Amerikanske soldater får dataforbindelse på slagmarken - efter 16 års tilløb

I både Irak og Afghanistan har amerikanske soldater råbt på nye hjælpemidler til at kommunikere under kamp. Nu er systemet langt om længe klar, efter 16 års udvikling og en helt ny start.

Mens dagens smartphones giver mulighed for nemt at sende videoer rundt eller se hvor vennerne befinder sig i byen, har soldater i slagmarken måtte nøjes med kommunikation, som var langt mere gammeldags.

For selvom det amerikanske forsvar allerede i 1996 så behovet for datakommunikation og satte et storstilet projekt i gang, er det først nu, at systemet, der blev døbt Nett Warrior, er klar til brug. Det skriver magasinet Wired.

Til oktober vil op mod 1.400 amerikanske soldater for første gang afprøve Nett Warrior for alvor, når de udsendes til Afghanistan. Hver soldat bliver udstyret med en almindelig Motorola Atrix Android-smartphone, som kommunikerer gennem militærets Rifleman-radioer. Softwaren på telefonen er ændret massivt for at leve op til de strenge sikkerhedskrav, og det er heller ikke muligt at bruge telefonens egne radioer til telefon- eller datatransmission.

Ude fra frontlinjen kan soldaterne så sende billeder og video hjem til den taktiske kommando i lejren, som så om nødvendigt kan sende disse data videre op i systemet helt til forsvarsledelsen i Pentagon. Tilsvarende kan soldaterne få tilsendt for eksempel videoer optaget fra luften.

Udviklingen af det nye netværk på slagmarken er også et eksempel på, hvordan den amerikanske hær måtte tænke radikalt anderledes end normalt, når der skulle udvikles nye værktøjer. Imens det oprindelige Nett Warrior-system langsomt tog form, spredt ud over mange forskellige afdelinger og med budgetter og tidsplaner, der løb løbsk, overhalede den almindelige teknologiske udvikling i den grad konceptet.

Da første reelle bud på en løsning skulle testes af soldater i 2010, var det et mange kilo tungt setup, med et løst-hængende tastatur og skærm monteret foran soldatens øje, men med en regnekraft, som en iPhone på den tid nemt kunne overhale.

For halvandet år siden satte en general derfor foden ned og skrottede hele systemet. I stedet skulle man starte forfra med udgangspunkt i, hvad han kunne med sin iPhone, og holde sig til standardhardware, så man løbende kunne opgradere, i takt med udviklingen.

Resultatet blev altså en Android-baseret løsning, som nu giver soldaterne helt nye muligheder. Men hvorfor skulle det tage 16 år at nå dertil, lyder kritikken, mens USA’s to krige i Irak og Afghanistan er ved at være afsluttede.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Stefan Mønich

Pudsigt at de ikke har valgt at basere det på en af de IP67 certificerede telefoner som findes.
For eksempel motorola defy+ eller hvis de nu tør bevæge sig uden for egne grænser: Samsung galaxy Xcover eller Sony Xperia active?
personligt kan jeg skrive under på at sidstnævnte kan holde til en hel del.

Sophie Bjert

<i>Ude fra frontlinjen kan soldaterne så sende billeder og video hjem til den taktiske kommando i lejren, som så om nødvendigt kan sende disse data videre op i systemet helt til forsvarsledelsen i Pentagon. </i>

Smart. Så kan præsidenten selv tage kommandoen i felten, ligesom Cheney gjorde det under slaget om Fallujah. Krig er for vigtigt til at blive overladt til soldater.

Een af WWII's tyske superstjerner (Mannstein, vistnok) holdt engang en forelæsning på West Point, og blev spurgt hvordan de ville have håndteret invasionen af Rusland, hvis de havde haft computere. "Så havde det ikke kunnet lade sig gøre", svarede han prompte.

Annie Lysebjerg

Hvis systemet er hurtigt og holdbart nok, syns jeg personligt det er en rigtig god ide. Soldaterne får muligheden for at blive opdateret om fjendens placeringer, uden at skulle ud af dækning.

Kan dog ikke lade være med at tænke Jack Bauer og "24", når jeg læser en sådan artikel...

Log ind eller Opret konto for at kommentere