
Analysen beskæftiger sig også med grunden til, at det gik galt, og her kigger en analytiker på kompatibiliteten, som er mangelfuld. Windows RT og Windows 8 var vidt forskellige, hvilket Microsoft ikke rigtigt fik fortalt forbrugerne. Windows RT kunne for eksempel ikke køre nogen af de almindelige applikationer, som kører på Windows 8, men kun 'Metro' eller 'Modern UI' apps (i dag kaldet Windows Store apps) som kører også på Windows 8.
Tabletsalget i USA er næsten gået i stå, og analytikerne mener, at det handler om, at alle, der vil have en eller har en, og at de ikke har en voldsom trang til at skifte dem ud.
Opdateret 11:32 (Præcisering af, at det er den ARM-baserede tablet-serie fra Microsoft, der er tale om, og ikke den x86-baserede version med den almindelige udgave af Windows, Surface Pro)