Microsofts nye styresystem Windows 8 skal blive en succes. Ellers risikerer den amerikanske softwaregigant at tabe voldsomt terræn i den mobile udvikling, som smartphones og tablets indbefatter. Det mener analysefirmaet Gartner, der i en ny rapport under navnet ‘Is Windows 8 in your future’ har set på, hvor vigtig Microsofts touch-baserede Windows 8 egentlig er for firmaet, hvis ikke Microsoft skal overhales totalt af af konkurrenterne Apple og Google. Det skriver InfoWorld.com.
Gartner påpeger, at Windows 8 ikke bare som tidligere er en inkrementel opdatering af Windows-styresystemet, men at det er en helt ny måde at tænke brugen af pc’en på. Det er både en god ting, men også et temmelig stort sats, for fejler udgaven, ser integrationen med Windows Phone 8 også ualmindelig svær ud, pointerer Gartner. Det kan koble Microsoft af det meget vigtige smartphone-marked og det stadigt voksende tablet-marked, som Apple lige nu sidder tungt på.
Windows RT-versionen til ARM-baserede enheder som for eksempel tablets nævnes hos Gartner dog som en af de afgørende forskelle, der gør det muligt at skrive applikationer, så de kan køre på både Windows 8 pc'er og tablets. Her har Microsoft en klar fordel. Eksempelvis er man nødt til at kode to forskellige applikationer, hvis et program skal køre gennem Apples App Store på henholdvis deres Mac-computere og deres iPhones eller iPads.
»Vi mener, at det er starten på en ny æra for Microsoft, Windows RT-æraen, der efterfølger Windows NT-æraen, der begyndte i 1993, og som tydeligt er ved at aftage,« skriver Gartner i rapporten.
Tilvænning og sikkerhed
Moderne brugergrænseflader domineres af apps (eller tiles, som Microsoft kalder dem), man hurtigt kan åbne på sin startskærm. Det fungerer glimrende på en tablet eller smartphone, men hvad angår anvendeligheden som et desktop-interface, vil mange virksomheder klart være skeptiske.
»Mange mennesker spørger til Windows 8’s gyldighed for traditionelle stationære og bærbare maskiner, der udgør størstedelen af den eksisterende pc-markedet,« skriver Gartner.
Hvis ansatte tager deres Windows 8- enheder med på arbejdspladsen i takt med den stigende bring your own device-tilgang, kan it-afdelingerne dog tage det ganske roligt med hensyn til sikkerhed, mener Gartner.
»Microsoft har tilføjet mange sikkerhedsfunktioner, som virksomhederne vil kunne lide, herunder Secure Boot og forbedret BitLocker support,« skriver Gartner.
Men ligesom alle andre softwareproducenter, så er Microsoft også afhængige af forskellige leverandører af blandt andet sikkerhedsløsninger og forskellige andre programmer, og der kan den nye Windows 8-platform være noget af en mundfuld.
Windows 8 vil blive lanceret den 26. oktober.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.