Amnesty om lognings-tøven: Der er ingen smutveje til at fastholde masseovervågning

Justitsministerens udmelding om telelogning kan let lyde som om, man prøver at finde vej uden om EU-dom, siger menneskeretsorganisation.

De danske regler for telelogning skal laves om - men ikke før regeringen er klar med nogle nye efterforskningsværktøjer til politiet.

Sådan lød beskeden fra justitsminister Søren Pape Poulsen for en uge siden, da han efter en måneds betænkningstid udtalte sig om den EU-dom, der kort før jul erklærede udifferentieret masseovervågning ulovlig.

»Vi vil ikke ophæve de gældende regler – og dermed fratage politiet et centralt værktøj til bekæmpelse af grov kriminalitet – før vi har et nyt system på plads,« lyder det i en skriftlig udtalelse fra ministeren.

Læs også: Justitsminister forsvarer tele-overvågning: Logningen er for central til, at vi kan ophæve den

Det er uvist hvor længe ministeren forventer, at det vil tage at etablere et 'nyt system'. I mellemtiden vækker tonen ikke ligefrem begejstring hos juridisk konsulent ved Amnesty International Claus Juul.

»Det er jo en særlig tilgang, at man siger, 'vi kører videre, som om ingenting var hændt, indtil vi har fået skruet en ny ordning sammen'. Det kommer let til at lyde, som om man i virkeligheden siger 'indtil vi har fundet ud af, hvordan vi kan skrive os uden om EU-domstolens afgørelse',« siger Claus Juul til Version2.

Lokationslogning bør opgives

Professor i medie- og informationsret Søren Sandfeld Jakobsen, Aalborg Universitet, har opfordret ministeren til straks at sløjfe den nuværende telelogning.

»Den totalt bevidstløse, bagudrettede, maskinmæssige masselogning af alle menneskers kommunikation, som hidtil har fundet sted i Danmark, må vi skrotte,« har professoren tidligere sagt til Version2.

Læs også: Bombe under ti års dansk telelogning: Den er klart ulovlig og skal skrottes

Den konklusion deler Amnesty International. Menneskeretsorganisation har på blandt andet Twitter opfordret ministeren til at afvikle logningsreglerne her og nu.

»Afgørelsen er meget klar og tydelig – og der er, så vidt vi kan se, ikke nogen smutveje til at opretholde masseovervågning uden konkret mistanke,« siger Claus Juul og fortsætter:

»Justitsministeren bør efterleve EU-domstolens afgørelse loyalt – således at ethvert tilløb til lokationslogning med videre for alle brugere opgives, og man vender tilbage til princippet om, at brud på retten til privatliv kræver en dommerkendelse.«

IT-Politisk Forening: Ingen afgørende udmelding endnu

I Version2's debat opfordrer læser Peter Jølving til et sagsanlæg og foreslår i samme ombæring, at IT-Politisk Forening leder sagen.

Foreningens formand, Jesper Lund, mener dog, at man er nødt til at vente på justitsministerens skriftlige redegørelse.

»Det giver ikke nogen mening at diskutere, om vi skal gøre det ene eller det andet, før vi ved hvor vi står,« siger han til Version2.

Læs også: Teleindustrien venter på svar fra Borgen: »Vi har ingen interesse i at fortsætte logning«

Ifølge Jesper Lund er det positivt, at Søren Pape Poulsen anerkender, at loven skal ændres. Men at det omvendt er negativt, at det lader til at processen kan tage lang tid.

»Det er foreløbige udmeldinger. Det afgørende bliver, hvad der kommer til at stå i den skriftlige redegørelse, og hvad kan kommer til at sige til det samråd, han er indkaldt til,« understreger Jesper Lund.

Absurd

Det er Enhedslisten retsordfører Rune Lund, der har indkaldt ministeren i samråd om sagen. Et samråd der er blevet sat til den 28. februar.

Ordføreren kan ikke se, hvorfor det skal tage så lang tid, at svare på om logningsreglerne suspenderes foreløbigt.

Læs også: Telenor stopper logning af svenske kunders trafik - men fortsætter som hidtil i Danmark

»Jeg mener, at svaret bør være ret nemt,« indleder han.

»Når man får at vide i to omgange, at den logning man foretager sig er ulovlig, så er det absurd, at man ikke med det samme suspenderer reglerne,« siger han til Version2.

Rune Lund kalder samtidig dommen fra december for et granatchok for regeringen, der ellers har arbejdet på at udvide - og ikke indskrænke - logningsreglerne.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (14)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jan Juul Mortensen

Da Danmark endnu er en del af EU i modsætning til briterne undres jeg over, hvordan man kan undlade omgående, at handle i forhold til den nævnte dom.

Det virker som om Justitsministeren finder det acceptabelt at hr. D. Anmark fortsætter en tilsvarende handling som hr. S. Verige lige er blevet dømt for.
Det må jo betyde, at selv om en har fået en dom kan denne ikke danne presedens i andre tilfælde, eller sagt på en anden måde; blot fordi hr. S. Verige er blevet dømt så betyder det ikke, at den tilsvarende aktivitet der udføres af hr. D. Anmark bør ophøre omgående på trods af ulovligheden i denne handling.

Det virker dybt forkasteligt, at man ikke omgående fjerner et ulovligt værktøj når det nu engang er dømt ulovligt. Også selv om man fjerner et værktøj fra ordensmagten, et værktøj som man nok ikke skulle have givet dem fra starten af når man nu kigger i bagklogskabens lys.

Jeg vil komme med samme anbefaling til Justitsministeren som en vis byggemarked kæde kommer med til sine kunder: "Få det nu fikset".

Christian Nobel

Statsmagten herhjemme plejer ikke at have nogle skrupler med at indføre nye EU forordninger næsten før blækket er blevet tørt i Bruxelles, hvis det f.eks. drejer sig om muligheden for at udskrive nye skatter eller lignende.

Så er Danmark EUs duksedreng, men så snart EU så siger at snagen i borgernes privatliv er forbudt og skal stoppes, ja så vil regimet (undskyld mit franske) skide højt og flot på EU.

Dobbeltmoral så det basker - enten er vi med i EU, eller også er vi ikke.

Mogens Ritsholm

Politiet har altid efter retsplejeloven adgang til loggede data på teleområdet, og det vil de også have, hvis man ophæver logningsbekendtgørelsen.

Så det gode spørgsmål er: Hvor meget forsvinder egentlig, hvis staten ikke længere stiller krav om, at bestemte data skal gemmes?

Svaret er, at det kun i begrænset omfang reducerer de data, som politiet kan få udleveret. De store teleselskaber logger på livet løs af forretningsmæssige grunde langt ud over logningsbekendtgørelsens krav. Se f.eks. debatten om masteoplysninger hos TDC og 3.

Så det man reelt vil miste er f.eks. tilringningslister og logning hos små udbydere, hoteller mv. Men det betyder alligevel ikke noget.

Hele telelogningstanken har vist sig forkert. Det blev kun gennemført som statslige krav i Europa. Og det er jo heller ikke udbredt til de nu dominerende IT-tjenester, der i vidt omfang erstatter teletjenester til end-to-end ydelser.

Dommen var ikke særlig logisk, når man tænker på den helt uhyrlige logning, der foregår uden statslige krav. Men dommen ramte telelogning som et såret dyr, der alligevel ikke har nogen fremtid.

Noget andet er så, at der bør sættes en stopper for den uhyrlige logning af forretningsmæssige grunde, hvor man nærmest gemmer oplysninger til evig tid. Men det er en anden sag.

En god politiker mærker hvilken vej vinden blæser og ser stort på sine rådgiveres "konservative" tankegang.

Dave Pencroof

Du har aldeles ret i dine anker !
Det er dog tilsyneladende sådan at langt fra alle er lige for loven, husk alle de overvågnings kameraer som blev inddraget i vores egen lille terror sag, hvor det blev konstateret at de fleste var/er ulovligt opsat (kan se noget de ikke må kunne se iflg loven), dem meldte politiet i tv ud at de IKKE ville bede om at de blev rettet ind til lovlig visning, tænk hvis vi kunne få brug for dem igen !
Der er så mange ting, hvor folketinget går direkte imod EU's love og forordninger, men på samme tid forlanger de at vi borgere skal stemme DK længere ind i EU !
Landbrugs pakken er endnu et eksempel på at folketinget går imod EU's regler, for der står der at EU-lande ikke må gå "baglæns" på miljøet, hvilket er præcis hvad Eva Kjær og co har gjort, omend det endnu kan forlanges fra EU at den omgang humbug bliver rullet tilbage, da EU ikke har godkendt sagen !

René Nielsen

Jeg tror at Justitsministeriet tøver fordi man er bange! Dommen drejer sig ikke kun om logning af teleoplysninger, men enhver form for automatiseret indsamling af data såsom ANPG eller f.eks. passagerlister fra flyselskaber.

Som jeg forstår EU Domstolens afgørelse skal alle ”No-Hits” slettes – uden undtagelse - og der er jo lige præcis den modsatte retning Justitsministeriet vil.

Det er selve kernen at Justitsministeriet vil gemme alt og via Justitsministeriets nyindkøbte Plantir software vil man lave analyser af hr. og fru Danmark. EU afgørelsen er simpelthen en atombombe ind i lovgrundlaget af Justitsministeriets politik og indkøb.

Justitsministeriet ønsker ikke en offentlig debat om overvågning og slet ikke en debat om masseovervågning, fordi en ”dum” befolkning lettere lader sig kontrollere end en ”oplyst” befolkning.

En ”oplyst” befolkning vil spørge ind til hvorfor Danmarks Justitsministerium vil overvåge mere end diktaturer som Kina, Tyrkiet eller Saudi-Arabien? Herunder at det statistisk er 10 gange lettere at få overskud i ”Quickskrab” end at politiet opnår den strafferamme som en mistanke bagved en aflytningskendelse oprindelig krævede.

Kom den slags fakta til offentlighedens brede kendskab, kunne der komme uønsket lovgivning som gjorde det ”mere besværligt” at opnå dommerkendelse til aflytning/overvågning.

Teleoplysninger, er derfor kun en lille flig af Justitsministeriets mareridt.

Men som befolkning må vi stille det spørgsmål hvorfor Justitsministeriet i spørgsmålet om overvågning ønsker at overgå verdens værste diktaturregimer? Hvad er driveren bagved disse diktaturstat tiltag?

Mogens Ritsholm

Jeg tænker at logdata, fremskaffet uden juridisk grundlag, så også er juridisk ugyldige ?

Ulovligt opsamlede data skal stadig udleveres til politiet, og det kan også bruges som bevis i en retssag.

Det er derfor Justitsministeriet eller politiet aldrig har påpeget tilfælde, hvor teleudbydere loggede for meget i forhold til logningsbekendtgørelsen.

Der er et berømt tilfælde i Tvind-sagen. De brugte Tele2 til deres mails, og en overnervøs administrator tog backup af postserveren flere år tilbage. Politiet fik udleveret disse mails. Tvinds daværende forsvarer, Bjørn Elmquist, forsøgte at få retten til at se bort fra de ulovligt indsamlede mails. Men han fik som sagt ikke medhold, og omtalte mails blev afgørende for sagens udfald. Efterfølgende bad Datatilsynet alle teleselskaber om at redegøre for deres praksis. Det var lige før de helt ville forbyde backups.

Jesper Lund

Ulovligt opsamlede data skal stadig udleveres til politiet, og det kan også bruges som bevis i en retssag.

Speaking of the devil.. EU-Domstolen har for nylig (men før Tele2-dommen i december) fået en ny logningssag at hygge sig med, C-475/16 K, med hele 17 spørgsmål om logning
https://pdpecho.com/2016/11/30/greek-judges-asked-the-cjeu-if-they-shoul...

De bliver nok ikke besvaret allesammen, men der er bl.a. dette spørgsmål

Hvis de foregående spørgsmål i det væsentlige besvares bekræftende, og hvis medlemsstaterne således har pligt til at træffe alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at afhjælpe tilsidesættelsen af den primære EU-ret ved at ophæve eller tilsvarende at ændre lovgivningsakten til gennemførelse af et direktiv, som efterfølgende er blevet erklæret for ugyldigt af Domstolen som følge af tilsidesættelse af chartret eller traktaterne, skal denne pligt da udvides til at omfatte de nationale retter således, at de skal se bort fra lovgivningsakten til gennemførelse af det direktiv, som er blevet erklæret for ugyldigt – i det foreliggende tilfælde direktiv 2006/24/EF 1 – (i det mindste hvad angår den pågældende del), fordi det tilsidesætter chartret eller traktaterne, og i konsekvens heraf ikke skal tage hensyn til beviser indhentet på grundlag af disse retsakter (direktivet og den nationale gennemførelsesretsakt)?

Min fremhævelse med boldface: den græske domstol spørger blandt andet EU-Domstolen, om dommerne er forpligtet til at se bort fra beviser, der fremkommer fra en national logningsordning der strider mod EU-retten.

Det er ikke helt uinteressant. Den rumænske logningslov er blevet annulleret af rumænske domstole mindst to gange (for derefter at blive indført igen af de lovningsivrige politikere; ikke så mærkeligt at der er næsten lige så mange uregistrerede taletidskort som indbyggere i Rumænien), og en af gangene skete det noget usædvanligt i forbindelse en straffesag, hvor dommerne i to straffesager kom i tvivl om hvorvidt grundlaget for beviserne (logningslovgivningen) var forenelig med den rumænske forfatning
https://edri.org/romania-aftermath-of-second-ccr-data-retention-ruling/

Hvis Justitsministeriet (sådan rent hypotetisk... jeg vil jo ikke rigtig sige noget før 28/2) erkender at den nuværende logning ikke er lovlig, men tøver med at ophæve den fordi politiet er så glade for logning eller whatever, kunne man forestille sig at en kreativ dansk forsvarsadvokat på tilsvarende vis vil prøve at få smidt beviserne ud. Det er lidt en anden situation end Tvind-sagen, hvor en privat virksomhed ved et tilfælde havde gemt data, som de ikke måtte gemme. Nu er der tale om at staten systematisk tvinger private virksomheder til gemme data på en måde som krænker grundlæggende rettigheder, og som staten ikke må gøre. En påstand om at der sker et indgreb i retten til en retfærdig rettergang (EMRK artikel 6), hvis beviser fra ulovlig masseovervågning tillades, ville være nærliggende. Hvis staten overvåger en hver detalje af vores liv, vil man kunne dømme alle borgere (dem man ikke kan lide) for et eller andet.

Jeg regner selvfølgelig med at Justitsministeriet vil overholde loven og respektere retsstatens principper samt Danmarks internationale forpligtelser, så vi ikke kommer ud i dette morads :)

Jesper Lund

Jeg tror at Justitsministeriet tøver fordi man er bange! Dommen drejer sig ikke kun om logning af teleoplysninger, men enhver form for automatiseret indsamling af data såsom ANPG eller f.eks. passagerlister fra flyselskaber.

Ro på...

PNR (flypassagerlister) kan ikke direkte sammenlignes med tele-logning og den aktuelle sag. På den ene side er der tale om langt færre oplysninger (du taler mere i telefon end du flyver), og ikke alle rejser med fly. På den anden side er adgangen til data noget mere invasiv, fordi der er data-mining adgang og profiling af ukendte mistænkte ud fra rejsemønstre.

Men også her er EU-Domstolen i gang med at vurdere, om der sker ulovlige indgreb i vores grundlæggende rettigheder, og gudskelov for det. Domstolen har en sag med en udtalelse om EU-Canada PNR aftalen, Udtalelse A-1/15, som Europaparlamentet sendte til EU-Domstolens mens et flertal stadig havde fornuften i behold (november 2014, så vidt jeg husker). Siden kom forskellige terrorangreb med terrorister der kom til gerningsstedet i bil, og så steg interessen for PNR underligt nok. Hvorefter det samme Europaparlament, som havde udtrykt skepsis over for EU-Canada PNR aftalen, vedtog PNR-direktivet uden den store refleksion.

Lige nu er der kun et forslag til afgørelse fra generaladvokaten i A-1/15, som er meget langhåret at læse, og hvor Danmarks retsforbehold kommer til at spille en vigtig rolle for det retslige grundlag i EU traktaterne for PNR-aftalen.

Men det mest interessante er selvfølgelig om PNR, ligesom logning, er ulovlig masseovervågning ("ikke begrænset til det strengt nødvendige", som det hedder). Det er mindre klart, hvis der er passende begrænsninger på anvendelsen af de indsamlede PNR-oplysninger (flere begrænsninger end i EU-Canada aftalen, som formentlig skal revideres når der er en endelig afgørelse i A-1/15; og endnu flere begrænsninger end i den gamle EU-USA PNR aftale, hvor en af Trump's EOs ikke ligefrem har gjort tingene bedre).

Anyways, det er meget langt at læse, men nogle af generaladvokatens pointer er opsummeret i dette høringssvar (afsnittet: "Lovforslagets forhold til EU-retten og EMRK") om et lidt overset dansk lovforslag, der vil give FE adgang lov til at få snablen ned i den danske PNR-database. What could possibly go wrong..? Læs selv :)
https://itpol.dk/hoeringssvar/fe-adgang-til-pnr-og-regler-om-sletning

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Pressemeddelelser

Welcome to the Cloud Integration Enablement Day (Bring your own laptop)

On this track, we will give you the chance to become a "Cloud First" data integration specialist.
15. nov 2017

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 2017

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017
Jobfinder Logo
Job fra Jobfinder