Analyse: Mere Web 2.0 i 2008

40 procent af de danske virksomheder vil bruge en eller anden form for social software, der kan passes ind i kategorien Web 2.0, i 2008, viser en analyse, Version2 har foretaget sammen med IDC.

Andelen af virksomheder, der bruger Web 2.0 teknologi, vil stige med 10 procentpoint i løbet af 2008. Det viser en undersøgelse, som Version2 har foretaget i samarbejde med analysevirksomheden IDC.

Dermed forventes det, at op mod 40 procent af de danske virksomheder i løbet af 2008 vil benytte sig af social software, der kan defineres med Web 2.0 betegnelsen.

Men hvad er Web 2.0 egentlig? Ifølge IDC dækker betegnelsen over sociale medier med et markant element af kommunikation. Det vil blandt andet sige blogs, wikier, sociale netværk, virtuelle verdner og communities.

Penge at spare

Den forventede vækst i de danske virksomheders brug af ovennævnte teknologier skal ses i lyset af, at der ifølge IDC, direkte er penge at spare på bundlinjen ved at bruge teknologierne.

»Hvis vi tager communities som eksempel, så kan man få ens kunder til at hjælpe hinanden, i stedet for at man selv som virksomhed, skal bruge en masse ressourcer på det,« siger direktør i IDC Per Andersen.

Han nævner et andet eksempel med brugerdreven innovation, hvor virksomhederne kan udnytte kundernes idéer i kraft af social-software.

Undersøgelsen af de danske virksomheders brug af Web 2.0-teknologi viser, at halvdelen af de virksomheder, der bruger teknologien, oplever en besparelse på helt op til 10 procent i kraft af Web 2.0.

Arbejdsliv + familieliv = én person

Per Andersen fortæller, at de sociale værktøjer som regel er gratis, så der er ikke direkte omkostninger i forhold til eksempelvis licenser forbundet med at bruge softwaren.

»Der hvor omkostningerne kommer ind, det er omkring administrationen af det i virksomheden. Det der hedder it-management,« siger han og henviser til, at det blandt andet er backup af data, der hører under it-management.

Gratis-aspektet ved den sociale software, vurderer Per Andersen, er en del af forklaringen på, at stadig flere virksomheder vil tage teknologierne til sig i 2008. Men der er også en anden pointe. Folk er nemlig vant til at bruge Web 2.0 teknologier i privat-sfæren, og det brugsmønster slæber de med sig ind på arbejdspladsen.

»Det bliver sværere og sværere at skelne mellem de værktøjer, man bruger privat, og de værktøjer, man bruger i forbindelse med arbejdet. Fordi det er sociale medier, og det vil sige, at der er en ekstern verden, som man er forbundet til, og det er man som person. Og den person er ikke nødvendigvis delt op i en arbejdsperson og en hjemmeperson,« fortæller Per Andersen.

Undersøgelsen af de danske virksomheders brug af Web 2.0 vil blive fremlagt på konferencen IDC Directions den 29. januar.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Therese Hansen

Web 2.0 er et forfærdeligt begreb, fordi der ikke er en ordentlig definition, som er til at forholde sig til, men koncepterne bag ved ordet er ikke så ringe endda - for nu at sige det på jysk. Jeg er f.eks. ret vild med blogs og wikier.

Jeg er altså umiddelbart uenig med dig, Flemming, men vil du ikke uddybe dine frustrationer over web 2.0 med nogle eksempler?

  • 0
  • 0
#3 Flemming Sørensen

De to der pisser mig mest af, er Newz.dk og OSNews.com

I begge tilfælde var der absolut ingen grund til at indføre fluff, under dække af at være med på noderne. Den smule ekstra funktionalitet (og i visse tilfælde, indførslen af mangel på) kunne sagtens have været klaret uden. Men når først de horny web-"Karl Kodere" er gået i gang, så kan intet stoppe dem, i at forringe brugervenligheden.

Og Ja, det kan da godt være at det bare er fordi de misbruger Web 2.0 udtrykket, men faktum er at hovedparten af de gang, nogen påkalder den store Web 2.0 gud, så ender det i lavere brugervenlighed. Er der virkelig ingen der fatter et hint, når et relativt stort antal brugere forsvinder (eller bare brokker sig) i månedsvis...?

  • 0
  • 0
#4 Jens Fallesen

Når jeg hører om Web 2.0, plejer jeg at finde på noget andet at høre, hvis det ellers er en mulighed. For min erfaring siger mig, at når begrebet Web 2.0 bliver hevet frem, handler det om buzzwords og om at sige det, der er trendy lige nu.

Jeg gider ikke latterlige popbegreber, og det mener jeg virkelig, at Web 2.0 er. Jeg vil meget hellere se løsninger, der tager udgangspunkt i rent faktisk at gøre gavn for brugerne.

Dette er der masser af gode eksempler på, og sjovt nok bruger langt hovedparten af de bedste aldrig begrebet Web 2.0, selv om de rent faktisk gør det, som Web 2.0-evangelisterne hele tiden taler om.

  • 0
  • 0
#6 Jonathan Stein

I er jo håbløst bagud. Google har allerede 88.000 hits på "web 4.0" !

Faktisk er første version, som Google ikke har hørt om "web 48.0", så når Googlebot når forbi denne kommentar, kan jeg tage æren som den første, der skrev om web 48.0.

Og lad os endelig få startet en versionsnummer-krig så begrebet hurtigst muligt kan blive så udvandet, så det dør!

M.v.h.

Jonathan
  • 0
  • 0
#7 Daniel Møller

hehe helt enig, Web 2.0 har altid mest af alt været et markedtingsbegreb og anvendes til at beskrive mange vidt forskellige ting, lige fra grafiske design-guidelines og layout, over "sociale medier/brugerinteraktion/blogs/rss" til anvendelse af Ajax-teknologi, Webparts og lign.

Jeg vil dog gerne høre lidt mere om hvad du mener Web48.0 skal indebære ;)

  • 0
  • 0
#8 Anonym

Måske skal web48.0 være en udgave, hvor man vil have alle med, og går tilbage til rene tekst sider, uden billeder og formattering. Så kan folk med tekst baserede browsere være med :-)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere