Amerikanske senatorer vil nedsætte særlig komite, der skal granske russiske hacks

På tværs af partier ønsker amerikanske senatorer nu at nedsætte en særlig komite, der skal undersøge de adskillige cyberangreb, som spillede en rolle under valgkampen, og som efter alt at dømme stammede fra Rusland.

I stadig mere håndfaste vendinger bliver ordene ‘hack’ og ‘Rusland’ nu nævnt i samme sætning, når det gælder den amerikanske debat om de adskille cyberangreb, der fandt sted under præsidentvalgkampen.

I fredags blev den russiske præsident Vladimir Putin således trukket ind i debatten, da det amerikanske medie NBC News berettede om nye oplysninger, som pegede på, at Putin personligt havde kendskab til angrebene, som især ramte den demokratiske gruppe i løbet af sommeren.

Læs også: Amerikansk medie: Putin var personligt involveret i russiske hack

Det fik selv præsident Barack Obama til indirekte at anklage Putin for angrebene.

»Der sker ikke meget i Rusland, uden at Putin ved det,« lød det ifølge Berlingske fra Obama.

Og man er angiveligt enige i det amerikanske politiske landskab. I hvert fald ønsker flere senatorer nu - både demokratere og republikanere - at nedsætte en komite, der skal undersøge angrebene til bunds. Det beretter Reuters.

Blandt de senatorer finder man blandt andet tidligere præsidentkandidat for republikanerne, John McCain.

»Vi har brug for en komite. Vi har brug for at komme til bunds i dette. Vi er nødt til at finde ud af præcis, hvad der skete, og hvad konsekvenserne af angrebene var, især hvis de havde en effekt på valget,« sagde John McCain til CNN i går.

Læs også: Putin afviser russisk indblanding i cyberangreb mod amerikanske institutioner

»Det er en alvorlig sag. Hvis de er i stand til at skade valgprocessen, kan de ødelægge demokratiet, som er baseret på frie og retfærdige valg,« sagde den tidligere præsidentkandidat.

Blandt de øvrige senatorer, som ønsker komiteen nedsat, finder man republikaneren Lindsey Graham fra South Carolina, samt demokraterne Jack Reed fra Rhode Island og New Yorks Chuck Schumer.

Ønsket om et udvalg dedikeret specifikt til at undersøge de russiske hacks er i første omgang dog blevet afvist af majoritetslederen i Senatet, Mitch McConnell. Han mener, den allerede eksisterende Senate Intelligence Committee er mere end kompetente til at kigge på sagen.

Læs også: CIA forbereder cyber-modangreb på Rusland

Men senator Chuck Schumer mener kun, at man kan komme til bunds med en nøje udvalgt komite med specifikt fokus på cyberangrebene.

»Hvis man sender det til bare ét udvalg eller en række af udvalg vil ting blive udeladt, modstridende oplysninger vil ikke blive samlet, og fordi de eksisterende udvalg er så travle i den nye administration vil sagen ikke få det fokus, som den har brug for,« siger Chuck Schumer ifølge Huffington Post.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Kommentarer (1)

Peter Jensen

Hvis den 100% udokumenterede påstand/antagelse om at det skulle være 'russerne' der var whistleblowerne der havde lækket dokumentationen for Clinton-familiens og DNCs omfattende kriminalitet, så burde politikerne da takke Rusland for at have skabt gennemsigtighed i valget.

Eller de (politikerne og MSM) mener måske at vælgerne IKKE skulle have haft viden om den fhv præsidentkandidatens kriminalitet inden de gik til stemmeboksene?

Det er jo til at le ad.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer