Analyse: Spørgsmålene som skandalen Sundhedsplatformen aldrig vil give svar på

Redaktionschef og redaktør Henning Mølsted, Version2, analyserer Sundhedsplatformen Illustration: Das Büro
Indførelsen af Sundhedsplatformen har været en lang række af inkompetence, ignorance, elendig projektledelse, fortielse over for politikerne og en indsats, der kun gjorde ondt værre. Læs historien her.

Stik imod enhver økonomisk fornuft tegner det yderst vanskeligt at få belyst, om Region Hovedstaden og Region Sjællands 2,8 milliarder dyre investering i it-projektet Sundhedsplatformen giver de gevinster for skatteborgere og for patienter som det burde.

Det er billedet, som tegner sig efter at Rigsrevisionen i forgårs udkom med en stærkt kritisk beretning (PDF) om indførelsen af Sundhedsplatformen i Region Hovedstaden og Region Sjælland, som begyndte for 2 år siden.

Platformen er den hidtil største it-investering i det danske sundhedsvæsen.

Årsagen til, at man har tabt muligheden for at afdække de reelle gevinster ved Sundhedsplatformen, er at det faglige grundlag, som indhøstningen af gevinsterne skulle basere sig på, fra er noget makværk. For nu at sige det på godt dansk.

Rigsrevisionen udtrykker sig naturligvis mere diplomatisk i forhold til den ringe kvalitet.

Kritikken herfra lyder, at forventningerne til gevinster som følge af mere effektive arbejdsgange på hospitalsgangene 'var baseret på et utilstrækkeligt grundlag.'

Eksempelvis havde man data på, hvor meget tid lægerne brugte på at anvende diktafon - en arbejdsgang der skulle forsvinde med Sundhedsplatformen.

Men man har ikke beregnet, hvor meget tid lægerne i stedet skulle bruge på at taste ind i Sundhedsplatformen.

Det bliver altså uklart, om tidsbesparelsen fra det ophørende diktérarbejde er spist op - eller mere til - på indtastning i EPJ-systemet.

Og dermed ved man ikke, om den dyre investering i Sundhedsplatformen giver øger produktiviteten på hospitalerne:

Det er 'uklart, (...) i hvilket omfang omlægningen (fra diktafon til tastearbejde, red.) forventedes at medføre en økonomisk gevinst' lyder det.

Skemalagte gevinster

Gevinster fra it-projekter måles normalt ud fra en nøgle om at en ny digital funktion medfører en ny adfærd, som giver en gevinst, som kan måles økonomisk eller kvalitativt, i sundhedsvæsnet f.eks. færre medicineringsfejl eller øget patienttilfredshed.

Effektiviseringsgevinster kan f.eks. være, at en læge kan tage flere diabetespatienter til kontrol pr. dag på et hospital, fordi det er hurtigere at overskue undersøgelsesresultater om patienterne. En gevinst kan også være, at flere kræftpatienter undersøges og behandles inden for de aftalte tidsnormer, de såkaldte kræftpakker.

Men sådanne gevinster må vi altså kigge langt efter dokumentation for, anfører Rigsrevisionen:

»Det utilstrækkelige grundlag kan gøre det vanskeligt for regionen fremadrettet at koble gevinstrealisering med egentlige effektiviseringer som følge af Sundhedsplatformen,« står der i beretningen.

Problemet med at måle effektivisering i forbindelse med it-projekter er, at de kan blive 'forurenet', f.eks. af bedre uddannelselse af personale, en ændring af patienternes egenbehandling eller -kontrol, anden ny teknologi eller bedre ledelse. Tiltag som oftest indføres parallelt.

Det er derfor som udgangspunkt ikke en nem opgave - omend ikke umulig - at isolere gevinster til et bestemt tiltag som nye digitale redskaber.

Men i tilfældet Region Hovedstaden og Region Sjælland har man altså spændt godt og grundigt ben for sig selv, fordi grundlaget - en businesscase - var mangelfuld:

Det bliver vanskeligt 'at følge op på, om der med implementeringen af Sundhedsplatformen er grundlag for at realisere de planlagte økonomiske gevinster i det omfang og med den forventede hastighed, som fremgår af businesscasen.'

Med til at forværre billedet er, at regionen i langt de fleste tilfælde forsømte at måle, hvilket udgangspunkt hospitalerne kom fra.

Hvis man ikke ved, hvor effektive forskellige arbejdsgange var inden Sundhedsplatformen - en såkaldt baseline - så bliver det i sagens natur også umuligt at måle, om der er indtruffet en forbedring - og hvor den stammer fra.

Ingen dokumentation for antagelser

I stedet for at bygge sin gevinstrealisering op på målte før-efter scenarier, fulgte man et glansbillede af, hvor mange penge regionen skulle kunne spare. Dette glansbillede blev leveret af konsulenthuset Oleto.

Man forventede ifølge Oletos business case for Sundhedsplatformen at kunne høste økonomiske gevinster på i alt mellem 6,6 og 10,5 mia. kroner i perioden 2016-2019. Problemet er, at regionen og det konsulenthus, der udarbejdede business casen for Sundhedsplatformen, baserede deres tal på skøn og ikke på empiri.

Kritikken af det manglende dokumenterede grundlag for at måle gevinster var professor Jes Søgaard ude med i Version2 allerede i april sidste år.

»Regionerne vælger et it-system og implementerer det uden empirisk dokumentation for de antagelser om adfærdsmæssige forandringer, man opererer med – og som altså ligger til grund for de besparelser, som man regner med, at Sundhedsplatformen vil give,« sagde Jes Søgaard til Version2 i april sidste år.

Læs også: Sundhedsøkonom: Intet bevis for påstået milliardbesparelse med Sundhedsplatformen

Fra Rigsrevisionen lyder kritikken således:

'Regionen har fx ikke udarbejdet analyser eller målinger for ændrede arbejdsgange, der beskriver udgangspunktet og det forventede slutscenarie, og som dermed danner grundlag for at estimere gevinsterne,' skriver Rigsrevisionen.

Det man kunne have gjort var altså at interviewe fagpersoner fra andre lande, der arbejdede med tilsvarende it-løsninger fra samme leverandør, amerikanske Epic, bl.a. om deres erfaringer med tidsforbrug på bestemte arbejdsgange før og efter systemet.

Ignorerede advarsel om tempofald

Med til at forværre miseren er, at regionen faktisk på et tidlig tidspunkt blev advaret af konsulenthuset Peak Consulting Group om de manglende før-efter analyser af arbejdsgange, som var det nødvendige grundlag for at høste gevinster:

»Ca. 1 år før ibrugtagningen af Sundhedsplatformen blev de samme mangler (om arbejdsgangsanalyser, red.) i regionens arbejde med gevinster påpeget i en konsulentanalyse, uden at det gav regionen anledning til at ændre tilgangen til arbejdet med gevinstrealisering,« lyder det fra Rigsrevisionen.

Men ikke nok med det. Også en velkendt udfordring med, at antallet af behandlinger - kaldet aktiviteten - uvægerligt vil falde, når man indfører ny it, ignorerede man.

I Peak Consultings business case helt tilbage fra 2012 understregede man, at indførelse af et stort nyt fagsystem som Sundhedsplatformen vil betyde en nedgang i aktiviteten på 1-2 procent i det første driftsår - altså et helt år. Det har Version også omtalt.

Denne advarsel blev kasseret lodret, og Peak Consulting blev sat af opgaven. Rigsrevisionen anfører her, at regionen burde have taget disse forudsigelser om en aktivitetsnedgang med sig i det videre arbejde.

I stedet satte man Sundhedsplatformen i drift ud fra en scenarie om, at aktiviteten kun ville falde i tre uger på et hospital, når platformen blev indført.

Også erfaringer fra Holland som viste et længerevarende fald, blev kasseret.

Nedgangen varede langt mere end 3 uger, for 1,5 år efter at man startede systemet op var der fortsat fald i aktiviteten på flere hospitaler. Til stor frustration for de ansatte på hospitalerne, som - modsat forventningen fra ledelsen på regionsgården - oplevede at deres it-systemet hæmmede deres arbejde.

Et så alvorligt mismatch mellem topledelsens - udokumenterede og inkompente - forventning til effektivisering og hvad man oplevede ude på hospitalsgangene har har i sig selv forgiftet implementeringen af platformen:

»Man ser ofte urealistiske forventninger til medarbejderne. Hvor det bliver meldt ud, at de skulle jo skabe gevinster i stedet for at brokke sig over systemet. Men det skaber ny modstand og ekstra nedgang,« sagde Per Svejvig, der forsker i it-projektledelse og er lektor på Institut for Virksomhedsledelse, Aarhus Universitet, til Version2.

Læs også: It-projektforsker om Sundhedsplatformen: Urealistiske forventninger skaber ond spiral

Antallet af behandlinger har stabiliseret sig på et lavere niveau

De nyeste opgørelser fra Sundhedsdatastyrelsen viser - her over to år efter indførelsen på de første hospitaler i Region H - et registreret og stabilt fald på 5-10 procent for ambulante patienter, sammenlignet med tiden før Sundhedsplatformen.

Det var dog ikke sådan, at regionen blev ved med at være helt resistent over for problemerne med, at Sundhedsplatformen sænker farten på hospitalerne.

Af et svar fra administrationen i maj 2016 fremgår det, at 'erfaringer [fra et hollandsk hospital] tilsiger, at der kommer efterdønninger, hvor der sandsynligvis vil gå en rum tid, før hospitalet er oppe på den samme aktivitet som før implementeringen af Sundhedsplatformen'.

Disse nye erfaringer blev dog ikke delt med medarbejderne. Administrationen holdt dem for sig selv.

Og således blev der til stadighed lagt pres på medarbejderne på hospitalerne i forhold til at holde tempoet.

Region Hovedstaden har over for Rigsrevisionen erkendt, at ledelsen i regionen 'af strategiske årsager' valgte at fastholde en forventning om, at aktiviteten kunne opretholdes.

'Det skyldtes et ønske om at fastholde et pres på organisationen for at sikre, at aktiviteten kom op på normalt niveau,' fremgår det.

Da realitetssansen indtraf

I august 2017 var gevinstrealiseringen så meget under pres, at politikerne i Region Hovedstaden besluttede sig for at forkaste businesscasen for Sundhedsplatformen som konkret styringsgrundlag.

Læs også: Region opgiver gevinst på 10 milliarder: Sundhedsplatformens business case var ‘for lyserød’

Nu skulle business casen kun bruges 'som ramme for gevinstrealisering', altså en slags idegrundlag. Trods den mildt sagt fejlslagne gevinstrealisering hidtil, forhøjede regionen - uden forklaring og dokumentation - et estimat på maksimal akkumuleret økonomisk gevinst med Sundhedsplatfomren 1,5 milliarder kroner til nu 12 mia.

Regionsrådsformanden bekræftede, at man fortsat ville realisere gevinster med Sundhedsplatformen, men efterfølgende dokumenter viste, at man ville tage stilling til år for år i budgetforhandlingerne, hvor store gevinster man ville gå efter. En højst usædvanlige metode til gevinstrealisering.

På hvilken baggrund disse årlige gevinster skal opstilles, hvad de skal måles ud fra, og med hvilken projektmetode de skal gennemføres er aldrig kommet frem.

Også kritik af test og uddannelse

Denne artikel har primært fokuseret på håndtering af gevinster under indførelsen af Sundhedsplatformen. Men beretningen fra Rigsrevisionen indeholder også en kritik af, at test- og uddannelsesindsatsen blev presset sammen op til den første ibrugtagning af Sundhedsplatformen, især på grund af et ufærdigt system. Blandt andet gennemførte man test 'under hensyn til kendte fejl, at testene reproducerede tidligere fundne fejl, som endnu ikke var rettet, og at testene blev gennemført med udgangspunkt i ufærdige arbejdsgange.'

Også uddannelsesindsatsen for brugerne vækker kraftig kritik. Under 1 procent af brugerne følte sig i en undersøgelse blandt 149 brugere tilstrækkeligt rustet til at tage Sundhedsplatformen i brug efter den tilbudte træning og uddannelse, mod de 80 procent, der var målet.

Eksempelvis mødte brugerne ikke det samme skærmbillede under uddannelsen, som de skulle bruge ude i klinikken. Derfor var der 'mange ting, som fungerede anderledes og skulle læres på ny efter ibrugtagning', lyder det fra Rigsrevisionen.

Det vi aldrig får svar på

Ret skal være ret. En del medarbejdere i de to regioner er glade for Sundhedsplatformen, bl.a. fordi de ikke længere oplever gamle systemer der går ned, eller at de skal flytte oplysninger fra et system til et andet. Desuden giver Sundhedsplatformen såkaldte tidstro data - manglende datakorrekthed om patienterne, som forsinkelsen som følge af indtastningsarbejdet fra diktafonen tidligere gav, er forsvundet.

Det er bare alt sammen gevinster som også kunne være høstet med andre systemer.

Det er også værd at understrege, at undersøgelsen fra Rigsrevisionen ikke siger noget om, hvorvidt Sundhedsplatformen er et godt eller dårligt system til at understøtte arbejdsgangene på sygehusene.

Ganske vist fremgår det at antallet af behandlinger inden for visse patientgrupper stadig er faldet, men om det varer ved - og om gevinster helt generelt kan høstes, konkluderer man ikke på.

Og sagen om Sundhedsplatformen efterlader en række uafklarede spørgsmål.

  • Hvorfor smed Region Hovedstaden konsulenthuset Peak Consulting Group på porten, selv om det nu beviseligt var dem, der kom med de mest nøjagtige forudsigelser af, at hospitalerne ville opleve et fald i tempo i mindst et år efter indførelsen af Sundhedsplatformen?
  • Hvorfor valgte man et konsulenthus, der tegnede et skønmaleri - undsagt af flere fagfolk på Version2 - og som opstillede helt urealistiske muligheder for at realisere økonomiske gevinster?
  • Når nu det faglige grundlag for den forventede gevinstrealisering med Sundhedsplatformen viser sig at være så ringe, hvad er så kvaliteten af det faglige grundlag som Sundhedsplatformen fra Epic blev valgt ud fra i konkurrence med Cerner Irland og IBM Danmark?
  • Hvilken selvransagelse foregår der hos de topembedsmænd i form af regionsdirektører og ledende projektfolk, som nu er mødt af en af de meget alvorlig kritik fra landets højeste revisionsenhed - og får det konsekvenser for deres fremtidige arbejde med offentlige it-investeringer i Danmark?
  • Hvad er de samlede omkostninger ved Sundhedsplatformen i dag i forhold til det planlagte, bl.a. til mere uddannelse, såkaldte kliniske byggere, overarbejde, ekstraindsats til indtastning, udvidelse af it-staben, tab i bevillinger fra staten og salg af ydelser til andre regioner og større administration?
  • Hvorfor holder Statens It-projektråd kun øje med statens it-projekter, når det viser sig, at der også kan spildes milliarder af kroner i landets lokaladministration på elendige it-projekter?

Det vi får svar på, er til gengæld, hvordan statsrevisorernes formand, Peder Larsen, ser på sagen. I onsdags udtalte en usædvanlig skarp kritik på baggrund af Rigsrevisionens rapport:

»Man kan jo ikke tro, at profesionelle folk er i stand til at lave så ringe et produkt. Det er synd for politikerne i Region Hovestaden, at de har haft nogle, der har arbejdet med det her, der tilsyneladende er på grænsen til amatører,« sagde han til DR Radioavisen.

Til dagbladet Politiken kom han med denne sløje udgangsreplik:

»Man må desværre konkludere, at borgerne i Region Hovedstaden har fået et dårligere sundhedsvæsen.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (27)
Anne-Marie Krogsbøll

... fra Version2's side, som har holdt stædigt fast i sagen :-) Tak. Fortsæt det gode arbejde, for det er vist bestemt ikke en afsluttet sag endnu.

"Med til at forværre billedet er, at regionen i langt de fleste tilfælde forsømte at måle, hvilket udgangspunkt hospitalerne kom fra.
Hvis man ikke ved, hvor effektive forskellige arbejdsgange var inden Sundhedsplatformen - en såkaldt baseline - så bliver det i sagens natur også umuligt at måle, om der er indtruffet en forbedring - og hvor den stammer fra."

Det kan man - hvis man keder sig en dag - finde meget underholdende eksempler på i de bilag, som direktionen har forsynet regionsrådet med under vejs. Her er fine skemaer over "kongeindikatorer" - som enten for det meste viser kvalitets- og kvantitetsnedgang - eller netop ikke bliver gjort op, fordi man mangler et udgangspunkt (har dog ikke tjekket dem for nylig). Og jeg har løbende undret mig over, hvorfor i alverden man så har valgt dem som kongeindikatorer, når man ikke har noget udgangspunkt at sammenligne med? Nogen gange har man ligefrem skiftet opgørelsesmetode undervejs, og bruger det som begrundelse for, at nu kan man ikke mere sammenligne tallene.

Og der kan det da godt undre mig, at politikerne ikke har været mere "mistænksomme" overfor den tydelige manipulation, der er foregået i disse afrapporteringer. Men de er fritidspolitikere, og når jeg ser på dagsordenerne og bilagene, så kan jeg godt forestille mig, at de ikke har en jordisk chance for at følge ordentligt med og afsløre evt. fusk fra administrationens side.

Svend Hartling kryber til korset og tager skylden:
https://itwatch.dk/secure/ITNyt/Brancher/offentlig_it/article10705047.ece
(jeg kan ikke læse artiklen).

Men det er for letkøbt - at han tager skylden, kan ikke erstatte en undersøgelse af resten af forløbet. Man kan jo frygte, at denne hurtige (og pludselige) anger mest er et forsøg på at lukke en egentligt undersøgelse, inden den kommer for godt i gang. Det må ikke ske.

Anne-Marie Krogsbøll

Jeg ved ikke, om det er mig, der ser overdrevent pessimistisk på SP efterhånden, men når jeg læser dette nye indlæg fra Sophie Hæstorp Andersen i JP, så lyder det for mig ikke som om, man tager kritikken tilstrækkeligt alvorligt - og for mig lyder det også som om, man kan frygte endnu mere kaos til efteråret med opgraderingen af SP og samtidig indførelse af det nye LPR:
https://jyllands-posten.dk/debat/breve/ECE10694925/husk-mig-for-at-udvik...

Det er muligt, at de ikke har så meget andet at gøre på nuværende tidspunkt - men det lyder slet ikke betryggende mht., at der nu er styr på efteråret...

Stakkels både borgere og personale...

Ditlev Petersen

I foråret 1912 var der et skib, der - ikke hel uforudsigeligt - rendte ind i store problemer, og begyndte at tage vand ind. Forstandige mennesker begyndte at gå i bådene, men en række politikere råbte højt op om, at de havde betalt for rejsen hele vejen til Det Forjættede Land. Og så var de naturligvis nødt til at forblive ombord..

Men det var naturligvis bare noget, jeg drømte i nat.

Gert Agerholm

Fin gennemgang. Jeg tvivler på at det sidste ord er faldet i den sag.

Det store spørgsmål er så, hvilke konsekvenser får dette?
Må jeg komme med et bud? Ingen.

Til gengæld får nogle et gyldent håndtryk for veludført arbejde.

Michael Hansen

Nu har EPIC jo samarbejdet med NNIT og de mener tilsyneladende det er gået fremragende:

"Hos NNIT mener vi, at patienterne skal have den bedst mulige behandling, og hvis de stramme budgetter ikke skal medføre, at kvaliteten af patientplejen falder, kræver det implementering af effektive it-løsninger."

"Ved at skabe et unikt, skræddersyet program til forandringshåndtering understøtter NNIT din organisation og sikrer, at den er klar til at tage ejerskab over forandringsprocessen med henblik på en naturlig overgang. Vi anlægger en helhedsorienteret tilgang for at sikre et værdiskabende fokus på patienterne og understøtte klinikernes arbejdsgange."

https://www.nnit.dk/Sider/healthcare.aspx#L%C3%B8sninger

Her tror jeg også der faldt nogle gyldne håndtryk!

Michael Hansen

"Epic

NNIT er det første selskab, der har arbejdet som underleverandør for Epic ved en Epic-implementering, nærmere betegnet gennemførelsen af den danske Sundhedsplatform; med dybdegående kendskab til det danske sundhedsvæsen kombineret med +25 Epic-certificerede konsulenter, der arbejder som Application Coordinators og Application Managers, er NNIT godt rustet til at understøtte alle Epic-implementeringer. Derudover har NNIT en lang række Epic-certificeringer som står til garanti for, at kunderne kan have tillid til en professionel og stabil implementeringsprocedure. Gennem vores arbejde med Sundhedsplatformen har vi fået unik viden om Epic-implementeringer i en skandinavisk kontekst, set fra såvel kundens som Epics synsvinkel."

Øhhh........ Et "omskriv" bør nok påkræves......

Michael Hansen

Hvorfor er det "altid" sådan at det offentlige bare er skal betale indtil kontrakten er udløbet. Har man overvejet - kender ikke kontrakten med SP. - at sige, når I har leveret så betaler vi .......

Nu har SP ikke leveret varen, hvorfor så betale.. dagbøder plejer at hjælpe...

Ditlev Petersen

Mit gæt er, at den bedste måde at sikre en succes inden for tidsplanen, er at godkende leverancen, uanset om den fungerer eller ej. Så det er sikkert for sent at klage til EPIC.

Da DSB stod med forsinkede og ubrugelige togattrapper, så kunne man nok have hævet kontrakten. I stedet accepterede man en leverance på reservedele, og afskar sig fra at ophæve kontrakten.

Morten Jensen

Mit gæt er, at den bedste måde at sikre en succes inden for tidsplanen, er at godkende leverancen, uanset om den fungerer eller ej. Så det er sikkert for sent at klage til EPIC.

Da DSB stod med forsinkede og ubrugelige togattrapper, så kunne man nok have hævet kontrakten. I stedet accepterede man en leverance på reservedele, og afskar sig fra at ophæve kontrakten.

Nu er der flere der nævner at man da bare kan lade være med at betale. Har I nogensinde hørt om en køber af et produkt i million/milliard-klassen der laver sådan et stunt? Jeg har umiddelbart ikke.

Jeg er ikke forretningsmand, så her kan jeg kun gætte: Jeg gætter på, at man gør sig selv og sit land voldsomt upopulært hvis man fx ikke betaler Ansaldo for IC4 tog man har fået leveret- upåagtet at de ikke lever op til kontraktek. Vi har svjv. senere købt metro-tog af Ansaldo - kunne det mon lade sig gøre hvis vi havde et udestående på +1mia kr for IC4 tog?

Til artiklen: Glimrende arbejde og forfærdende læsning. Det virker nærmest som om det har været meningen at det skulle gå galt... Det lader da til at nogen har "villet" det projekt for alvor, på trods af alvorlig modstand.

Ditlev Petersen

Men hvordan vil det omvendt virke, hvis et større verdensfirma leverer ting, der ikke duer? Åbenbart er det et mindre problem end at afvise en rådden leverance.

Og det forstår jeg ikke.

Jeg tror heller ikke, at det var meningen, det skulle gå galt. Den fornemmelse kan jeg have med andre projekter, men ikke lige her. Det er mere som om, det har været af mindre betydning, om det gik godt. Jeg har gennem tiden set mange kommentarer på internettet omkring danske offentlige it-projekter, der gik ud på (groft fortalt), at man bare skulle have en central, stærk ledelse, der skulle banke ét fælles system igennem. Man skulle ikke gøre sig det besvær at involvere brugere, da de bare ville have tilpasninger til lige netop deres arbejdsgange.

Nu har man så prøvet det med SP og man har prøvet det med Tinglysningen. Blev man klogere?

Hans Nielsen

Nu er der flere der nævner at man da bare kan lade være med at betale. Har I nogensinde hørt om en køber af et produkt i million/milliard-klassen der laver sådan et stunt? Jeg har umiddelbart ikke.


Tror at man måske slap for de allerede dårligst produkter, og firmaer hvis man indførte den regler.
Man vil helt sikkert, ikke se at nogle prøver at underbyde, med et produkt de ikke har på hylden. Hvis man samtidigt også indføre bod.

Man kan også vende dit sprøgsmål om. Hvor mange steder, er man tåbelig nok, til at betale milliarder til noget man ikke har set eksistere eller virker.
Ved godt at nogle startup fungere lidt på måde, men vil du basere noget meget samfundskritisk på et sådan ?

Finn West

Økonomi og Sundhedsplatformen.

Man kan undre sig over at der omkring økonomien ikke er kommet kritik.
Havde der været tale om et byggeri i den økonomiske størrelsesorden havde der i kontrakten været tilbageholde 10-15% i op til 10 år til dækning af fejl og mangler.
Har skatteborgere ikke krav på at få navnene på de ansvarlige der har skrevet under på kontrakten, så man kan være orienteret inden næste regionsvalg.
Der tales om varig nedsat produktion, ansættelse af adskillige flere "kolde" hænder for at forsøge at rette op på mangelfuldheden og den ene opdatering efter en anden. Udgifter der bliver hængende og aldrig forsvinder.

Her er statsrevisorernes fremhævning af Rigsrevisionens beretning:

Statsrevisorerne fremhæver, at Region Hovedstaden tog Sundhedsplatformen i brug:

• Selv om systemet var ufærdigt og behæftet med fejl og mangler.

• Uden tilstrækkelige test.

• Uden tilstrækkelig uddannelse af brugerne.

• Med mangelfuld planlægning af ibrugtagningen.

• Med for optimistiske forventninger til, hvor længe hospitalerne ville have et fald i aktiviteten. Regionen forventede en aktivitetsnedgang i tre uger, men der var – halvandet år efter ibrugtagningen – fortsat aktivitetsnedgang på flere hospitaler.

• Med alt for optimistiske forventninger til gevinster ved systemet. To år efter ibrugtagningen kan regionen fortsat ikke følge op på egne mål for gevinstrealisering.

• Uden at bruge tilgængelig viden fra udlandet og konsulentfirmaer i vurderinger af businesscase, gevinstrealisering, aktivitetsnedgang mv.

Anne-Marie Krogsbøll

Spørgsmålet er jo desværre nok, hvis fejl det er, at systemet ikke virker endnu. Baseret på historien kan man vel godt frygte, at det er Region H, der ikke rigtigt har vidst, hvad de ville have, og ikke har fået specificeret det ordentligt i kontrakten - og at der så er kommet krav efterfølgende, som ikke har været omfattet af den oprindelige kontrakt. Eller at regionen ikke har fulgt Epics forslåede procedure...

Men man kan jo også blive nysgerrig efter Epics rolle i det håbløse forløb. Er det Epic, der er blevet ved med at "lokke" ledelsen til at overhøre alle advarselssignaler, og som er blevet ved med at love, at det færdige og fungerende system var lige om hjørnet, så man kunne roligt skrive under på den endelige overdragelse? Svaret blæser indtil videre i vinden, og det bør afgjort undersøges. hvad er der præcist foregået mellem ledelsen og Epic de seneste 4-5 år? Det ville jeg gerne have belyst. Men det er nok Mørkelygteramt....

PS: Mon der er en særlig konto, hvor en procentdel af køb/salg indsættes til regionen - i lighed med i Atea-sagen? Det har jo været nævnt som almindeligt i sådanne sager (uden nødvendigvis at have været brugt til korruption). I givet fald: Hvordan er disse penge brugt?

Aksel Koplev

Det interessante og uhyggelige ved Sundhedsplatformen er vel at EPICs IT system , i hvert fald i det store hele fungerer, og det er vel også grunden til at der ikke er noget at komme efter hos EPIC.

Det problematiske er jo netop Region Hovedstadens håndtering af indførelsen af systemet, dens regnestykker over besparelser, og dens tro på at lægerne bare kan taste informationer i systemet uden at det går ud over deres arbejde med patienterne.

Hans Nielsen

Det problematiske er jo netop Region Hovedstadens håndtering af indførelsen af systemet, dens regnestykker over besparelser, og dens tro på at lægerne bare kan taste informationer i systemet uden at det går ud over deres arbejde med patienterne.


Ja det er nok manglende virkelighedsopfattelse, eller opfattelse af virkeligheden på grund manglende erfaring med den.
Hvis man kun er DJØF'er og alt tankegang i verden udgår der fra, så er der meget som ser godt ud på papiret, der risikere at bliver indhentet af virkeligheden.

Men det værste vedr den manglende virkelighedsopfattelser - Det blev lavet i ond tro. Administrationen var advaret, men valgte at fyre dem som påpeget problemerne, og derefter fandt man nogle "konsulenter" som ville tale dem efter munden.

Er der nogle som har tænkt på at sagsøge Konsulenthuset Oleto. Om ikke andet for at få bilaget for deres arbejde tilbage. De var jo ikke deres penge værd. Så langt fra. Deres medvirkende har kostet mange milliarder .

Så advarsel til andre... Brug kun Konsulenthuset Oleto hvis i har noget der skal skjules. Eller business case skal løftes for en dårlig sag.

Hans Nielsen

Når man læser Regions Svar i sagen. Så fremgår det, at de meget hurtigt fandt ud af, at der var en stor produktionsnedgang.

Dette meldte de ikke ud, men brugte stadig de gamle estimater at dunke medarbejder i hovedet med. - Hvis i ikke kan overholde tidsfrister og produktion, så er i udygtige, og må bare arbejde noget mere over. Det har jo betydet stress, overarbejde, inddragelse af ferie. Mens selvsamme administration tog på ferie for de udbetalte bonus.

Vi ved godt at administrationen og politikerne som har indført sundhedsplatformen, er "uærlige", og har opført sig umoralske og uetisk i dette punkt på sagen. Men er det ikke også ulovlige, når vi ser det har endt op i påbud fra arbejdstilsynet.

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Pressemeddelelser

Welcome to the Cloud Integration Enablement Day (Bring your own laptop)

On this track, we will give you the chance to become a "Cloud First" data integration specialist.
15. nov 2017

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 2017

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017