Den europæiske persondataforordning er trådt i kraft i dag, og europæiske borgere er de seneste dage blevet bombarderet med e-mails fra virksomheder, medier og online-tjenester, der skal have styr på samtykke i sidste øjeblik.

Men en række store amerikanske medier har kastet håndklædet i ringen og blokeret for europæisk adgang, fordi de ikke lever op til de nye regler.
Det gælder blandt andet en af USA's største aviser, Los Angeles Times.
»Vores hjemmeside er desværre utilgængelig i de fleste europæiske lande i øjeblikket,« lyder beskeden, når man besøger mediet fra Danmark.
»Vi arbejder på sagen og kigger på muligheder, der understøtter alle vores digitale tilbud på det europæiske marked.«
Også Arizona Daily Star, New York Daily News, Chicago Tribune og Orlando Sentinel er blandt de store medier, der pt er utilgængelige fra EU.
Også den populære tjeneste Instapaper, der bruges til at bogmærke interessant online-indhold på tværs af platforme, har blokeret for europæiske besøgende.
